Heidi Maria Faisst's "Velsignelsen" har netop vundet Juryens Specialpris ved brasilianske FEMINA, Latinamerikas største kvindefilmfestival. Festivalen har i år hele fem danske film på programmet.
Arrangørerne af den brasilianske kvindefilmfestival FEMINA har længe haft et godt øje til danske film. Danmark blev derfor særligt udvalgt til at præsentere en showcase ved årets festival.
Og i går, søndag den 13. juni, blev Heidi Maria Faisst's spillefilm "Velsignelsen" vist i den internationale konkurrence, hvor den vandt Jyryens Specialpris. Instruktøren tog personligt imod prisen og har i forbindelse med festivalen desuden deltaget i debatarrangementer under temaer som repræsentation af kvinder i medierne, vold mod kvinder, abort mm.
De danske film, som blev udvalgt til den særlige showcase er "Se min kjole" (Hella Joof / Fine & Mellow Productions), "Vores lykkes fjender" (Eva Mulvad / Bastard Film), "Beths dagbog" (Mikala Krogh /Tju-Bang Film) og "Goddag mit navn er Lesbisk" (Minna Grooss og Iben Haahr Andersen / Danish Doc Production ApS).
"Velsignelsen" er produceret af Meta Marie Foldager for Zentropa med støtte fra New Danish Screen, DFI.