Sepideh nu online

STREAMING. Berit Madsens "Sepideh – Drømmen om stjernerne", der netop har haft international premiere på IDFA i Amsterdam, kan ses på Filmstriben og Filmcentralen.

Sepideh vil være astronaut. Hun bruger sine nætter på at udforske universets hemmeligheder, mens hendes familie gør alt for at få hende ned på jorden igen. Der er helt andre krav til en ung iransk kvinde, og hendes planer om at komme på universitetet er i fare. Men Sepideh holder fast i sin drøm. Hun tager kampen op og allierer sig med verdens første kvindelige rumturist, Anousheh Ansari.

"Jeg vil gerne have, at publikum skal dele min fascination af denne her pige, som ikke har plakater af popstjerner på væggene, men billeder af Albert Einstein med stort, gråt, strittende hår," fortæller Berit Madsen i interviewet "Når du ser et stjerneskud".

Filmen fik dansk biografpremiere den 2. oktober og var hovedkonkurrencen på IDFA i sidste uge.

"Sepideh – Drømmen om stjernerne" kan ses hjemmefra på filmstriben.dk med dit bibliotekslogin og til undervisning på filmcentralen.dk med Uni-Login.

Filmen er produceret af Stefan Frost og Henrik Underbjerg for Radiator Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer