Var Dreyer sadist?

DREYER. … eller var han bare i stand til at se noget smukt i livets gru såvel som i dets triumfer? Den amerikanske Dreyer-forsker Amanda Elaine Doxtater har analyseret en hyldest til tyrefægtning skrevet af "Den Tyranniske Dansker", som kan læses på carlthdreyer.dk.

jean-darc

Jeanne d'Arc med korset

Han var filmbranchens hårde hund. Ham, som fik skuespillerinderne til at bryde ud i gråd under optagelserne. Ham, der tvang sine hold af medarbejdere til at arbejde i månedsvis under de mest vanskelige vilkår for at opnå det sublime.

Jo, Carl Th. Dreyer var notorisk svær at arbejde sammen med. Så svær, at det lidet flatterende mærkat "sadist" klistrede til hans ryg hele vejen op igennem hans karriere. 'The Tyrannical Dane', døbte en filmkritiker ham ligefrem i 1951. Maria Falconettis sammenbrud efter optagelserne til "La Passion de Jeanne d'Arc" har sandsynligvis medvirket til at skabe disse rygter.

Instruktøren selv forstod ikke kritikken. Igen og igen afviste han, at han skulle have brugt sadistiske metoder til at fremkalde filmens realistiske scener af menneskelige pinsler og lidelse, som han efterhånden var blevet kendt og beundret for. I 1954 skrev han endda et dementerende læserbrev under overskriften "Jeg er ikke sadist". Men rygtet om den tyranniske dansker holdt ved.

Den etiske gråzone

I forbindelse med lanceringen af Det Danske Filminstituts nye website om Carl Th. Dreyer har den amerikanske forsker Amanda Elaine Doxtater kigget nærmere på en hidtil uudgivet artikel af instruktøren selv om tyrefægtning for derigennem at komme nærmere et svar på det spørgsmål, som filmfolk, filmkritikere og filmforskere har stillet sig selv siden den berømte og berygtede "La Passion de Jeanne d'Arc" fra 1928: Var Dreyer sadist?

I artiklen hylder Dreyer tyrefægtning med gloser hentet i kunsten og den græske tragedie, og han sammenligner tyrefægterens bevægelser med en dansers. Og Doxtater har ikke svært ved at se sammenhængen mellem den blodige spanske tradition og den danske instruktør. Tyrefægtning eksisterer nemlig i en etisk gråzone – nøjagtig på samme måde som Dreyer, der igennem hele sin karriere udforskede det skønne i det gruopvækkende.

"Dreyers identifikation med tyrefægteren giver mening, når man tænker på ham som den modige filmskaber – en fuldendt fagmand, som ikke lod sig afskrække af den evige mangel på finansiering og de konstante tæsk fra troløse filmkritikere, men i stedet overvandt sin frygt for igen og igen at træde ind i ringen," skriver Doxtater, som for tiden arbejder på en afhandling om det teatralske og melodramatiske i Dreyers film.  

Triumfer og grusomheder

Dreyer var dog heller ikke blind for tyrens rolle i seancen. "Som man kræver 'ære' af matadoren, kræver man 'adel' af tyren," skrev han i "Min artikel om tyrefægtning". Og netop Dreyers lovprisning af tyren er en af grundene til, at han næppe bør opfattes som sadist, men blot som en instruktør, som ønskede at portrættere både livets triumfer og dets gru, mener Amanda Elaine Doxtater.

"Dreyers bemærkelsesværdige modvilje mod at opfatte tyren som det hjælpeløse offer for kræfter uden for dens kontrol, advarer også mod at opfatte offerrollen alt for forsimplet – hvad enten det handler om en skuespillerinde, som giver alt hvad hun har i sig til et vanskeligt projekt, eller en tyr, der kæmper ædelt og smukt, mod alle odds," skriver hun og tilføjer:

"Uanset om han fandt fornøjelse i at se sine medarbejdere lide eller ej, er 'Min artikel om tyrefægtning' et bevis på, at Dreyer levede for at skabe kunst, der ikke bare handler om livets triumfer, men også om den potentielle skønhed i dets grusomheder."

Den Tyranniske Dansker

Det er især arbejdet med "La Passion de Jeanne d'Arc", som har bidraget til filmverdenens opfattelse af Carl Th. Dreyer som 'Den Tyranniske Dansker'. Optagelserne varede i ni lange måneder, hvor hovedrolleindehaveren Maria Falconetti sled under krævende arbejdsvilkår og lod sig herse rundt af Dreyer for at portrættere Jeanne d'Arcs lidelse bedst muligt.

Det lykkedes. Falconettis præstation bliver i dag regnet som en af de bedste nogensinde, og Dreyers film opfattes som et mesterværk. Men da optagelserne var færdige, brød den franske skuespillerinde sammen, og spekulationerne om Dreyers sadistiske træk begyndte.

Selv afviste Dreyer at have tortureret sin hovedrolleindehaver følelsesmæssigt. "Falconettis tårer kom af hendes egen fri vilje – fra hendes hjerte," sagde han i et interview.

Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412