Nordiske film siger high five til verden

CANNES 2010. Nordisk Film & TV Fond vil gerne have, at de udenlandske distributører køber flere film fra Norden. Derfor tager de i år til Cannes Festivalen med støtteprojektet High Five, der bygger videre på en succesfuld støttepulje af samme navn fra 2009.

videocracy3

Erik Gandinis dokumentarfilm "Videocracy" er en af de film der distribueres uden for Norden med støtte fra Nordisk Film & TV Fond.

På den internationale filmfestival i Toronto i 2009 søsatte Nordisk Film & TV Fond støtteprojektet High Five. Et konkret initiativ med to formål: at øge salget af nordiske film internationalt og at sikre en større kulturel spredning af nordiske film ikke mindst til gavn for et globalt publikum.

High Five tog til Toronto Festivalen med en serie af særligt udvalgte nordiske film og en støttepulje på 300.000 euro, som de udenlandske distributionsselskaber ville få del i, hvis de valgte at købe rettighederne til en eller flere af filmene. Pengene, som distributionsselskaberne modtog, skulle gå til lanceringen af filmen.

Vitale støttekroner

High Five blev en massiv succes på den canadiske filmfestival og resulterede i adskillige køb af nordiske film til hele verden. Erik Gandinis dokumentarfilm "Videocracy" blev blandt andet solgt til ni lande uden for Norden. Ifølge Hanne Palmquist, direktør for Nordisk Film & TV Fond, var støtteordningen vital for distributionsselskaberne, da mange er betænkelige ved at investere i de nordiske film.

"Hvis man (det internationale distributionsselskab, red.) har valget mellem en spansk og en nordisk film, så vil de fleste vælge en spansk, da det virker mindst risikabelt, når man sammenligner antallet af spanske internationale filmsucceser med de nordiske. Her var vores økonomiske støtte altafgørende, når distributøren i sidste ende skulle sætte sin underskrift på en kontrakt," siger Hanne Palmquist om støtten til distributørerne.

Klørfem til alle på Cannes i år

På Cannes Festivalen i år vender High Five tilbage med friere tøjler og en pengepulje på 500.000 euro. Den halve million skal uddeles over de næste to år til internationale distributionsselskaber, der køber rettigheder til nordiske film. Og hvor det sidste år var High Five, der kom med filmene, er det nu distributionsmarkedet, der kommer med den film, de gerne vil have støtte til. Det betyder, at alle nordiske film de næste to år kan tildeles distributionsstøtte og ikke kun nogle særligt udvalgte film. Eneste aktualitetskrav er, at filmen eller dokumentaren skal have haft biografpremiere nationalt eller på en international festival efter 1. oktober 2009.

Formaliteterne i orden

Hanne Palmquist er begejstret for den udvidede udgave af High Five, som bygger videre på succesen fra Toronto. Hun håber på, at det kan bane vejen for endnu flere kulturelle jordomrejser for nordiske film.

"Norden i år har et usædvanligt stort og kvalitetsmæssigt stærkt filmprogram. Vi har valgt at gøre det helt åbent for distributøren, hvilken film de gerne vil have støtte til. Vi vil ikke længere vurdere, hvilken film der er værd at støtte. Det skal de, der skal købe dem, gøre," siger Hanne Palmquist.

Hanne Palmquist og High Five har desuden gjort det mere overkommeligt at søge om distributionsstøtte ved at fjerne en lang række trin i ansøgningsprocessen. Erfaringerne fra Toronto skal gøre Cannes Festivalen til en endnu større støttesucces.

"Det er blevet nemmere og mere overkommeligt for distributøren at søge om støtte hos High Five, og i sidste ende håber vi på, at det vil få endnu flere nordiske film ud på den internationale verdensscene. Det handler jo om, at vi vil støtte den nordiske filmkultur i hele verden, så det ikke kun er det nordiske publikum, der får lov til at nyde de mange gode film, og her er High Five et fantastisk værktøj.  

Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412