Cinematekets nye filial fik en varm velkomst i Aarhus

FILIALÅBNING. Cinematekets nye filial i Aarhus-biografen Øst for Paradis fik en varm modtagelse, da den tirsdag den 9. januar åbnede med en unik biografoplevelse for et spændt og forventningsfuldt publikum.

SAM_3579

Michala Petri og Mathias Friis-Hansen fra Det Kgl. Kapel skabte lydsiden til værker fra filmens barndom ved åbningen af Cinematekets filial i Aarhus.

Et fiskehjul gjorde det ud for et drejende kamerahåndtag, en sopranino-fløjte lagde ’stemme’ til en arrig kvinde, og buldrende trommer gav en storbrand ekstra dramatik. Hele repertoiret af fløjter og slagtøj blev taget i brug, da Michala Petri og Mathias Friis-Hansen fra Det Kgl. Kapel i aftes skabte lydsiden til værker fra filmens barndom ved åbningen af Filminstituttets Cinemateks-filial i Øst for Paradis i Aarhus den 9. januar. 

"Det giver rigtig god mening, for Cinemateket og Øst for Paradis er spundet af det samme DNA"

Det timelange program var tilrettelagt ned til mindste detalje og rummede alt fra melodisk underlægningsmusik til lydeffekter og ’Mickey Mousing’ – musisk spejling af handlingen. Det var en ny udfordring for de garvede musikere – og en lige så ny oplevelse for de fremmødte gæster, der tog vel imod Cinemateket i Aarhus.

Publikum bestod af alt fra Øst for Paradis-stamgæster til blokfløjte-entusiaster – og nogle kom langvejs fra: ”Hvis der foregår noget særligt, kommer jeg gerne ind til Aarhus”, sagde en kvinde, der til dagligt bor i Ry, men siden sin ungdom har haft sin gang i Øst for Paradis og på natklubben, der engang også havde til huse på adressen. 

Begejstringen for Cinematekets indtog i Aarhus var ægte – flere gæster udtrykte glæde over, at de nu ikke længere behøver at sende misundelige blikke over bæltet til Cinemateket, men kan opleve programmet i egen by. Det manglede også bare. 15 år er det, siden Filmhuset i Mejlgade lukkede – men bl.a. digitaliseringen af filmhistoriske værker har banet vejen for, at filmene nemmere kan rejse mellem landsdelene til glæde for flere danskere.

Aftenens første visning, der markerede åbningen, blev indledt med taler ved repræsentanter for samarbejdets parter: Biografdirektør ved Øst for Paradis, Ditte Daugbjerg Christensen og vicedirektør ved DFI, Jakob Buhl Vestergaard – efterfulgt af en personlig beretning fra Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard. Hans første kampagnevideo, der blev optaget i selvsamme biografsal, formidlede det budskab, at Aarhus’ kulturliv – ikke mindst filmkulturen – er en hjertesag for borgmesteren, der udtrykte glæde over den nye filial og bakkede op om samarbejdet: ”Det giver rigtig god mening, for Cinemateket og Øst for Paradis er spundet af det samme DNA”.

Søsterafdelingen fik den bedst mulige modtagelse i smilets by, og der er stigende interesse for de mange spændende visninger og events, der venter aarhusianerne i de kommende måneder.  Så det var med fuldkommen ro i maven, at Cinematekets medarbejdere satte sig på IC-toget, da aftenen var omme, og drog østpå igen.

Fakta

Om Cinemateket

Det Danske Filminstituts biograf Cinemateket har siden 1997 formidlet film og filmkultur fra Gothersgade i København – og før da, siden 1941, fra Christianshavn som Filmmuseet. 

Over 1.100 filmhistorisk signifikante værker og sjældne perler finder hvert år vej til Cinematekets tre lærreder – en stadigt større del af dem med formidling, der sætter dem i filmhistorisk eller samtidsmæssig kontekst. 

Om Øst for Paradis

Øst for Paradis blev etableret i 1978 med en mission om at vise de filmperler, der ellers ikke finder vej til det store lærred. 

Biografen har syv sale, der netop har gennemgået en større renovation.


Januar-programmet 
for Cinemateket i Aarhus

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412