Da Dreyer havde tegnet kontrakt med det franske selskab Société Générale de Films om endnu en film – efter den store succes med "Du skal ære din hustru" i 1926 – fik han så godt som frie hænder. Han satte sig ublu for at skabe ’verdens bedste film’, og budgettet var enormt for sin tid: ni millioner francs. Han ville filmatisere historien om Frankrigs religiøse nationalheltinde Jeanne d’Arc. Til titelrollen skulle han bruge et ansigt, som var udtryksfuldt og en skuespillerinde, som var villig til at acceptere hans krav. Hun skulle optræde uden sminke og være villig til at lade sig klippe skaldet.
Castet over en kop the
Efter lang tids søgen stødte han på Renée Falconettis ansigt. Ifølge ham selv ’lod han sig invitere’ til the i hendes lejlighed i Paris. Falconetti fortalte i et interview (Filmmagasinet, nr. 1, maj 1928): ”da han så mig første gang, stillede han mig op i værelset, gik rundt om mig, så på mig i alle mulige belysninger, tog mit hår væk fra panden, undersøgte mig kort sagt så grundigt, som jeg aldrig tidligere er blevet det.” Dreyer var overbevist, og hun blev som den første engageret til filmen.
Falconetti var på dette tidspunkt ikke ganske ukendt i Paris’ teaterverden. Hun spillede på mange scener og havde medvirket i et par film. Hun havde også været tilknyttet konservatoriet under Comedie Francaise en overgang. Hun spillede i alle genrer, sang og arbejdede desuden som model.
Grim og plaget
Rollen som Jeanne og samarbejdet med Dreyer kom til at vare i ni måneder. Det var slidsomt og tidskrævende, men Falconetti gav Dreyer alt, hvad hun havde i sig. Hun havde ikke det mindste imod at optræde grim og plaget, og hun lod sig herse med af en viljestærk instruktør. Bag Falconettis stjerneydre – hun ankom gerne til studiet i en hvid bil med privatchaffør - gemte der sig en kvinde, som havde lidt. Baggrunden var ikke glamourøs, men ganske fattig.
Hun besøgte bl.a. København i forbindelse med premieren på "Jeanne d’Arc", og hun blev hyldet på behørig vis. Hun udtalte tilmed: ”Jeg håber ikke, det bliver sidste gang, jeg kommer til at arbejde med Deres talentfulde landsmand”. Et nyt samarbejde mellem hende og Dreyer blev da også luftet, men det blev aldrig realiseret.
Mærkværdig adfærd
I 1929 købte hun et teater i Paris, som hun dog hurtigt måtte lukke igen. Hendes adfærd blev mærkværdig, og hun led af stjernenykker. Teaterdirektørerne fandt det til stadighed vanskeligt at tolerere hendes uprofessionelle opførsel. Der kom heller ikke flere tilbud om filmroller. I 1934 spillede hun endnu engang Jeanne d’Arc i et teaterstykke, men allerede året efter måtte hun optræde under pseudonym, hvilket ikke er nogen anbefaling.
Hun forlod Frankrig og opholdt sig nogle år i Italien og Schweiz. Hun drømte om sit comeback, men rutsjeturen mod bundet var begyndt. I 1942 rejste hun til Rio, men endte ludfattig i Buenos Aires, hvor hun levede af at give franskundervisning. Blandt byens franskmænd var hun stadig en legende, og hun optrådte gerne med sange og digte. Langsomt forsvandt hun ind i sin egen verden. Den og den virkelige verden forlod hun 12. december 1946. Hun blev begravet i Buenos Aires, men blev i 1960 kremeret og stedt til hvile på kirkegården på Montmartre.
Datteren Hélène Falconetti blev en succesrig advokat og skrev den eneste bog om moren. Hendes søn bar skuespillergenet videre. Gérard Falconetti fik en kort karriere med småroller på teatret og i bl.a. ’Den fransk løjtnants kvinde’ (1981). Han døde som 33 årig i 1984.
Rollen som Jeanne d’Arc sikrede Falconetti et udødeligt navn i filmhistorien. Hendes historie er myteskabende – og selv mente hun vist, at Dreyer havde ødelagt hendes liv. Virkelighedens Jeanne - Jomfruen fra Orléans - brændte på bålet 30. maj 1431, blev rehabiliteret i 1456 og kanoniseret i 1920.