Dr. Yoshiro NakaMats betegner sig selv om en af verdens mest betydningsfulde opfindere. Han har opfundet floppydisken, en vanddreven cykelmotor, hoppesko, viagra til kvinder og meget andet. Han ejer over 3400 patenter og planlægger at få over 7000 inden sin død.
Ideerne til de fleste opfindelser får han, når han dykker i en pool, hvor han presser kroppen for at tvinge nye tanker frem. Og skønt han i Kaspar Astrup Schröders portrætfilm "Opfindelsen af Dr. NakaMats" undervejs fylder 80 år, regner han med, at døden ligger langt ude i fremtiden. Hans mor blev 102 år, og han har hendes hjerne opbevaret i formaldehyd i sit hus. Selv planlægger han at blive 144 år. Dels ved hjælp af en sund levevis, og dels ... ja, hvem ved, måske kan man opfinde noget, som forlænger livet.
Dr. NakaMats er ikke et bekendtskab, der går mange af på dusinet. Kasper Astrup Schröders film tilbyder en unik rejse ind i hans univers, hvor man aldrig helt kan finde ud af, hvor meget den karismatiske opfinder ind imellem iscenesætter sig selv. Ikke mindst hvis man ikke kender så meget til den japanske kultur, hvor meget kan virke fremmed for det utrænede blik.
Kasper Astrup Schröder har som billedkunster og fotograf tidligere rejst meget i Japan og været fascineret af landets kultur. Også han kom imidlertid på en rejse ud over det sædvanlige, da han ved et tilfælde fik kontakt til Dr. NakaMats.
Produktionsplan for virkeligheden
Kasper Astrup Schröder læste om Dr. NakaMats på en af mange blogs om Japan, hvor han tit søger inspiration. På Dr. NakaMats’ hjemmeside fandt han en kontaktadresse, og han sendte en forespørgsel om, hvorvidt han ville være interesseret i at mødes om et filmprojekt. Dagen efter ringede telefonen med Dr. NakaMats i røret, og siden er det gået i fuld fart. Dr. NakaMats har nemlig haft mange egne ideer om, hvordan filmen om ham kunne være, og som Kaspar Astrup Schröder fortæller, har det som instruktør i høj grad handlet om at hænge på.
"Jeg blev noget forbløffet, da Dr. NakaMats ringede personligt dagen efter, at jeg havde sendt en første mail. Han var interesseret, men han havde mange tanker om, hvordan filmen skulle være. Vi mødtes, da han var på ferie i Paris med familien i april sidste år, og vi aftalte, at jeg skulle komme til Japan og filme en måned i juni.
Jeg havde planlagt, at jeg skulle være fluen på væggen og observere hans liv, men da jeg dukkede op, havde han udarbejdet en produktionsplan på 130 sider. Det endte med 29 meget lange optagedage og over 100 timers materiale på 50 forskellige locations. Der var virkelig fart over feltet, og NakaMats har løbende haft en mening om, hvordan han gerne så, at tingene skulle forløbe," fortæller Kasper Astrup Schröder, som tidligere har instrueret "City Surfers" om Parkour i byens rum.
Adgang og iscenesættelse
Undervejs i filmen fremgår det, at Dr. NakaMats gerne vil iscenesætte sig selv. Ikke kun for kameraet, men også i andre situationer i sit liv. Samtidig lader kameraet til at have fået fri adgang til mange situationer, som man ellers ikke tit får lov at se fra Japan.
"Dr. NakaMats er i sig selv en utroligt spændende person, og han er på mange måder en anderledes japaner. Han stikker som individ meget ud i mængden. Ønsket med filmen har ud over at lave et portræt af ham også været at skildre det moderne Japan gennem hans hverdag. Jeg er selv fascineret af japansk kultur, og det var enestående at få den adgang, som jeg fik, ved at følges med Dr. NakaMats. Faktisk var det næsten uhyggeligt, hvor usynlig jeg var, når jeg fulgtes med ham. Jeg fik lov at filme overalt, uden at nogen reagerede, hvilket ellers kan væres svært i Japan," fortæller Kaspar Astrup Schröder og nævner, at han fx fik lov at filme til en følelsesladet begravelse, hvor ingen kommenterede hans tilstedeværelse.
"Ingen studsede over, at kameraet var fremme. Det har ind imellem føltes underligt at være usynlig, men det har bestemt været en gave. Egentlig er jeg tiltrukket af dokumentarfilmen pga. det spontane, og min kunst og musik er overvejende improviseret. Her kom det til at handle mere om at frame og iscenesætte, og det har været en spændende, men også meget anderledes proces for mig."
At snyde døden
Kaspar Astrup Schröder taler endnu ikke selv japansk. I en stor del af filmen henvender Dr. NakaMats sig på engelsk til kameraet for at forklare sine opfindelser eller introducere familie og forretningsforbindelser. Der var dog flere overraskelser i klippebordet med det oversatte materiale, hvor der ikke altid blev talt om det, som instruktøren troede. Det flyttede imidlertid aldrig filmens tyngdepunkt, som meget hurtigt i processen bevægede sig fra mest at være et kærligt humoristisk portræt af en excentrisk opfinder til også at være et portræt af en mand, som har bestemt sig for at slås med døden.
"Vi har alle sammen vores dæmoner. Dr. NakaMats slås med en dødsfrygt. Han gør alt, han kan, for at snyde døden, og historien om ham kom derfor gradvis til at handle mere om forholdet mellem livet og døden end mere specifikt om hans opfindelser. Det er, som han siger i filmens slutreplik: "Når jeg bliver 143 år, så tænker jeg måske, at næste år skal jeg dø ..." Han er en mand med en mission, og det var interessant at få den del af hans personlighed frem."
Internationalt hold
Både grafikken og musikken i Dr. NakaMats har et eget, markant udtryk. Begge dele udspringer af en konsekvent lyst fra Kaspar Astrup Schröders side til at arbejde med sine internationale inspirationskilder. Han har aldrig fysisk mødt hverken den engelske grafiker Rob Chiu med aliaset The Ronin eller den amerikanske komponist Mark Mothersbaugh, som bl.a. har lavet musikken til "The Royal Tenenbaums". Kaspar Astrup Schröder beskriver samarbejdet med dem som en lykkelig proces, hvor udtrykket i både grafik og musik – via skype og cyberspace – rykkede sig meget undervejs og er blevet en central del af filmen.
"Jeg har kontaktet folk, jeg gerne ville arbejde med, og det har været en gave, at de har sagt ja. Det kan være en udfordring, at man fysisk ikke er det samme sted, men det har fungeret overraskende godt, selv om vi lige skulle snakke os ind til, hvad grafikken og musikken skulle i filmen. Jeg har hele tiden gerne villet have et markant grafisk lag, og vi afprøvede fx at have en talebobbelverden omkring Dr. NakaMats. Det kom imidlertid til at virke for kunstigt, og som om vi udstillede ham. For mig har det været vigtigt, at vi skal være på hans side, selv om han ikke er som alle os andre. Så musikken måtte fx ikke være for kommenterende, men skulle gå med ham og løfte ham i hans historie."
Mødes i Amsterdam
De internationale samarbejdspartnere var en stor inspiration, men Kaspar Astrup Schröder er ikke sen til at fremhæve, at filmen aldrig var blevet til noget uden opbakning fra erfarne danske kræfter som producer Mette Heide fra Plus Pictures, klipperen Adam Nielsen og en god dialog med projektredaktør Kim Leona fra New Danish Screen, som tidligt bakkede op om projektet.
"Opfindelsen af Dr. NakaMats" har givet blod på tanden i forhold til at lave flere dokumentarfilm, som meget gerne igen må kredse om Japan og japanske forhold. Men i første omgang glæder han sig til at vise sin nye film i Amsterdam, hvor han har tidligere været på festivalen som klipper. Denne gang er det med en egen film i konkurrence, og forhåbentlig bliver det en lejlighed til at samle det internationale hold – måske også Dr. NakaMats.
"Jeg håber, at Dr. NakaMats kommer. Mens vi lavede filmen, blev vi gode venner, og jeg vil gerne have, at folk gennem filmen får et godt indtryk af ham som den enestående person, han er. Der findes mange myter og meninger om ham. I filmen får man lejlighed til at komme tættere på ham som mere end opfinderen af floppydisken."
