Tankevækkende deroute

DOX 2010. Når man møder det ualmindelige, sætter det ofte tanker i gang om det almindelige. Eva Novrup Redvall taler med instruktør Eva Mulvad, der blev så udfordret af mødet med to kvinders økonomiske nedtur og individuelle opgør, at deres skæbne helt enkelt måtte blive til film. "Det lette liv" er med i hovedkonkurrencen på CPH:DOX og dokumentarfilmfestivalen IDFA i Amsterdam.

Photo from The Good Life

Det lette liv. Foto: Pedro Cláudio

To kvinder bor alene i en lille lejlighed i Portugal. Mor er 83, hendes datter 56. Begge har de været vant til et liv i luksus for arvede penge, men da Eva Mulvads "Det lette liv" åbner, er det slut. Pengene er væk, og nu er der kun morens minimale pension at overleve for.

"Jeg har altid været fascineret af mennesker, som lever i en form for tidslomme. Folk, som lever lidt forskudt fra os andre."

Undervejs fornemmer man, at der er mange gode historier i fortiden. Hvor blev pengene af? Hvorfor kunne morens mand ikke tage ansvar for deres fremtid? I lighed med Eva Mulvads "Vor lykkes fjender" om den afghanske politiker Malalai Joya, som i 2006 vandt en hovedpris ved IDFA, er den scenebårne nutid imidlertid det centrale. Vi får lov at se, hvordan mor og datter tackler situationen i nuet. Hvad de bebrejder hinanden, og hvordan de selv mener, at de nu skal komme videre.

Gradvis kan vi stykke nogle af de historiske elementer sammen, og samtidig kommer historien til at handle om mere end bare økonomisk deroute. For har man ikke pligt til at lære et barn at tage ansvar for sig selv, selv om man har mange penge? Eller har man som barn pligt til selv at tage ansvar på trods af sin opvækst? Og hvad vil det egentlig sige at tage ansvar?

Ifølge Eva Mulvad har en stor del af fascinationskraften ved filmens historie netop været at lade spørgsmålene dukke op i materialet efterhånden. For hende har udgangspunktet været at lave et kammerspil om to mennesker, som hun øjeblikkeligt blev fascineret af, da hun for tre år siden hørte dem i en radiomontage med titlen "Deroute på første klasse".

"Da jeg hørte de to kvinder i radioen, var jeg helt opslugt. Jeg måtte bare blive siddende i bilen og lytte, indtil programmet var færdigt, for de var to spændende og usædvanlige karakterer, som satte så mange tanker i gang om store spørgsmål som: Hvad gør os lykkelige? Eller hvad er det vigtige i livet? Jeg var sikker på, at det ville være interessant at møde dem på film."

"Jeg har altid været fascineret af mennesker, som lever i en form for tidslomme. Folk, som lever lidt forskudt fra os andre. De kan udfordre vores opfattelse af normalitet. Her var der både et konkret drama om forholdet mellem mor og datter, men samtidig også et stort drama i spændingen mellem det liv, de har haft, og det liv, de lever nu," fortæller Eva Mulvad.

Poetisk slægtskrønike

Eva Mulvad tog kontakt til den journalist, som havde lavet montagen, og sammen tog de til Portugal for at introducere ideen om en film. Som inspirationskilde havde Eva Mulvad bl.a. brødrene Albert og David Maysels’ klassiker "Grey Gardens" fra 1975, som poetisk skildrer en tidligere velhavende mor og datter, som er strandet sammen i et forfaldent hus i velhaverkvarteret East Hampton, New York. Det virkede tiltrækkende for Eva Mulvad at lave et poetisk kammerspil, hvor man som instruktør ikke vidste, hvordan det ville udvikle sig, og hvor der ikke var en klar dramaturgisk deadline – sådan som det forestående valg, som kan vindes eller tabes i "Enemies of Happiness".

"Filmen er optaget over tre år, hvor jeg har været i Portugal mange gange, og den har fået lov at udvikle sig meget undervejs. Jeg har altid været fascineret af slægtskrøniker. Af Thomas Mann-historier som 'Huset Buddenbrook' og af det, romaner kan. Jeg ville gerne have en form for poetisk roman-lag ind i filmen, men jeg har først gradvis fundet ud af, hvordan det skulle gøres, og hvad der var det centrale i kvindernes historie."

"Undervejs har det mest handlet om udfordringen med at gøre hverdagen til en scene. Jeg arbejder altid scenisk og i nutiden, og derfor var det vigtigt for mig, at det interessante i fortiden blev formidlet i selve det kammerspil, som udfolder sig foran os," forklarer Eva Mulvad og fremhæver sine instruktørkolleger Phie Ambo, Pernille Rose Grønkjær, Mikala Krogh og sin producer Sigrid Dyekjær i selskabet Danish Documentary som vigtige sparringspartnere i processen med at finde ind til filmens kerne. Desuden har klipperen Adam Nielsen, som Eva Mulvad har lavet en række film sammen med, været en vigtig medspiller i processen med at finde det bedste i materialet.

Spørgsmål om status

Med sit fokus på at portrættere to kvinder med en baggrund i overklassen tegner "Det lette liv" et portræt af en dekadence, som man ellers sjældent ser i dokumentarfilm, hvor instruktører oftest vender blikket nedad i de sociale hierarkier.

"Jeg kommer fra en middelklassebaggrund, og en del af fascinationsværdien for mig har været, at der er et element af noget storladent og stolt, som er spændende at udforske. Der er noget eventyr over deres skæbner, og selve måden de snakker på – eller deres helt selvklare opfattelse af, at man da ikke kan have et fast arbejde – fik mig til at reflektere over nogle ting i mit liv og i vores kultur."

"Generelt er der ikke så mange portrætter fra overklassen, hvor man nok gerne vil kontrollere mere og holde på formerne frem for at udstille sit snavsede undertøj. Som instruktør er det på mange måder også lettere at kigge statusmæssigt ned, men jeg er blevet mødt med stor tillid i denne proces, og det har gjort det lettere, at for eksempel datteren ikke er så bekymret over, hvad verden synes om hende. Mor og datter er ikke som folk er flest, og det er jo blandt andet derfor, det er spændende at bruge deres historie til at sætte tanker i gang om vores andres mere almindelige liv."

Eva Mulvad har løbende fundet nye sider af historien, men samtidig har en del af udfordringen været hele tiden at bevare troen på, at en umiddelbart lille historie om to kvinder rummer de store temaer og det store drama.

"Det er selvfølgelig udfordrende at have en meget åben tilgang til den historie, som skal fortælles, sammenlignet med at have en historie med en klar heltinde som i 'Vor lykkes fjender', som konkret arbejder sig frem mod en deadline i form af et valg. Men det er jo det, som er noget af det spændende ved at arbejde med dokumentarfilm, At man ikke kan regne virkeligheden ud. Man kan bruge sin dygtighed til at orkestrere virkeligheden, men det er altid overraskende og uforudsigeligt, hvor det hele ender," konstaterer Eva Mulvad med et tilfreds smil.

Artiklen er bragt i en engelsk version i FILM#70.

Kommentar

Indsæt kommentar på siden:

Se retningslinjer for kommentarer.

Fakta

Kontakt

Redaktionen:



Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail:

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412