Frank Piasecki Poulsen havde været i Afrika mange gange før, men han blev alligevel overrasket, da han landede i Kinchasa for første gang for at tage hul på sin research til "Blod i mobilen".
"Det var virkelig Afrika på den hårde måde. Der var skrald overalt, og der lugtede. Det var en storby, der boblede af liv og desperation på én gang," fortæller han.
"Før man tænder kameraet første gang, skal man have tilladelse af De Civile Myndigheder, De Militære myndigheder, Det hemmelige politi, Immigrationspolitiet og det almindelige politi. Hver gang man støder ind i offentlige myndigheder, skal man vise sine tilladelser, og alle er i deres gode ret til at forsinke dig. Jeg gjorde den fejl, at jeg kom til at sige, at jeg havde travlt, og pludselig var de 20 minutter om at bladre i mit pas. Det skulle jeg lære. Jeg kom til at hidse mig op, og så tog processen bare endnu længere tid."
Ingen menneskelig moral
Efter at have oplevet Bisie-minen og mærket, hvor betændt situationen var derude, var Frank Piasecki Poulsen overbevist om, at det var der, filmen lå – i en skildring af forholdene i en af de illegale miner, der holder mobiltelefonfabrikanter forsynet med mineraler, og som betaler for skruppelløse hærlederes årelange, blodige borgerkrig.
"Første gang jeg kom op på toppen af bjerget til mineområdet og så ud over det 800 x 500 meter store krater, var det som at se ned på helvede på jord. Det er umuligt at beskrive det mareridtsagtige scenarie fyldt med lidelse. Der er givet totalt slip på alt, hvad der hedder menneskelig moral," fortæller han.
"Der arbejder mellem 15-25.000 mennesker, primært børn og unge, i Bisie-minen. Det er ikke et sted, man bliver gammel. Inden for området er alting dyrt. Man skal betale beskyttelsespenge, leje af hus, hammer, mejsel og ikke mindst mad og drikke. En øl koster 12 dollars, en sodavand koster 7. De børn og unge, der tager derud, fordi de tror, de skal tjene nogle hurtige penge, bliver bondefanget i et system, hvor leveomkostningerne er så høje, at de ikke har råd til at tage derfra igen. De er fanget. Ikke af hegn, men af jungle."
"Handlen med mineralerne i Bisies driver sig selv, fordi der er en konstant efterspørgsel udefra," fortæller Poulsen. "Den måde, de væbnede grupper tjener penge på, er ved at sætte en afspærring op og beskatte alle, der går ind og ud af mineområdet. Man kan godt forsøge at stikke af gennem junglen, men så er man prisgivet."
Otte dage før filmholdet kom til Bisie, var der en massakre ved minen, hvor 50 mennesker blev dræbt i et forsøg på at overtage kontrollen. Da gik det op for Poulsen, hvad konflikten handlede om:
"Militsgrupperne slås ikke for etniske minoriteters rettigheder, eller for en politisk dagsorden. De slås for at komme til at sidde på magten over mineområderne, fordi det er en veritabel pengemaskine. Og hver gang vi her i vesten tager hænderne op ad lommerne for at købe en mobiltelefon, er vi med til at finansiere det."
Det har ikke været uden omkostninger at bruge sig selv som driver og sætte sagen over den personlige æstetik. "Jeg var nødt til at gå til materialet på den måde, som forklarer sagen bedst. Derfor har jeg måttet bruge alt mit researchmateriale, hvor kameraet karter rundt. Der er ingen tvivl om, at folk, der ved noget om Øst-Congo, og hvad der foregår dernede, vil synes, at der mangler en masse forklaring, når de ser filmen. Men vi har forsøgt at lave en film, der beskæftiger sig med noget, der er tungt og alvorligt, på en måde, så vi gider bruge 82 minutter på at se det."
Nokia i dårligt lys
Lige siden Frank Piasecki Poulsen begyndte at lave film og tv – og det var før han havde hørt om Nick Broomfield og Michael Moore – har han instinktivt brugt sig selv i sine film.
"Jeg fandt ud af, at når jeg stod foran kameraet, så kunne jeg gøre hvad som helst. Jeg turde sparke døre ind til ministerier og stille kritiske spørgsmål til fine chefredaktører. Der var intet, der var helligt og intet, jeg ikke kunne skaffe adgang til."
I "Blod i mobilen" forsøger Poulsen at råbe en af de store mobilproducenter, Nokia, op. Mødet med Bisie var nemlig så overvældende, at Poulsen følte, at det var hans pligt ikke kun at vise forholdene, men også at lade "Blod i mobilen" komme med nogle bud på, hvordan problemerne kan løses.
"Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at Nokia allerede var i fuld gang med at finde en ansvarlig løsning. Jeg havde tænkt mig, at jeg ville fremstille den langsommelige og besværlige proces, som jeg ved det er at løse den slags problemer. Ved at følge deres arbejde kunne jeg få belyst, hvor forhindringerne lå. Min indstilling var hele vejen, at jeg ville give Nokia alle muligheder for at kunne fremstå som dem, der rent faktisk gør noget for at løse problemerne."
Men selv om Poulsen ringede til Nokia hver eneste uge hen over et helt år, lykkedes det ham ikke én eneste gang at få en aftale om et interview. Han snakkede med et hav af receptionister, og alle de kommunikationsfolk, han blev stillet om til, tog ikke telefonen og ringede ikke tilbage. Til sidst tog Poulsen af sted til Nokias hovedkvarter i Helsinki, hvor han efter stort besvær blev spist af med en halv times samtale.
"Jeg synes, at det er synd for de mennesker, der medvirker fra Nokia, hvis de nu skal stå til regnskab for at have svaret dårligt eller for at have medvirket i en film, der ikke stiller Nokia i et særligt positivt lys. Men det må stå fuldstændigt for Nokias egen regning, for jeg har bare vist, hvad der skete. Stik imod forventningen er det endt med at være et studie i, hvordan man som stor virksomhed ikke skal reagere, når sådan én som mig henvender sig."
Presses til ansvarlighed
Frank Piasecki Poulsen mener selv, at løsningen ligger lige for:
"Hvis man kan få nogle af de store virksomheder som Nokia og Apple til at beslutte, at de ikke vil anvende konfliktmineraler i deres produkter, så vil det brænde, der konstant bliver tilført borgerkrigen i Congos bål, ebbe ud, og med ret stor sandsynlighed vil konflikten stoppe. Det løser selvfølgelig ikke alle problemer i Congo, men det gør, at man kan komme i gang med at løse dem og lave ordnede forhold omkring minedriften. Det virker, som om de store firmaer ikke tager den sociale ansvarlighed på sig af sig selv. De skal presses til det, enten gennem lovgivning eller forbrugerpres."
Få dage før den danske premiere på "Blod i mobilen" i august meldte Nokia ud, at de ville begynde at se på problemet. Det glæder selvfølgelig instruktøren, men han er også skeptisk.
"Når man nærlæser deres statement, så virker det desværre, som om de prøver at tørre den af på deres supply chain, hvilket ikke er så forskelligt fra det, som de hele tiden har sagt. Hvis man påstår, at man er en socialt ansvarlig virksomhed, så er det bare ikke godt nok."
Frank Piasecki Poulen håber, at "Blod i mobilen" kan være med til skabe det pres, der skal til.
"Situationen i Congo er så ekstrem, og det vil den blive ved med at være, så længe der strømmer penge til. Det kræver lovgivning, og at de store firmaer tager ansvar for at stoppe det. Man kan håbe, at Nokia i det mindste er klar til at tage det første skridt efter at have kendt til problemet i 10 år."