Fra Bornholm til Kosovo

Fire stærke danske kortfilm bliver vist i Berlins konkurrenceprogrammer for børn & unge KPLUS og 14PLUS de kommende dage.

megaheavy2

Fenar Ahmads "Megaheavy" og Alice de Champfleurys "Sol Skin" skildrer teenagelivet i al sin sitrende sårbarhed, Siri Melchiors animerede "Fløjteløs" for de mindste handler om at finde sin stemme, og i Birgitte Stærmoses prisbelønnede "Ønskebørn" fremsiger gadebørn i Kosovo monologer om deres liv og fælles erindringer.

At være outsider

Efter tre film, der trak på hans egen erfaring som flytning i Danmark, blandt andet den undersøgende "Den perfekte muslim", var det tid til at prøve noget andet for instruktørtalentet Fenar Ahmad. Så han lavede en film om at være 13 år, forelsket – og pige. Og det er ikke så langt fra ham selv, som man måske skulle tro:

”I ”Megaheavy” er min egen baggrund som indvandrer blevet transformeret til en nørdet pige med briller på Bornholm. Gennem Jolly har jeg kunnet fortælle om min barndom, seksualitet og forhold til mine forældre og venner uden at skulle gøre rede for min hudfarve eller race.” 

Læs Louise Skov Andersens interview med Fenar Ahmad i sin helhed – på engelsk

Bleg og sårbar

I Alice de Champfleurys "Sol skin" fordriver 13-årige Nadja sommerferien med at ligge på stranden. En lille idyllisk familie fascinerer hende, og hun begynder at udspionere den. Undervejs møder hun drengen Eskild og indvier ham i sit voyeur-projekt, som gradvist eskalerer.

"Det er en historie om afsavn og ensomhed i puberteten. Man gennemgår i puberteten en kæmpe mental og fysisk transformation, og der fødes mange ukendte nye følelser, som er svære at dele med andre,” siger Alice de Champfleury.

"Puberteten er en alder, som rummer kæmpe paradokser. Man befinder sig i et ingenmandsland på grænsen mellem barn og voksen. Benene bliver måske pludselig meget lange, og der kommer en skævhed i kroppen, som opleves hæmmende. Følelserne kommer ud som impulser fra én yderlighed til en anden. En ubalance, jeg gerne ville skildre i "Sol skin".

Læs Freja Dams interview med Alice de Champfleury i sin helhed - på engelsk

Musikken kommer indefra

Siri Melchiors animerede kortfilm "Fløjteløs" er en farvestrålende fabel fuld af glæde og musik for de helt små børn. Om noget så usædvanligt som en fugl, der ikke kan fløjte. Først da fuglen holder op med at lytte til alle andres gode råd, lærer han at mestre kunsten.

Instruktøren Siri Melchior fik ideen til filmen, fordi hun aldrig selv har kunnet fløjte. Frustrationen ved ikke at kunne noget, som alle andre mestrer – som at fløjte eller køre på cykel – er ifølge Melchior en følelse, de fleste børn kan genkende.

"Når alle andre kan noget, man ikke selv kan, føler man sig udenfor. Måske har man en storebror, der kan og hele tiden skal prøve at lære én, hvordan man skal gøre.  Det er enormt irriterende. Filmens budskab er, at hvis man bare bliver ved og ved, lærer man det til sidst," siger instruktøren.

I filmen lærer Fløjteløs at fløjte, men først da han holder op med at lytte til andre og finder melodien i sig selv.

Læs Freja Dams interview med Siri Melchior i sin helhed - på engelsk

Fra observationer til konstruktioner

Dokumentarfilm må gerne iscenesætte virkeligheden, for der vil altid være tale om en personlig tolkning af virkeligheden. Det mener den prisbelønnede fiktionsinstruktør Birgitte Stærmose, som med sin første dokumentarfilm "Ønskebørn" lader albanske gadebørn i Kosovo fremsige monologer om deres fælles liv og erindringer i stemningsladede locations.

"Jeg ville ikke lave en film om børnenes personlige situationer. Jeg ville absolut ikke lave en film om, at det er synd," fortæller Birgitte Stærmose. "Processen handlede om at finde ud af, hvordan man går imod den medlidenhedsfølelse, som de børn vækker som det første. Den følelse er en måde at relatere sig til dem på, hvor man går i forsvar. Selvfølgelig er det synd, og de er ofre, men jeg kunne ikke se pointen i at lave en film om det. Jeg ville lave en film om det menneskelige og om, hvad der rørte sig i dem."

Læs Eva Novrup Redvalls interview med Birgitte Stærmose i sin helhed

Kommentar

Indsæt kommentar på siden:

 

Fakta

Kontakt

Redaktionen:



Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail:

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412