Ikke mit ærinde at fordømme

PREMIERE. Jon Bang Carlsen planlagde "I kærlighedens navn" som et stykke straight dokumentarisme, men projektet udviklede sig til et genreblandende værk. Filmen havde verdenspremiere i november på IDFA i Amsterdam, og fra 5. december kan filmen ses herhjemme i udvalgte danske biografer.

Just the Right Amount of Violence

En scene fra "I kærlighedens navn". Foto: Jon Bang Carlsen

En stille villavej i det sydlige Californien. Her bor familierne. Her vokser børnene op. Her er tryghed og stabilitet. Men hvad er nu dét? I et tidligt morgengry lister en bil sig ind i den sovende idyl, som et rovdyr på kattepoter. To mænd taler dæmpet sammen inde i den halvmørke kabine. De leder efter en adresse, finder den, parkerer, stiger ud og går op mod hoveddøren. De er ventet. Manden i huset lukker dem ind og fører dem op til et værelse på første sal, hvor teenagesønnen Simon ligger og sover. De to mænd overmander drengen, og mens faren ser passivt til, fører de ham ud til bilen og kører af sted med ham. Væk fra forstaden. Væk fra trygheden. Ud i ørkenen og videre til det sydlige Utah, hvor drengen anbringes i en fængselslignende institution ...

"Det primære problem med denne film har været at få nogen til at medvirke" – Jon Bang Carlsen.

Faktisk var det mere af nødvendighed end af lyst, at "I kærlighedens navn" endte med at blive en hybridfilm. Oprindelig havde den evigt fabulerende og eksperimenterende Jon Bang Carlsen besluttet, at han denne gang efter sine 63 års lange virke som filmmager ville forsøge sig med noget, der lignede en "rigtig" dokumentarfilm. Emnet – industrien af interventionists, som har specialiseret sig i at bortføre problemramte teenagere fra deres familier og transportere dem til opdragelsesanstalter – rummer i sig selv så voldsomme dramaer, at stoffet ikke umiddelbart kalder på markante kreative greb. Men efter års research, og efter besøg på adskillige af de institutioner (primært i Utah), hvor de bortførte unge anbringes, måtte den danske filmmager erkende, at han denne gang havde bevæget sig ind i en verden, hvor kameraer er alt andet end velkomne.

Dramaet allerede indlejret i materialet

"Det primære problem med denne film har været at få nogen til at medvirke," siger Jon Bang Carlsen. "Efter mine mere essayistiske sydafrikanske film, hvor jeg brugte mig selv i billedet, havde jeg forestillet mig, at jeg nu ville vende tilbage til at lave film, hvor jeg lige så stille kunne forsvinde om bag kameraet igen. Jeg følte ikke, at der var behov for at iscenesætte noget i denne sammenhæng, for på en vis måde var virkeligheden allerede i sig selv en iscenesættelse. Selve bortførelsesscenerne er jo en form for iscenesættelser. Hele dramaet og fortællingen lå allerede indlejret i materialet, så det eneste, jeg behøvede at gøre, var at forsøge at fange det på en filmisk interessant måde."

"Derfor var det oprindeligt min idé bare at følge en far og en søn gennem et helt forløb, fra bortførelsen over opholdet på skolen til deres genforening. Men det kunne jeg simpelthen ikke få til at ske, og derfor måtte jeg løse det på en anden måde. Måske har det også noget at gøre med, at denne historie grundlæggende adskiller sig fra den type historier, jeg plejer at fortælle. Jeg er ikke vant til at halse efter en dramatisk handling med mit kamera. Jeg er vant til at optage film på steder, hvor der ikke sker noget, og hvor selve dét, at der kommer et filmhold anstigende, ideelt set virker som en velkommen adspredelse i hverdagen. På den måde har de fleste af mine film været en leg, både foran og bagved kameraet."

"Det kan man bestemt ikke sige om "I kærlighedens navn". Tværtimod har den været en kamp for overhovedet at få nogen til at stille op."

Intervention
Jon Bang Carlsen iscenesætter en bortførsel i "I kærlighedens navn". Kidnapperne er "virkelige", mens pigen spilles af en skuespiller. Foto: Jon Bang Carlsen

Far-søn-forholdet centralt

Af filmen fremgår det, at de fleste af de institutioner, hvor de unge anbringes, ligger i Utah og drives af mormoner. Kan man sige, at hele fænomenet med bortførelser primært er religiøst betonet?

"Nej, det mener jeg ikke. Grunden til, at de fleste af den type skoler har deres base i det mormon-dominerede Utah, er, at man i den stat har nogle love, som betyder, at forældre har en stærkere retsstilling end andre steder – ikke mindst i forhold til i Californien, hvor mange af klienterne kommer fra. Men selv i Utah er der grænser for, hvor langt man kan gå, så derfor har man faktisk været nødt til at flytte nogle af de strengeste skoler til Mellemamerika, fordi det, der foregår, simpelthen er ulovligt efter amerikansk standard. Men jeg har fra starten valgt, at jeg ikke ville gå efter de hårdeste steder, for det er sådan set ikke selve skolerne, som interesserer mig. Dét, jeg søgte efter, var et far-søn-forhold, hvor faren i bund og grund elskede sin søn og ville ham det godt, men hvor han havde lukket sit univers så meget, at sønnen – for at få lov til selv at definere sin verden – nødvendigvis måtte komme i konflikt med ham."

"Når det er sagt, må jeg sige, at de fleste af de skoler, jeg har besøgt i forbindelse med min research, har været domineret af nogle store, tunge mormon-typer med en, for mig at se, lidt for afklaret idé om, hvad livet handler om. Det er en verden, hvor sådan noget som tvivl og andre besværlige fænomener er totalt fraværende. Og selv om jeg ikke skal udelukke, at der findes gode skoler, må jeg sige, at de fleste af dem, jeg har set, har været grotesk hårde."

Den evige tragikomiske kamp

"Alligevel synes jeg ikke, at det bør være mit ærinde at fordømme dem. Jeg er ikke journalist, og jeg har ikke lavet min film for på nogen måder at fordømme hverken den ene eller den anden part. Jeg vil gerne fortælle den historie, fordi den er et eksempel på den evige tragikomiske kamp, der foregår i enhver familie, nemlig kampen mellem at få lov til at vokse frit og samtidig vedblive at være i en kærlighedssammenhæng."

"Men selvfølgelig er det også sådan, at den amerikanske virkelighed på mange måder er anderledes end eksempelvis den danske. Hvis man som far i Los Angeles oplever, at ens teenagedreng begynder at drifte og forsvinde steder hen, hvor man ikke selv tør færdes, bliver man nødt til at gøre et eller andet. Der er en reel mulighed for, at sådan et barn kan gå til grunde, og så kan man som far ikke bare lade stå til."

"I kærlighedens navn" er produceret af Helle Ulsteen for Kamoli Films og Jon Bang Carlsen for C&C Productions. Filmen blev vist på dokumentarfilmfestivalen IDFA i Amsterdam i programmet Masters, der viser film af etablerede filmkunstnere. Filmen har dansk premiere den 5. december. Køb billet

Trailer

Fakta

Kontakt

Redaktionen:


nyhed
Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail:

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412