Film kan noget, bøger ikke kan

INTERVIEW. Eva Lindström er et stort navn indenfor svenske børnebogsforfattere. Nu er hun instruktøren bag "Dyrevennerne", som har premiere i morgen på Odense Film Festival. "Film kan skabe stemning," mener hun.

Eva Lindström har på baggrund af tre af sine børnebøger instrueret den svenske animationsfilm, "Dyrevennerne". Filmen består af tre dansk co-producerede kortfilm baseret på børnebøgerne, "En fågeldag", "Jag rymmer!" og "Min vän Lage", som alle er både skrevet og illustreret af Eva Lindström. De tre små historier leder os ind i et finurligt univers. En lille fugleunge bevæger sig ud på eventyr, men opdager at den store verden derude kan være lidt skræmmende. Også fåret beslutter sig for at stikke af hjemmefra, men får hjemlængsel. Den sidste historie skildrer en ugle, der forlader den mørke skov for at flytte ind til byen, men har svært ved at vende sig til storbymylderet.

Eva Lindström har flere gange lavet filmversioner af sine fortællinger. Hun synes, det er interessant, hvordan filmatiseringer tilføjer nye elementer til hendes historier.

"Lys/mørke, musik, karakterernes stemmer og bevægelsesmønstret fra de levende billeder giver mine historier nyt liv. Alle elementerne skaber et liv, der giver noget mere, end det en tekst kan formidle."

Eva Lindström synes, at fortolkningen af filmene er op til den enkelte seer, selvom filmene styrer modtagernes oplevelse i højere grad end bøgerne.

"Film kan noget, bøger ikke kan. De kan skabe en langt mere udtalt stemning."

Fra illustration til animation

Eva Lindström har udgivet en lang række børnebøger og har tidligere instrueret filmene "Lutning" (1994), "Äventyrspizza" (1996) og "Limpan är sugen" (1998). Alle er animationsfilm.

"Animation ligger lige til højrebenet for mig. Det har altid været min hjertesag at kreere billeder, illustrationer som animationer."

Eva Lindström er uddannet fra Västerås Art School og College of Arts i Stockholm. Hun mener, at alle andre filmgenrer havde været synd at bruge, fordi fortællingerne fra udgangspunktet har været skabt med illustrationer.

"Dyrevennerne" er co-produceret af det danske produktionsselskab Bullitt Film ApS og har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut.

Filmene bliver vist på BUSTER filmfestival, men kan allerede ses på Odense Film Festival, som viser et uddrag af BUSTERs film. Odense Film Festival åbnede i går og afholdes frem til den 1. september. Læs programmet.

For alle københavnere, der synes Odense er lidt langt væk, bliver "Dyrevennerne" vist i Cinemateket under BUSTER filmfestival den 7. september kl. 13.15 og den 14. september kl. 10.15. Begge forestillinger er gratis. Læs programmet.