Heine drikker en tår kaffe af en kop med teksten 'Kvalitet og fremdrift'. Ordene synes nærmest ironiske i forhold til hans situation, der frem for alt bærer præg af stilstand og ar på sjælen. Onsdag den 9. november kan man opleve kortfilmen om Heine, der tidligere har været udsendt som soldat.
Heine bor med sine kæledyr i et lille hus langt ude på landet. Selvom han ikke er fysisk mærket, har han rent mentalt taget en fjern og usynlig krig med sig hjem. Det, der startede som en drøm, hvor han skød en anden mand, føltes til sidst så virkeligt, at han pludselig så den eneste udvej i et glas sovepiller. Heldigvis gik livet videre, men ensomheden og tabuet tynger endnu.
Instruktøren Marianne Hougen-Moraga er cand.mag. i Filmvidenskab og har en MA i Screen Documentary fra Goldsmiths College. Signe Byrge Sørensen & Anne Köncke har produceret "Hjemvendt" for Final Cut for Real med støtte fra New Danish Screen.