TAL. Det danske og svenske biografmarked er gået frem i 2012, mens det norske og islandske er faldet. Den danske markedsandel på 32 % er den højeste i Norden og den bedste i Danmark i mange år.
De danske producere og biografejere har grund til at smile en lille smule mere end deres skandinaviske kollegaer. Det danske biografmarked er med 6,4 mio. billetter steget med 8,5 % i de første seks måneder af 2012 i forhold til året inden. En stor del af stigningen kan tilskrives et overmåde godt første halvår for dansk film. Den danske markedsandel var i denne periode på hele 32 %.
Nationale markedsandele
Tal kommer fra FAFID, Det Svenske Filminstitut, Film & Kino, SMAIS.
Med mange store danske og internationale premierer i anden halvdel af året ser 2012 ud til at kunne blive et rigtig godt år for de danske biografer.
Selv om der ikke blev solgt lige så mange billetter i Danmark som i Sverige, blev der alligevel solgt flere billetter til film fra hjemlandet.
Solgte billetter
Tal kommer fra FAFID, Det Svenske Filminstitut, Film & Kino, SMAIS. Sverige
På den anden side af Øresund lå den nationale markedsandel på 22 %, hvilket især kan tilskrives "Hamilton – I nationens interesse", som har rundet den halve million billetter. Det samlede biografmarked lå på 8 mio. solgte billetter – 2,6 % højere end samme periode i 2011.
Norge
I Norge har man oplevet en tilbagegang på antallet af solgte billetter på 7,6 % i forhold til sidste år. Billetter solgt til norske film ligger også meget lavt med kun 370.000 billetter på seks måneder. Nordmændene kan dog glæde sig over "Kon-Tiki", som for tiden slår rekorder i de norske biografer, hvilket nok skal rette lidt op på de triste tal.
Island
På Island var der tilbagegang i biografmarkedet på 15 %. Det samlede antal solgte billetter var i det første halve år 660.000. Den islandske "Black's Game", der også kan opleves i danske biografer, har med 62.000 billetter hittet på den vulkanske atlanterhavsø.
Skrevet Af Anders Budtz-Jørgensen /
Emneord:
statistik