"Kan du huske der, hvor Jesper Fårekylling synger i slutningen af Disneys juleshow? På et tidspunkt kommer et rådyr gående for at lytte med, og inde bag øret på rådyret sidder der en kanin, der stikker hovedet frem. Det er dér omkring, den bevæger sig, den her film."
Der er kun gået et par år, siden Lars von Triers "Antichrist" kom ud i biograferne. Billedet af små børn, der falder ud af vinduer, og kvindelige kønsorganer, der bliver klippet af med en stor saks, står stadig sprællevende på nethinden. Og nu kommer Lars von Trier, europæisk films enfant tres terrible, og påstår, at hans nye film "Melancholia" minder om de perverst nuttede dyr i Disneys klassiske juleshow!? Det er næsten et endnu mere foruroligende billede på nethinden end drengen, der svæver mod døden i slowmotion, og Charlotte Gainsbourgs afklippede kønsdele i "Antichrist". Heldigvis underminerer han det selv ved at tilføje:
"Men selv for den lille kanin og den sindssygt irriterende fårekylling kommer Jorden til at gå under."
"Det går faktisk meget godt"
Det var bedre. Nu har vi Trier der, hvor vi plejer at have ham, det vil sige nogenlunde dér, hvor vi er lige ved at tro, at vi ved, hvor vi har ham. Fuld af foruroligende historier. Fuld af diabolsk vid. Fuld af en særlig evne til at få fornuft ud af vanvid. Men selv er Trier stærkt usikker på, om han nu også er det rette sted.
"Jeg er ved at skrive et Director's Statement om 'Melancholia', og jeg har tænkt mig at skrive et meget negativt ét, der fremhævder filmens svage sider. Det føler jeg mig kaldet til. Jeg har muligvis lavet en film, jeg ikke bryder mig om."
For så godt som resten af verdens filmskabere ville de ord være foruroligende og ildevarslende, måske endda triste. Men ikke i det her tilfælde. De er præcis så dobbeltbundede og selvkontrære, som de skal være, når de kommer fra Lars von Trier. Naturligvis er det ikke godt, at manden har lavet en film, han ikke nødvendigvis selv kan lide, men i Triers tilfælde gør det ikke så meget. Især ikke fordi der er et tydeligt overskud i hans tvivlende begejstring for "Melancholia".
Den 55-årige instruktør virker i fin form, da han tager imod i sin personlige førerbunker i det gamle militærområde, Filmbyen, i Avedøre ved København. Han svarer venligt og imødekommende på alle spørgsmål, også de dårlige, og erklærer selv, at det "faktisk går meget godt". Han forklarer, at han er holdt op med at drikke og derfor har fået tid til at læse, blandt andet Dostojevskij og Thomas Mann. Indtrykket er et helt andet end den oppustede sygepatient med det flakkende, usikre blik, der præsenterede "Antichrist" i Cannes for to år siden. Det er stadig svært at forstå, at den lille, forsigtige mand kan få især amerikanske og britiske filmjournalister til at flippe ud i raseri over hans film. Men når han har humoristisk overskud til at underminere hans egen film i et stykke PR-materiale, er alt nogenlunde dér, hvor det skal være i hans tilfælde.
"Jeg blev vist et plakatforslag og nogle stillfotos og en trailer på 'Melancholia', og så sagde jeg 'det er ikke en film, jeg kender.' 'Men det er den, du har lavet.' 'Det håber jeg ikke,' svarede jeg. Den består af en masse voldsomme klichéer og en æstetisk, som jeg ellers ville have taget afstand fra i enhver anden sammenhæng. Jeg håber, at der under alt dette gemmer sig en film, som jeg faktisk har en kærlighed til. Den minder om de Luchino Visconti-film, jeg altid har været glad for, og det er jo sådan noget flødeskum med flødeskum ovenpå. Jeg har kørt den helt ud med Richard Wagner for fulde gardiner. Jeg har lavet det med et sandt hjerte, og jeg kunne ikke gøre det bedre, og alle har gjort det godt. Men når jeg ser den i småuddrag, så tænker jeg 'det var satans.' 'Det var sgu da ubehageligt.' Jeg plejer jo at være helt sindssygt glad for det, jeg laver. Jeg er nok den mest selvglade instruktør, du kan finde. Men den her film ligger besnærende tæt op ad amerikanske films mainstreamæstetik. Det eneste formildende, der kan siges er, at Jorden går under.
Terapeutens teori
Ifølge instruktørens egen PR-afdeling har han lavet "en smuk film om jordens undergang", hvilket unægteligt lyder meget Trier'sk i sin dobbeltbundethed. Og det er ligeså Trier'sk, at han selv frasiger sig sit filmselskabs tagline. Han ser ikke "Melancholia" som en film om Jordens og menneskehedens endeligt, men en film om menneskers forskellige ageren og reaktion under pres. Idéen til filmen opstod i forbindelse med behandlingen af den depression, som Trier har kæmpet med i de seneste år. En terapeut fortalte ham en teori om, at depressive og melankolikere reagerer roligere i voldsomme situationer, mens "almindeligt glade" mennesker er mere tilbøjelige til at gå i panik. Melankolikerne er forberedt på situationen. De ved jo alligevel, at tingene er ad helvede til.
Den tanke udviklede sig til historien om to søstre, som reagerer på hver sin måde, da en planet ved navn Melancholia, der har gemt sig bag solen, kommer susende gennem vores solsystem med kurs mod Jorden. Den ene søster, der bliver spillet af amerikanske Kirsten Dunst, fejrer sit bryllup i stor stil på et fornemt slot, da Melancholia dukker op på stjernehimlen og bringer både menneskeheden og forholdet mellem de to søstre ud af kurs. De fleste astrofysikere vil formentlig benægte, at en planet pludselig kan løsrive sig fra sin plads og fise tværs gennem et solsystem, men for en filminstruktør, der har brugt kridtstreger på gulvet som kulisse i filmene "Dogville" og "Manderlay", er den slags pertentlige indvendinger naturligvis irrelevante. Det er menneskets forunderlige psyke og ikke naturlovene i en katastrofesituation, der bliver endevendt i "Melancholia".
"Jeg kan godt lide, at ting bliver sat op mod hinanden. Derfor kan jeg godt lide, at fjollede småting bliver sat op mod Jordens endeligt. Når Jorden er på vej til at smuldre bort mellem hænderne på os, er det jo lige meget, hvad vi foretager os af heroiske erobringer eller almindeligt småfnidder i familien."
Golfbaner og kirkegårde
Meget tættere på at beskrive forløbet i "Melancholia" kommer Trier ikke. Men han vil gerne afsløre, at en stor del af filmen foregår på en golfbane.
"Jeg hugger jo alt fra andre film, og den her idé er hugget fra Michelangelo Antonionis 'La Notte', der også foregår på en golfbane. Der er et eller andet underligt melankolsk ved golfbaner. De fortsætter uendeligt – og især hvis man fjerner alle golfspillerne, som der ikke er en eneste af her – er det et fantastisk velkultiveret landskab. Jeg har altid elsket golfbaner og kirkegårde."
Æstetikken i "Melancholia" vil Trier også meget gerne fortælle om. Det er ikke mindst den, der har gjort instruktøren usikker på, om han overhovedet kan lide sin film.
"I Marcel Prousts 'På sporet af den tabte tid' er der en 30 sider lang diskussion om det største kunstværk nogensinde. Proust kommer frem til, at det er forspillet til Wagners 'Tristan & Isolde', og det er så det, vi har skovlet på hele den her film og givet den hele armen. Jeg har stort set ikke brugt underlægningsmusik på en film siden 'Forbrydelsens element' (fra 1984, red.), men her har vi væltet os i det. Det er sgu meget sjovt. I mange år har der været sådan et uofficielt filmdogme om, at musik ikke må klippes. Man må ikke klippe billeder til musik på takterne. Det har været ufint og vulgært. Og det er netop det, vi gør i 'Melancholia'. Når blæserne står af og på i Wagners forspil, klipper vi lige på takten. Det er en slags musikvideo, kan man sige. Det skal være vulgært. Det har været vores erklærede mål. Det er noget af det mest lystfyldte, jeg har lavet længe. Det skulle ikke tvinges frem som 'Antichrist', slet ikke. Det er lystfyldt at klippe på takten."
"Det viste sig jo, på min mors dødsleje, at jeg ikke var en Trier, men af en tysk slægt. Jeg har altid syntes, at Nietzsche var interessant, og nu læser jeg Thomas Mann. Tyskerne har altid påvirket mig. På et tidspunkt var jeg jo udset til at opsætte 'Ringen af Wagner i Bayreuth, hvilket der så ikke var penge til, fordi jeg var alt for ambitiøs. Jeg har altså allerede flirtet lidt med den gode Wagner, og allerede i 'Antichrist' var vi lidt på vej mod sådan noget tysk romantisk maleri. Ja, sturm und drang og alt det, der kom efter."
Og blandt det, der kom efter komponisten Richard Wagner og filosoffen Friedrich Nietzsche, var som bekendt en antisemitisk østriger med en særlig begejstring for teutonisk højromantik og håndfaste taktslag.
Ubehaget skal trækkes uendeligt
"Ja, nazisterne klippede i dén grad på takterne. Det var ikke noget med at lade det smyge sig omkring. Jeg har nu også altid haft en svaghed for den nazistiske æstetik. En Stuka vil jo leve årtusinder efter en engelsk Spitfire i vores bevidsthed. Det er mit synspunkt. Hvor Spitfire havde alle de der runde former og var en meget smuk flyvemaskine, var Stukaen en åbenbaring. Meget af det nazistiske design var fantastisk. De havde så store tanker. Stuka'en var en styrtbomber, der dykkede ned og smed sine bomber, så de ramte meget præcist, og noget af det særlige ved Stukaen var, at man udstyrede bomberne med en lille fløjte, hvilket er fantastisk kynisk, men samtidig viste et kunstnerisk overskud. Der var nogen, der tænkte 'hvordan kan vi gøre den her bombe værre, end den er i forvejen?' Fløjterne skulle udelukkende nedbryde moralen hos fjenden. Den var så uhyggelig, den der hylende fløjte."
"Jeg hørte fra nogle danske elitesoldater, at hvis man skal angribe en gruppe mennesker, for eksempel i Afghanistan, så sender man de første to skud mod maveregionen på de forreste. Det er ekstremt smertefuldt at blive ramt i maven. Det vil sige, at de, der bliver ramt i maven, begynder at skrige, og når de begynder at skrige, bliver de andre bange og ukoncentrerede. Hvis de blev skudt i hovedet, var de bare faldet om. Der er simpelthen en regel om, at de første to skud skal sendes mod maven og resten mod hovedet."
Trier er afgjort i udkanten af "Melancholia"s univers med sine refleksioner over nazistisk design og kynisme i en krigssituation. Men det er ikke svært at overføre de tanker til hans film. Kunne man ikke med god ret hævde, at han skyder sit publikum i maven ved at afsløre, at "Antichrist" handler om, at Satan styrer Jorden, og at selvsamme Jord går under i "Melancholia" – hvorefter vi som publikum er blevet nervøse og usikre i sæderne. Og dermed nemme at skyde i hovedet?
"Det ved jeg ikke, men det er da et princip, jeg gerne vil følge. Det er rigtigt. Den slags principper tiltaler mig i høj grad. Jeg har lavet ubehagelige scener før, blandt andet i 'Dancer in the Dark', hvor Björk skal hænges. Der brugte vi det, jeg har lært fra alle mulige amerikanske film, at så snart der skal ske noget ubehageligt, skal ubehaget trækkes uendeligt i ørerne. Hele den her film bliver jo trukket i ørerne ved at vi ved, at Jorden skal gå under. Og det gør den jo altså først i sidste billedframe. Derfor må publikum væbne sig med tålmodighed. Hvor katastrofefilm plejer at udspille sig på de mest skumle steder, i kloaker eller det, der er værre, så udspiller den her historie sig på et fantastisk slot. Jeg har altid hadet eventyr, fordi de skulle foregå på et fantastisk slot. Locations har altid skullet være sådan nogle sindbilleder i eventyr, og det er det i høj grad her. Det er en slags eventyr-setting, men jeg håber så sandelig, der ligger noget realitet nedenunder."
Næste film bliver uartig
Eventyrslotte og Disney og golfbaner? Det er ikke klassiske temaer i forbindelse med Trier – i modsætning til nazister og andre ekstreme verdensopfattelser. Netop derfor passer det fint ind i instruktørens univers. Han er altid blevet draget af det, der frastøder ham, ikke mindst klichéerne inden for kunstens verden. Han forsøger ikke kun at stikke til sit publikum og drille det med sine film, han forsøger også at stikke til sig selv. Det er en nødvendighed. Og der er både en pervers glæde og en konstaterende ærgrelse i stemmen, da Trier konkluderer at …
"'Melancholia' er den mest artige film, jeg har lavet. Der er ikke nogen klitoris, der bliver klippet af – hvilket man så også kan kalde tomme fagter …"
Og på spørgsmålet om Trier endelig har lavet en mainstreamfilm, svarer han:
"Ja, det kan man måske godt sige, men ikke ud fra noget ønske om at lave en mainstreamfilm. Men hør her, jeg er den sidste til at vurdere, hvordan publikum opfatter en film. Da vi havde lavet 'Epidemic' (i 1987, red.) troede vi, at procenterne ville vælte ind på vores bankkonti, men hvad var der, 137 mennesker, der så den i premiereweekenden? Jeg skal ikke kunne sige noget om en films appel til mainstreampublikum."
Under alle omstændigheder giver det god mening at lave en mainstreamflødeskumsfilm om Jordens undergang. En rå og eksperimenterende kunstfilm om verdens undergang ville mere eller mindre ophæve sig selv og blive et forudsigeligt og uinteressant udsagn.
"Heldigvis har jeg det jo med at reagere på mig selv, så jeg håber den næste film bliver uartig," tilføjer Trier. Og det er der noget, der tyder på.
"Jeg har jo pragtfulde planer om en stærkt erotisk film, fordi min fotograf på den her, Manuel Claro, på et tidspunkt fremsagde en overraskende fordom. Den gik ud på, at han ikke ville anbefale mig at falde i samme grøft som andre aldrende instruktører, nemlig ved at kvinderne bliver yngre og yngre og mere og mere nøgne. Og det skal man jo ikke sige to gange til mig. Det er bestemt mit mål, at kvinderne skal blive yngre og yngre og mere og mere nøgne i mine film. Derfor har jeg lagt op til et storstilet projekt, der hedder 'Nymfomanen'. Jeg er fuldstændig klar over, at nymfomani ikke er en politisk korrekt diagnose, og derfor vil jeg også gå ud fra, at titlens validitet vil blive diskuteret. Men hvis jeg kan lave en film, der hedder 'Nymfomanen', og det er en artig film, stopper jeg."
Det lyder heller ikke særlig sandsynligt.
Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts magasin, FILM#72, maj 2011.
Per Juul Carlsen er vært for Filmland på DR’s P1.