Kameraet som medspiller

CANNES. For Manuel Alberto Claro, fotografen på Lars von Triers "Melancholia", der har verdenspremiere på Cannes onsdag den 18. maj, er kameraet en medspiller.

Selvom Manuel Alberto Claro har sagt, at han ikke føler sig specielt inspireret af dogmefilmene, så virker det indlysende, at han en dag skulle komme til at arbejde sammen med Lars von Trier, der netop stod fadder til dogmekonceptet. Introduktionen af de håndholdte kameraer i de seriøse, men også publikumsvenlige dogmefilmproduktioner, banede vejen for Claros nærværende, uhøjtidelige stil, der ofte har lagt sig i krydsfeltet mellem fiktion og dokumentarisme.

Det er ikke første gang, at Manuel Claro får mulighed for at vise Cannes, hvad han kan. I 2003 førte hans samarbejde med instruktør Christoffer Boe til et højdepunkt, da "Reconstruction" i 2003 vandt prisen for bedste debutfilm, Caméra d'Or-prisen, og ungdomsjuryens pris Prix Regard Jeunes.

De to mødtes på Filmskolen og har fortsat deres kreative partnerskab med Claro bag kameraet på "Allegro" og "Alting bliver godt igen". Manuel Claro har beskrevet deres stil som intellektuel, konstrueret, rå og realistisk.

Det er kendetegnende for Manuel Claro, at han ofte arbejder med samme instruktør på flere film. Det har instruktør Heidi Maria Faisst nydt godt af på sine film "Velsignelsen" og "Frit fald". Hun har beskrevet, hvordan Claro bliver sat til at danse rundt om skuespillerne, når de er i bevægelse, og det er i god tråd med hans egen overbevisning om, at kameraet skal være en medspiller i film.

Det bevægelige element i arbejdet med billeder blev pudsigt nok sent introduceret i Claros arbejde. Manuel Claro, der er født i 1970, begyndte sin karriere som stillfotograf. Som 20-årig studerede han på en foto- og designskole i Italien og arbejdede herefter i både New York og København.

Han havde ikke et filmkamera i hånden før et par måneder inden, at han søgte ind på Den Danske Filmskole, hvor han blev optaget i første hug. Han har, siden han blev færdiguddannet i 2001, fundet inspiration i værker af stillfotografer som Irving Penn, Robert Frank og Jacques-Henri Lartigue.

På dette års Cannes-festival kan man stifte bekendtskab med Claro i samarbejdet med en instruktør, der forstår at sætte publikums følelser i kog, på godt og ondt. Og det passer som fod i hose med Manuel Claros erklærede mål om, at fotograferingen først og fremmest skal insistere på følelsen.