2 priser på AFI

PRISER. Både "En kongelig affære" og "Kapringen" hentede publikumspriser på AFI FEST 2012 i Los Angeles i nat. "En kongelig affære" har amerikansk biografpremiere i dag.

Det blev til to publikumspriser på AFI FEST 2012. Nikolaj Arcels "En kongelig affære" fik World Cinema Audience Award, mens Tobias Lindsholms "Kapringen" fik New Auteurs Audience Award med hjem.

For Oscar-indstillede "En kongelig affære" er prisen mere end bare en hæder. Opmærksomhed og interesse i Los Angeles kan blive afgørende, når Filmakademiet skal nominere og i sidste ende finde vinderen for bedste ikke-engelsksprogede film.

De internationale anmeldelser har overordnet været positive overfor "En kongelig affære". 88 % af de registrerede anmeldelser på www.rottentomatoes.com er gode.

Time Magazines anmelder Mary Pols er mildest talt meget begejstret for filmen:

"Alle, der utålmodigt venter på 'Anna Karenina' og 'Les Miserables' bør ikke gå glip af 'En kongelig affære'. Nye versioner af gamle klassikere er fint, men intet slår en godt fortalt historie om tidligere skandaler, som du aldrig har hørt om før."

afi-afifest.tumblr.com