Stærke kvinder indtager CPH PIX

CPH PIX-festivalen er for alvor kommet op i gear. Denne uge byder på et kor af stærke internationale kvindestemmer, der med overbevisning og stilsikkerhed indtager Cinemateket. Husk at Cinematekets medlemmer får 20% rabat på ordinære visninger og kan ganske gratis tage en ledsager med til eftermiddagsvisninger.

MARLINA THE MURDERER IN FOUR ACTS

I denne uge viser Cinemateket et væld af vidt forskellige værker af kvindelige filmskabere – og de er ikke for sarte sjæle. Filmene spænder vidt i både ophav, emner og æstetiske udtryk med alt fra stiliserede historiske slavedramaer til en hjertevarm palæstinensisk roadmovie. 

Vi starter dog vores jordomrejse i Rumænien, hvor Ivana Mladenovic har signeret en vild og udfordrende kærlighedsfilm om to mænd i Bukarest. Titlen er 'Soldiers. Story from Ferentari', den berygtede romaghetto, hvor Adi snøvler sig igennem sit feltarbejde. Han er på den gode side af 40 og stadig i gang med specialet. Han skulle egentlig studere den lokale musikkultur, men størstedelen af timerne bruges på den lokale, hvor de andre mænd får hevet runde på runde ud af ham. Her møder han Alberto, en højrøstet bamse med både fængselsfortid og et hjerte af guld. På befriende vis indleder det umage par et forhold, som Mladenovic med stor medmenneskelighed og nysgerrighed fanger med sit håndholdte kamera.

Soldiers. Story from Ferentari (Ivana Mladenovic, 2017) onsdag den 4. oktober kl. 14:15

Brasiliansk afmagt og indonesisk westernoprør

Fredag viser vi den gennemborende 'Vazante' af den brasilianske Daniela Thomas. Det er en trøstesløs affære om afmagt, racehad og patriarkatets åg, som tynger barnebruden Beatriz. Vi er i 1800-tallets Brasilien, hvor hun giftes bort til en glædesløs onkel, hvis menneskehed er slidt væk af sin fortsatte slavedrift. Der lægges ingen fingre i mellem i de smukke sort-hvide billeder, der ulmer af elendighed, men som samtidigt er betagende og dragende. Det er en hård oplevelse, men i dén grad en berigende en af slagsen.    

Vazante (Daniela Thomas, 2017) fredag den 6. oktober kl. 16:30 

Hvis man efter 'Vazante' har brug for at vidne en ordentlig kæmperasler i kønskampen, under man sig selv at se 'Marlina the Murderer in Four Acts'. Det er intet mindre en indonesisk western efter alle kunstens regler men hvor genrens traditionelle machismo omstyrtes af titlens unge enke. For da hun får uvelkomment besøg af et slæng banditter går der ikke lang tid før, at hovederne begynder at rulle. Mouly Surya udviser et jerngreb om teknik og tone, når hun kombinerer øjeblikke af knastør humor med lækre widescreen-kompositioner i bedste Sergio Leone stil – og oveni tilføjer en ætsende dosis retskaffent feministisk raseri, hvor retfærdighed uddeles med macheter frem for seksløbere. 

Marlina the Murderer in Four Acts (Mouly Surya, 2017) lørdag den 7. oktober kl. 19:00. 

I AM NOT A WITCH

En weekend med strandrotter og hekselejre

Vi slutter ugen af med en broget trio af vidt forskellige film. 'I Am Not a Witch' følger den 9-årige Shula, der får skylden for ulykker store som små i sin lille zambianske landsby. Hun stemples som heks og forvises til en omrejsende regeringsdrevet hekselejr. Her bindes de unge piger med hvide bånd, så de ikke kan flyve væk. De skal jo også være tilgængelige, så de kan fungere som enten turistattraktion for hvide turister eller orakel for lokale embedsmænd. Filmen spiller på dette spænd mellem udskillelse og omfavnelse, og Rungano Nyonis debut udviser en sjældent set selvsikkerhed i dette idiosynkratiske værk, der består af lige dele socialantropologi, galgenhumor og hverdagsmagi. 

I Am Not a Witch (Rungano Nyoni, 2017) søndag den 8. oktober kl. 16:30. 

Den dansk-palæstinensiske coproduktion 'Wajib' tog tre priser på dette års Locarno-festival og er med god grund nomineret til Politikens publikumspris. Shadis søster skal giftes, så han rejser fra sit hjem i Italien tilbage til Palæstina, hvor han traditionen tro skal hjælpe sin far med at hånduddele bryllupsinvitationer. Det politiske landskab lurer i baggrunden og som dagen skrider frem får både kultur- og generationskløfter lov til at udspille sig – ikke mindst fordi faren forsøger at afsætte Shadi til nærmest samtlige kvinder. Det er en roadmovie, der uden de store stilistiske dikkedarer leverer både de store diskussioner og et hjertevarmt portræt af et far/sønforhold.  

Wajib (Annemarie Jacir, 2017) søndag den 8. oktober kl. 16:45.

Efterfølgende kan man sætte punktum for aftenen med en amerikansk festivaldarling, Eliza Hittmans 'Beach Rats'. I knitrende 16MM optagelser portrætteres den 19-årige Frankie af en nærmest hypnotiserende spillefilmsdebutant, Harris Dickinson, hvis trænede krop står i skarp kontrast til hans sårbare og selvfornægtende indre. Han bruger de hede sommerdage og lumre aftener sammen med sin flok af pumpede drengerøve, for hvem scoringer har topprioritet og homofobien er gennemsyrende. Det er derfor i dybeste hemmelighed, at Frankie cruiser stranden i nattens mulm og mørke på udkig efter ældre homoseksuelle mænd. De varme sommernætter serverer svedige overkroppe, rå toner og selvforræderi af højeste karat i dette drama, der genkalder både Bresson og 'Moonlight'. 

Beach Rats (Eliza Hittman, 2017) søndag den 8. oktober kl. 21:15

Tid: 4.-8. oktober
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K
Billetter: Online eller på 3374 3412 

Fakta

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412