Samtidig med at Copenhagen Photo Festival fylder hovedstadens rum i perioden 7.-17. juni 2012, lancerer Videoteket en serie af film om fotografi og fotokunst.
TEMASERIE. Videotekets filmserie har fået titlen "Nærvær – om fotografer og fotografi", inspireret af filminstruktøren Jan Troells film "Nærvær" om vennen, trommeslageren og fotografen Georg Oddner. Heri beskrives fotokunsten som "evnen til at iagttage og være nærværende", og alle de fotografer vi møder i filmserien besidder den evne.
Serien indeholder film om bl.a. Jakob A. Riis, Kirsten Klein, Keld Helmer-Petersen, Krass Clement, Per Bak Jensen, Rigmor Mydtskov og Aage Remfeldt. Desuden skal vi se fotos og høre historier om København for over hundrede år siden, og se H.C. Andersens forfængelighed og selvbevidsthed når han blev fotograferet.
Sidst men ikke mindst kan både Videoteket og Filmstriben byde på Jan Troells spillefilm "Maria Larssons evige øjeblik", hvor kameraet og fotografiet spiller en afgørende rolle.
God fornøjelse med serien som består af syv dokumentarfilm og en enkelt spillefilm, som fra forskellige vinkler belyser og gør os klogere på fotografiets mange udtryksformer.