Melancholia på vej til USA

BERLIN. Lars von Triers kommende film er solgt til distribution i USA, allerede inden filmen er færdig. Også animationsfilmen "Den kæmpestore bjørn" er populær hos alverdens filmindkøbere i Berlin.

En kort promo-version af Lars von Triers "Melancholia" blev vist på Berlin-festivalen i weekenden og gjorde så stort indtryk på den amerikanske distributør Magnolia, at selskabet har købt filmen til distribution på det amerikanske marked. 

"Det er nærmest historisk at lave et USA-salg inden for 24 timer af promo-visningen – til et syv-cifret dollar-beløb," fortæller Susan Wendt, head of sales på TrustNordisk. "Vi er glade for, at vi har fået en entusiastisk og anderkendt distributør ombord som Magnolia."

"Melancholia", som Lars von Trier selv har kaldt "en smuk film om verdens undergang", har Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg og Kiefer Sutherland på rollelisten og forventes at få dansk premiere i maj.

Populær bjørn

Også "Den kæmpestore bjørn" har mødt stor interesse på filmmarkedet i Berlin. Copenhagen Bombay, selskabet bag Esben Toft Jacobsens debutfilm, oplyser, at de har halet distributionsaftaler i hus fra Frankrig, Rusland, Mellemøsten, Kina, Indonesien, Malaysia og Brasilien. 

"Vi er selvfølgelig meget glade," siger Malene Iversen, der leder det internationale salg sammen med producer Sarita Christensen. "Vi har mærket på folks interesse, at filmen har en universel historie. En historie om, at der er mere i naturen og i verden, end man umiddelbart ser. Og så har alle været begejstrede for filmens look, der opleves som meget skandinavisk," siger Malene Iversen. 

"Den kæmpestore bjørn", der havde dansk premiere i sidste uge, deltager i børnefilmkonkurrencen i Berlin og vises for første gang for festival-publikummet tirsdag den 15. februar kl. 15.