Hvordan er det så at være barn i dag?
"Jeg tror, børnene har travlt," siger Dorte Høeg Brask. "De skal i skole, i SFO, lave lektier, gå til sport, se fjernsyn, være på nettet og spille computer – og hele tiden præstere noget. Jeg tror det er stressende at være barn i vores del af verden.
Barndommen er ikke blevet hårdere, men den er blevet kortere. Alt for mange børn lever i trafik mellem forældre og alt det de skal, og de er enormt gode til at tilpasse sig. Den tid hvor du får lov at lege ubekymret uden præstationskrav er for mig at se blevet meget kortere.
Børn bliver tweens, før vi når at blinke. Via internet og medier med reklamer og talenshows på alle kanaler bliver de meget tidligt opmærksomme på, hvordan de ser ud, hvad de kan eller ikke kan – og på deres køn. De møder billeder af overgreb, sex og vold, og vi kan ikke beskytte dem mod det, men vi kan sætte dem i en kontekst, så de forstår dem. For børn har set det meste og tåler mere end vi tror.
Vi kan heller ikke fjerne billederne – og normerne for, hvordan man skal være og se ud - men vi kan give dem nogle andre billeder på det konfliktstof, som også er i børnenes liv. Billeder, hvor det ikke kun er vigtigt, om du er smuk og attraktiv, men om hvordan det er at være mørkeræd, eller hvordan man siger farvel til en ven."
At fortælle i øjenhøjde
Dorte Høeg Brask kan som konsulent støtte alle genrer - og gør det - men er særligt optaget af at udvikle dokumentarfilm for børn og unge. Selv har hun sit afsæt i Den Danske Filmskoles dokumentaruddannelse.
"Dokumentarfilmen kan noget særligt, den kan afspejle det virkelige liv 1:1. Skabe identifikation – give børn en følelse af, at de ikke er alene. Og lade dem få indblik i andre børns liv med fortællinger i øjenhøjde. Der er nogen, der har det lige som mig!
For børneliv er jo meget forskellige, og børn er forskellige. Også i lille velfærdsdanmark. Vi ser mange film med børn fra den københavnske middelklasse, for de fleste i filmbranchen bor her. Og deres historier ligner dem. Historier om fornuftige børn, som er søde og kvikke og har et glimt i øjet.
Men der er desværre børn som ikke føler sig genkendt. Dem vi sjældent ser. De utilpassede eller fremmede. Børn, der bor i randområder, børn der ser anderledes ud, børn, som ikke passer ind – fordi de er for tykke, tynde, grimme, larmende eller generte. Dem savner jeg nogle portrætter af."
Faktisk savner Dorte Høeg Brask generelt gode dokumentarfilmprojekter til børn & unge: " Dokumentarfilmen for børn er de laveste i hierarkiet – dem de andre ikke vil lege med," siger hun og forstår det ikke. Og accepterer det heller ikke. Så hvad gør hun?
"Jeg arbejder på forskellige planer. Taler med instruktørerne. Hvordan går det? Hvor er du på vej hen? Og forsøger at sende dem ud og møde nogle børn; ud i skolegården og ud i landet. Det betyder noget, hvor man bor og hvilken udsigt man står op til om morgenen… Jeg er i tæt dialog med tv-stationerne om konkrete projekter – også forsøger jeg at skaffe nogle flere private sponsorpenge til området."
At nå sit publikum
Dorte Høeg Brask har ikke nogle planer om direkte at opfordre instruktører til at arbejde med forskellige medieplatforme. Hun håber, det kommer via filmmagerne selv og de historier, der naturligt vokser ud over den enkeltstående film og breder sig til flere platforme. For det er jo der børnene er: på mobilen og på nettet. Og hendes væsentligste succeskriterium, når hendes tid som konsulent er ovre om få år er, at filmene har nået deres publikum, at de er blevet set og brugt.
"Jeg vil dog gerne pushe webisodes. Det er et interessant serielt format, der udfordrer den korte fortælling maksimalt. Børnene kan inddrages som medfortællere og der kan skabes universer, der udfolder fortællingens tematik."
"Og så skal vi jo ikke glemme at barndommen – hvor kort den måtte være – er en tidslomme, hvor legen, lysten og fantasien er en drivende kraft – og det skal børnefilmen selvfølgelig også afspejle…"