Cinemateket i marts

Japansk films mester Akira Kurosawa hyldes med stor retrospektiv serie. Den på én gang sarte, sensuelle og stærke skuespillerinde Kate Winslet viser hele sit register. Forårsfornemmelser fra Rom. Western-klassikeren ’Vestens hårde halse’(Once Upon a Time in the West) i nyrestaureret udgave og en række særarrangementer. Velkommen til Cinemateket i marts måned!

winslet_revolutionary_road

Serier

Akira Kurosawa 100 år – gennem dæmonernes porte

”En kunstner er for mig en person, der ikke vender blikket bort,” har Kurosawa sagt – og det levede han om nogen op til. Som bagtæppe for Kurosawas 50 år lange karriere stod udviklingen af Japan fra et halvfeudalt imperium til industrialiseret superstat, og hans film afspejler på mange måder denne udvikling. Den store japanske instruktør ville være fyldt 100 år den 23. marts. Vi hylder ham med 12 film i denne måned, og flere følger i april. Den 5. marts fortæller ph.d. og japan-ekspert Lars-Martin Sørensen om Kurosawa og introducerer ’Stray Dog’
Serien (12 film) vises hele marts. Flere film følger i april.

Kate Winslet – fra ’Fornuft og følelse’ til ’Revolutionary Road’

Den britiske skuespillerinde Kate Winslet kan det hele: inkarnere revolutionær forstads-boheme, agere følelsesstyret engelsk frøken i Jane Austen-drama, forføre som new-age hippie og charmere som den sofistikerede og selvsikre pige i klassen. Og sidste år fik Winslet endelig sin Oscar for ’The Reader’, efter at have været nomineret hele seks gange tidligere.
Serien (9 film) vises hele marts.

Alle veje fører til Rom

Colosseum, Peterskirken, Trevi-fontænen, de smalle gyder i Trastevere-kvarteret, Forum Romanum. Set med et film-blik er det interessant, hvor mange af stederne man uvilkårligt forbinder med scener på celluloid. Byen Rom er ganske enkelt fotogen. Cinemateket byder i denne måned på en rundrejse i Roms bylandskab og historie – også med oplevelser, du ikke vil kunne få, selv hvis påskeferien går til ’byen med de 7 høje’. Romersk temadag den 13. marts, læs mere under ’Særarrangementer’.
Serien (13 film) vises hele marts.

Eric Rohmer 1920-2010

”Vores liv udspillede sig på lærredet, vores liv var film”, sagde Eric Rohmer om sig selv og de øvrige legendariske instruktører – Truffaut, Godard, Chabrol og Rivette – hvis film blev synonyme med den franske nybølge. Cinemateket hylder den store franske auteur, der døde som 89-årig den 11. januar, ved at vise hans smukke temaserie 'Eventyr om de fire årstider'.
Serien (4 film) vises hele marts.

Produced by Roger Corman

Der er en mand i Hollywood, som knytter følgende navne sammen: Scorsese, De Niro, Bogdanovich, Stallone, Demme, Coppola, Curtis Hanson, Ron Howard og Jack Nicholson. Manden er instruktøren og producenten Roger Corman, der har modtaget den prestigefyldte æres-Oscar fra det amerikanske filmakademi. I Cinematekets udfolder en række af hans protegéer sig, og i Psych-Out kan man se mandens egne talenter udfoldet. Se beskrivelse af hans science fiction/horror-film længere nede.
Serien (7 film) vises hele marts.

New Danish Screen – det nybrydende, det skæve eller slet og ret uklassificerbare


New Danish Screen er en støtteordning, der skal sikre at nye generationer af filmfolk ikke forfalder til konventionelle, overleverede udtryk. Vi har sammensat et program med i alt otte nye film – fra det hyperstiliserede bodybuilderstudie ”˜Mirror’ over far/søn-dramaet ”˜Comeback’ til ”˜The DeVilles’ om en rock’n’roll-romance, der har stået mere igennem end sadellæderet på en årgangs-Harley Davidson.
Serien (8 film) vises hele marts.

Særarrangementer

’Vestens hårde halse’ – månedens premierefilm

Sergio Leones episke spaghettiwestern (’Once Upon a Time in the West’) fra 1968 vender tilbage til det store lærred i en blændende flot ny filmkopi. Billederne er blevet farvekorrigeret og står skarpere end nogensinde, og Ennio Morricones fantastiske lydspor er remastered og vil i sig selv løfte dig helt op af stolen. Gratis entré for Cinematekets medlemmer den 18. marts!
’Vestens hårde halse’ vises alle dage fra 18. – 28. marts kl. 20.00 (fredag den 26. marts kl. 18.00)

When in Rome – film, foredrag og italienske delikatesser

Vi byder på Peter Greenaways, Gianni de Gregorios og Roberto Rossellinis blikke på Rom i form af ’Arkitektens mave’, Sommerfrokost i Rom’ og ’Rom – åben by’ – alle med introducerende foredrag. Desuden vises Franco Zeffirellis nye kortfilm ’Hommage to Rome, og Restaurant SULT byder på kaffe, kage og italiensk buffet i pauserne. Kun heldagsbilletter: 280 kr.
Lørdag den 13. marts kl. 12.00-20.15

Psych-Out! – Corman og røntgenblikket

I anledning af serien om B-filmproducenten Roger Cormans unge protegéer fejrer vi i denne måneds ”˜Psych-Out’ mandens egne evner som instruktør, som er betydeligt større end hans ry vil vide af det. Vi viser filmen ’X: The Man with the X-Ray-Eyes’ hvor videnskabsmanden Dr. Xavier (Ray Milland) opfinder et stof, der sætter ham i stand til at se gennem vægge og folks tøj (til et intellektuelt cocktailselskab). Hans nye evner løber imidlertid af med ham, og snart kan han ’se’ på tværs af tid, rum og universet. LSD-metafor, religiøs parabel eller visionær lavbudgets-filosofi på et abstrakt skråplan? Med psykedelisk rejsegrammofon og kolde håndbajere i pausen.
Torsdag den 18. marts kl. 21:45.

Tysk filmaften – ’Jerichow’

Christian Petzolds nye film 'Jerichow' (2008), en stramt konstrueret opdatering af 'Postbudet ringer altid to gange' - transformeret til et nedslidt post-genforenings-Østtyskland - er fuld af overraskende handlings-twists og fornemme skuespilpræstationer. ’Jerichow’ bliver det første tilbud under overskriften Tysk Filmaften, der i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark vil blive en fast tilbagevendende begivenhed i Cinemateket. Filmen bliver introduceret af den faste vært ved Tysk Filmaften, forfatteren og journalisten Steen Bille, og forhåbentlig også af instruktøren Christian Petzold.
Fredag den 26. marts kl. 19.00

Amélie og Paris set med nye øjne

Det mondæne og sofistikerede dominerer vores forestillinger om Frankrigs hovedstad Paris, men der er meget mere at fortælle. Men udgangspunkt i filmen om 'Den fabelagtige Amélie fra Montmartre' vil forfatteren til bogen 'Troen går til Paris', mag.art. Andreas Rude, fortælle om kristendommens Paris, om Kirkens Paris, om helgenernes, kardinalernes og åbenbaringernes Paris.
Søndag den 21. marts kl. 14.00

'Stray Dog' med introduktion


Som introduktion til 'Stray Dog', vil ph.d. Lars-Martin Sørensen beskrive den japanske mesterinstruktør med udgangspunkt i den censur, japansk film var underlagt i løbet af den amerikanske besættelse af landet fra 1945 til 1952. Lars-Martin Sørensen har for nyligt udgivet en bog om emnet.
Fredag den 5. marts kl 18:45

Søndagsmatiné – U-Carmen

Ingen ringere end operasanger Edith Guillaume, som i flere omgange har sunget titelrollen i 'Carmen', introducerer, når Cinemateket - i anledning af Det Kongelige Teaters opsætning af Bizets udødelige opera - blænder op for en meget anderledes og underholdende filmudgave af dramaet. Ikke alene udspiller 'U-Carmen ekhayelitsha' sig i nutidens Sydafrika blandt fattige sorte, men dens berømte libretto fremføres på stammesproget xhosa inklusiv kliklyde. Filmen vandt bl.a. Guldbjørnen ved filmfestivalen i Berlin.
Søndag den 14. marts kl. 14.00

Eksperimental: Abstrakte film fra 1920’erne


I 1920’ernes Paris og Berlin formulerede en række kunstnere med baggrund i Dada-bevægelsen filmen som en absolut og ren kunstform. Filmens sprog var for dem autonomt; det skulle ikke låne fra litteraturen eller teatret. De dyrkede derimod mediets særegne, iboende egenskaber – bevægelse, rytme, lys og komposition – til at påvirke publikum følelsesmæssigt. Se film af bl.a. Marcel Duchamp, Viktor Eggeling og Hans Richter.
Onsdag den 31. marts kl. 19.00

Stumfilm med levende musik

Sådan lavede man storfilm, da der rigtig var storfilm til: I ”˜Cabiria’ er elefanterne, som krydser Alperne, virkelige elefanter, som går over rigtige bjerge, og de dekadente megapaladser er opbygget i 1:1. En af de centrale figurer i 'Cabiria' er muskelbundtet Maciste, som blev så populær, at han fik sin helt egen filmserie. Vi viser tirsdag d. 30. marts den vel nok bedste af disse senere film, ”˜Maciste i underverdenen’, i en flot tintet kopi – et effektmættet lodret dyk ned i helvedes cirkler af damp og glohede, hvor rene sjæle er få og tilgivelserne færre.
’Cabira’, tirsdag den 16. marts kl. 19.00. og ’Maciste i underverdenen’, tirsdag den 30. kl. 19.00

’Submarino’ – forpremiere


Thomas Vinterberg er tilbage med ”˜Submarino”˜, den med spænding ventede filmatisering af Jonas T. Bengtssons knytnæve af en roman. I centrum står næsten-alkoholikeren Nick - (spillet med tyngde og nærvær af Jakob Cedergren), og hans lillebror (det nye stjerneskud Peter Plaugborg).
Onsdag den 17. marts kl. 19:15

Krigsdokumentar og fængselsdrama – europæiske filmskolefilm


I midten af marts har tre europæiske filmskoler sat hinanden stævne på Den Danske Filmskole. I den anledning præsenterer Cinemateket 'The War Within' (2009), Astrid Schults afgangsfilm fra Filmakademie Baden-Württemberg og ’Silent Voice', Léa Fehners prisbelønnede debutfilm efter afgangseksamen fra filmskolen La fémis i Paris.
Torsdag den 11. marts kl. 18:30

Scott Walker – Bowies idol

Se den prisnominerede og anmelderroste film om Scott Walker (produceret af David Bowie, der er erklæret fan) i Late Night-biffen. En film, der tager os hele vejen rundt om en skikkelse, hvis fanklub i midttresserne var større end Beatles’ og Stones’, som croonede pigerne til at kollapse i hysteri, og som siden fortolkede Jacques Brel så englene sang, og endelig gav fingeren til hele det kommercielle ræs, blev avantgarde – og forsvandt ud i glemslen. Med bar og dj.
Fredag den 19. marts kl. 22:00

Bio 12:30 – for dig, der har tid midt på dagen
Bio 12:30 er en del af Cinematekets samlede programudbud; specielt rettet mod det publikum, som har mulighed for at komme i biffen kl. 12.30. I marts med tre af filmhistoriens store værker filmet i ’Byen med de syv høje’: ’Cykeltyven’, den mindre kendte ’Tag over hovedet’ og ’Rom – åben by’. Se også Akira Kurosawas første film ’ En Judosaga’ og den berømte ’De syv samuraier’. Kaffe og småkage med i prisen.
Tirsdag-torsdag kl. 12.30. 

English


Aching Hearts - Danish films / English subtitles
Set in the early 1960s, the story evolves around high school sweethearts Jonas and Agnete, their friendships and families, trials and tribulations. Of international renown, Malmros is one of Danish cinema's major auteurs. As both screenwriter and director, Malmros maintains a strong autobiographical element in his works, in which nuances of his childhood and youth in Århus can be discerned.
Torsdag den 18. marts kl. 19:00

Mest for børn

BIO MIN BIO - i påskeferien


BIO MIN BIO byder i denne måned på ekstra mange film. I påskeferien er der film alle dage fra tirsdag til lørdag. Se tegnefilmen ’Drengen og jernkæmpen’ om venskabet mellem en dreng og en gigantisk robot. En overset nyklassiker lavet af instruktøren til kæmpesuccesen ’De utrolige’, som vi også viser i marts måned. Se også klassikeren ’Lille Virgil og Orla Frøsnapper’ om Virgil, der er mere hurtig og vågen end den ubehagelige Orla, der er stor og doven. Billetpris: kun 25 kr.
Se filmene fra lørdag den 27. marts til og med onsdag den 31. marts.
”˜De utrolige’ vises også søndag den 14. marts.  

Børnebiffen


På udvalgte søndage viser Børnebiffen et program med grise i hovedrollen. Desuden kan man opleve filmfortællingen "Drengen i kufferten" om pindsvinet Morten, der er jaloux på sin lillebror. Der er gratis adgang til alle film i Børnebiffen.
Se film i Børnebiffen hele marts måned.





Kommentar

Indsæt kommentar på siden:

 

Kontakt

billet-ikon Se oversigt over alle Cinematekets kommende film med mulighed for billetbestilling.

 cine-program-pdf

Download månedens program i printervenligt format

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail:

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412