Svensk-danske Play i Cannes

CANNES. Ruben Östlund er for anden gang i Cannes, denne gang i Directors' Fortnight med den svensk-danske koproduktion "Play". Det Danske Filminstitut har støttet filmen, der stiller skarpt på spidsfindige sociale spil som hans forrige, den anmelderroste "De ufrivillige".

Inden svenske Ruben Östlund gik i gang med "De ufrivillige", annoncerede han selvsikkert, at planen var at have filmen med i Cannes. Da den originale skildring af fem situationer præget af komplicerede sociale spil var færdig, blev filmen inviteret til det prestigefyldte sideprogram Un Certain Regard, hvor den i 2008 fik en flot respons. Målet var nået, men heldigvis har Ruben Östlund hele tiden nye ambitioner.

Siden sin debut med "Gitarrmongot" i 2004 har han fremstået som en instruktør, som ved, hvad han vil, og hvordan han skal nå dertil. Kortfilm som "Scen nr. 6882 ur mitt liv" og den Berlin-vindende "Händelse vid bank" har holdt opmærksomheden omkring hans filmunivers ved lige mellem spillefilm, og forventningerne er store til hans nye udspil "Play", som udspiller sig i realtid og er blevet præsenteret som et tragikomisk studie i menneskelig opførsel med en bande unge røvere som omdrejningspunkt.

"Play" er produceret af Plattform Produktion, som Ruben Östlund står bag sammen med produceren Erik Hemmensdorff. Dansk koproducent er Philippe Bober for Coproduction Office, som er tilknyttet som både koproducer og salgsselskab på "Play". Filmen får svensk premiere til oktober.

Læs om Det Danske Filminstituts initiativer til styrkelse af internatonale koproduktioner:

DFI styrker det internationale samarbejde

DFI = Danish Film International