East by Southeast 9.-30. november

Bulgarien, Georgien, Kroatien, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn. Festivalen East by Southeast (9. – 30. november) præsenterer 12 helt nye film fra Central- og Østeuropa, foruden spændende gæstebesøg og receptioner.

Spoor 2

Næsten 30 år efter kommunismens sammenbrud har filmproduktionen i Central- og Østeuropa stadig fællestræk i emnevalg og stil, da landene deler en fælles historie og i dag har en række af de samme økonomiske og sociale udfordringer.

Formålet med festivalen East by Southeast er at give et dansk publikum muligheden for at stifte bekendtskab med nogle af de mange fremragende nye film, der bliver produceret i vores central- og østeuropæiske 'nabolande'. 

East by Southeast præsenterer 12 nye film fra Central- og Østeuropa, hvoraf de 10 ikke tidligere har været vist i Danmark, og vi inviterer til en række særarrangementer med gæster fra regionen og receptioner i Asta Bar.

Feministisk øko-thriller, sorthumoristisk immigrant-drama og livet bag Jerntæppet 

Festivalen åbner den 9. november med danmarkspremiere på Agnieszka Hollands forrygende og fantastisk flot fotograferede øko-thriller 'Spoor', der vandt en Sølvbjørn ved årets filmfestival i Berlin. Filmen er også Månedens film i Cinemateket i december. 

En anden af festivalens hovednumre er den georgiske 'Dede' - et bevægende trekantsdrama fra et afsidesliggende bjergområde i det naturskønne land. Filmen vandt en af hovedpriserne på filmfestivalen i Karlovy Vary og har også danmarkspremiere under East by Southeast. 

Det samme gælder Ferenc Töröks sort/hvide ungarske mesterværk '1945', en af de bedst anmeldte film under Berlin Film Festival 2017. Festivalen får besøg af filmens hovedrolleskuespiller Péter Rudolf. Den ungarske instruktør Roland Vranik kommer også til København for at præsentere den sorthumoristiske og hjertevarme 'The Citizen', der følger den 56-årige afrikanske immigrant Wilson Ugabe og hans forsøg på at opnå ungarsk statsborgerskab. Også en af årets helt store prisvindere.

At kommunismens æra stadig er en vigtig inspirationskilde for de central- og østeuropæiske filminstruktører fremgår af film som '1945', 'I'm a Killer', 'The Art of Loving' og 'The Teacher'. Sidstnævnte foregår i Bratislava i 1983 og følger en partitro lærerinde, der forlanger forskellige tjenesteydelser af elevernes forældre, hvis hun ikke skal udsætte børnene for repressalier. Filmen bliver introduceret af skuespilleren Zuzana Mauréry, der brillerer i den altdominerende hovedrolle.   

Særarrangementer 

9. november kl. 19:15: 'Spoor' med reception (festivalåbning) 
10. november kl. 19:15: 'The Teacher' med besøg af hovedrolleskuespilleren Zuzana Mauréry og reception.
11. november kl. 19:00: 'Dede' med introduktion af Georgiens ambassadør, Nikoloz Rtveliashvili, og reception. 
15. november 19:00: 'Dum Spiro Spero' med besøg af instruktøren Pero Kvesic og reception.
21. november kl. 19:00: 'The Citizen' med besøg af instruktøren Roland Vranik og reception.
29. november kl. 19:00: '1945' med besøg af hovedrolleskuespilleren Péter Rudolf og reception.

Tid: 9.-30. november
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, København
Billetter: Online og tlf. 3374 3412

Fakta

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412