Hundedage

INTERVIEW. Siden Frederikke Aspöck i 2004 vandt prisen for bedste filmskolefilm i serien Cinéfondation i Cannes, har der ligget et forventningspres på hende. For med prisen fulgte også en garanti for, at hendes første spillefilm ville blive vist på festivalen. Nanna Frank Rasmussen har talt med instruktøren, der debuterer for anden gang i Cannes med kammerspillet "Labrador".

Labrador_450

"Det allerførste, vi lærte på filmskolen, var at vi skulle holde os fra at arbejde med dyr og børn. Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt," erindrer Frederikke Aspöck. Det er alligevel ikke spor overraskende, at instruktøren netop har en hund på rollelisten i sin første film, der oven i købet har fået navnet "Labrador". For Frederikke Aspöck søger udfordringer og har gjort ordet "mod" til mantra for sit arbejde. Og netop mod har hun haft brug for.

Jeg elsker menneskelige absurditeter, når folk ser fjollede og pudsige ud. Jeg er ikke så optaget af det lækre eller det perfekte.

"Der er så meget pres på den første spillefilm. Den kan definere ens karriere, og det er ofte den film, folk ser tilbage på som afgørende for hele ens arbejde. Men selvom den er vigtig, så synes jeg, det ville være forkert at lave dét, der lå lige til højrebenet – dét som jeg allerede ved, at jeg kan."

USA lærte mig at være modig

Modet til at springe ud på dybt vand uden at vide, om hun kan bunde, har Aspöck fået i USA. Hun har boet i New York i ti år, hvor hun uddannede sig som instruktør på Tisch School af the Arts.

"Det er USA, der har lært mig at være modig," siger hun. Også på andre områder er hun præget af sit lange ophold i New York. "Amerikanere er gode til at rose folk og til at opildne hinanden, så der opstår et frugtbart fællesskab, hvor alle kæmper for det samme. Og det er jo enormt vigtigt for det store gruppearbejde, som en filmproces er."

"Det er vanvittigt vigtigt for mig at udvise mod i mit arbejde og ikke at være for sikker. Det gælder også for 'Labrador', for med den film har jeg kastet mig ud i noget, jeg ikke har prøvet før. 'Happy Now', som vandt i Cannes, var næsten ordløs, og i 'Får' arbejdede vi meget med dialogen og med mange mennesker. Denne gang blev opgaven at rendyrke dialogen mellem mennesker."

På en vindblæst ø …

"Labrador" er et kammerspil under åben himmel. Det unge par Stella og Oskar besøger Stellas far, kunstneren Nathan, på en vindblæst svensk ø, hvor han bor alene med sin hund. Her afslører Stella, at hun er gravid. Den oplysning kiler sig ind mellem de tre karakterer og gør deres indbyrdes forhold mere vakkelvornt, end det i forvejen var. Især de to mænd krydser klinger, for de har hver deres syn på, hvad der er bedst for Stella.                

Manuskriptet er skrevet af Daniel Dencik, men Aspöck har også været inde over det. Hun har især været med til at flette naturen ind som en næsten selvstændig figur i historien.

"Jeg elsker, når ydre omstændigheder skaber indre forandringer. Og så benytter vi den vilde og hårde natur til at illustrere temaet i 'Labrador': at vi mennesker er skrøbelige og mutters alene i verden. Der er ingen, vi kan stole på. Man kan føle sig nok så tæt forbundet i et fællesskab, med en kæreste, en ven eller familie, men man kan jo ikke stole 100 % på nogen. Det kan den storslåede svenske natur være med til at understrege."

Det var egentlig en del af Aspöcks strategi med at udfordre sig selv, at hun besluttede sig for at lave en film med så misantropisk et livssyn. Hun var inspireret af følelsen af isolation, som hun blandt oplevede den i Antonionis "L'Avventura", men hun har aldrig selv været tilhænger af forestillingen om, at vi var alene i verden.

"Jeg kender ideologien, selv om det ikke er en, jeg deler. Men jeg besluttede mig for, at jeg godt kunne lave en film, der fremlagde noget, der ikke var mit eget menneskesyn. Og så skete der faktisk det undervejs, at jeg tænkte: 'Det er da rigtigt! Vi er alene.' Men jeg synes, det er sådan et kynisk menneskesyn, og det er i modstrid med alt, hvad jeg er. Jeg er virkelig optimistisk, positiv og idealistisk, og jeg har altid insisteret på, at vi mennesker ikke er alene. Jeg tror på kærlighed og fællesskab. Men vi kan reelt set ikke stole på nogen. Det gælder i de store spørgsmål – kan man stole på, at ens partner ikke er utro? Men det gælder også, når man går over for grønt ved et lyskryds. Stopper bilen, der kommer imod en, for rødt? Det er et tillidsspørgsmål. Det er det også for dirigenten, når han dirigerer sit orkester på 140 mand. Sætter de alle sammen ind, eller er der en, der begynder at køre en sav over violinerne?"

Karakterer med fejl

Mislyde mennesker imellem er noget, der fascinerer Aspöck. Både i "Happy Now", "Får" og "Labrador" har karaktererne svært ved at kommunikere med hinanden. De lever, som man nu bør leve, men Aspöck griber ind i og viser os karakterernes liv på det tidspunkt, hvor det åbenbarer sig, at de i virkeligheden er helt rundtossede over forventningerne til dem.

Måske er det derfor, at hendes figurer ofte kan opfattes som lidt af nogle skvat.

"Jeg elsker karakterer med fejl – når man ikke rigtig kan se, hvem der er helten og skurken. Jeg er meget interesseret i menneskelige fejl og i den komik, det rummer. Jeg elsker menneskelige absurditeter, når folk ser fjollede og pudsige ud. Jeg er ikke så optaget af det lækre eller det perfekte. Det stræber jeg aldrig efter. Jeg lavede engang en reklamefilm, hvor scenografen forsøgte af forstå mine intentioner med et: 'Nå okay, du vil altså have det grimt på den fede måde?' Men nej, aldrig på den fede måde! Alle mennesker indeholder fejl, og det synes jeg er charmerende. Det skal vises frem".

Betyder det, at du også kan lide film med fejl?

"Ja! Det er derfor, det er så fedt at se debutfilm. Jeg elsker, når man kan spotte fejl. Og er filmene vildt studentikose, så er det også okay. En af mine yndlingsfilm er 'Fagre voksne verden[FA1] ', Mike Nichols' anden film, hvor han roder rundt med zooms, lyden er nogle gange helt til en side, og han leger med primitive virkemidler. Men det virker, for det er super friskt. Man kan jo se, at manden har kastet sig ud over en klippe, men at han bliver båret oppe af sit mod og sin begejstring."

Tidligt i Cannes

At Aspöck er begejstret for at lave film, er man ikke i tvivl om. Hun fortæller, at da hun boede i New York, havde hendes veninder et udtryk for, når hun forsvandt ind i filmens verden. "Freddie Friday" kaldte de dagene, hvor Frederikke (Freddie) begyndte og endte sine fredage i biografen. "Jeg hev simpelthen stikket ud, gik i biografen og så fire-fem film i streg[FA2] ," siger hun.

Passionen for at se film startede tidligt, og som 20-årig var Aspöck i Cannes for første gang for at se film. Når hun altså ikke lige arbejdede som runner på den skandinaviske stand. Cannes-festivalen står derfor hendes hjerte nær, og ikke kun på grund af den historiske tilknytning.

"Cannes har en tradition for at udvælge film, der er grænsesøgende, eksperimenterende[FA3]  og modige – den slags film, som jeg selv er fascineret af. Derfor fylder det mig selvfølgelig også med stor glæde, stolthed og taknemmelighed, at jeg får lov at vise min debutfilm i Cannes."


Artiklen er bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts magasin, FILM#72, maj 2011.

Fakta

Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412