Danske premierer uge 6-7

PREMIERE. I denne uge kan du se frem til åbningen på DOXBIO med "Ekspeditionen til verdens ende". Der er tv-premiere på "Me, Myself & Martin Laursen" og biografpremiere på animationsfilmen "Otto er et næsehorn" og dokumentaren "En mors kamp for et normalt liv". De to spillefilm "Kapringen" og "Talenttyven" udkommer på dvd.

Ekspeditionen til verdens ende

DOXBIO 6. februar

"Ekspeditionen til verdens ende" er en film om verdens opståen, menneskets undergang og livets fortsættelse når mennesket ikke er her længere. Rammen om fortællingen er ekspeditionsskibet Activs rejse til verdens fjordsystemer i det nordøstligste Grønland, hvor kun en håndfuld mennesker tidligere har sat deres fod. Ekspeditionen bliver et møde med de mekanismer, der peger hen imod en udvikling, hvor civilisationen vil stå tilbage som et kort tidsglimt mellem to istider. I en gravalvorlig komedie ser Moder Jord på mennesket og hvordan mennesket forvalter sin eksistens på jorden.

Daniel Denciks filosofiske undersøgelse af, hvad der sker, når man sejler til verdens ende åbner DOXBIO 2013 og var også afslutningsfilm på CPH:DOX 2012. Efter premieren vises den i udvalgte biografer.

Filmen er produceret af Michael Haslund-Christensen for Haslund Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Se DOXBIOs omtale

Trailer

 


Me, Myself & Martin Laursen

TV2 6. februar kl. 22.40

me,-myself-&-martin-laursen
Anthony Tullberg undersøger sin tidligere fodboldkarriere. Framegrab

"Me, Myself & Martin Laursen" er instruktør og fodboldspiller Anthony Tullbergs undersøgelse af, hvorfor landsholdspiller og Champions League-vinder Martin Laursen kom så langt, når han ikke selv gjorde.  Det er et kig ind i en fodboldverden, som vi ikke har set før. Anthony udspørger verdensberømte fodboldspillere om Martins styrker og svagheder og indser til sidst, at det ikke kun er teknik og boldtalent, der baner vejen til stjernerne.

I filmen medvirker en række danske og internationale fodboldspillere.

Anthony Tullbergs dokumentar er produceret af Nynne Marie Selin Eidnes for First Lady Film i samarbejde med New Danish Screen ved Det Danske Filminstitut.

 


Otto er et næsehorn

Biografpremiere 7. februar

otto_er_et_næsehorn
Topper og hans magiske tegning. Framegrab

Topper finder en magisk blyant, og da han en dag tegner et næsehorn på væggen i stuen, bliver det levende. Topper og hans ven Viggo må nu gøre alt for at holde næsehornet Otto skjult for de voksne, men da de voksne endelig afslører hemmeligheden, vil de også gerne bruge magien.

Kenneth Kainz' "Otto er et næsehorn" er en animationsfilm, der kan opleves både i 2D og 3D. Lasse Kamper, Lars Brygmann, Bodil Jørgensen m.fl. lægger stemmer til.

Filmen er produceret af Nina Crone og Erik Wilstrup for Crone Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer 

 


En mors kamp for et normalt liv

Biografvisning 9. februar kl. 10.00
DR1 14. februar kl. 20.30


Stine og Cecilie. Framegrab

En mor til et kræftsygt barn kæmper for at opretholde en normal tilværelse for sin familie. Stine på 37 år er enlig mor til tre piger. Hendes datter Cecilie på 11 år har kræft og har haft det siden hun var tre år gammel. Cecilie har levet sit halve liv på Rigshospitalet og Stine med hende. Stine kæmper på alle fronter i et ubærligt kaos. Samtidig insisterer hun på at opretholde en slags hverdag for alle sine tre børn. Filmen følger familiens liv, både i hjemmet og på hospitalet, gennem de seneste to år.

Premierevisningen er i Grand Teatret i København den 9. februar, hvor Bubber, ambassadør for Børnecancerfonden, er vært. Filmen vises kun denne ene gang i biografen og billetindtægten går ubeskåret til Børnecancerfonden.

"En mors kamp for et normalt liv" har tv-premiere den 14. februar på DR1. Den udkommer senere på dvd og VoD og kan ses på Filmstriben fra den 1. marts.

Filmen er instrueret af Mikala Krogh og produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentary med støtte fra Det Danske Filminstitut.

 


Kapringen

På dvd 12. februar

kapringen3
Søren Malling er nomineret til både en Bodil og en Robert for sin hovedrolle i "Kapringen". Foto: Magnus Nordenhof Jøhnk

Fragtskibet MV Rozen er på vej mod havn, da det bordes og kapres af pirater i Det Indiske Ocean. Ombord er to danske sømænd, skibskokken Mikkel og maskinmesteren Jan, der bliver taget som gidsler i et kynisk spil om liv og død. For med kravet om en løsesum på millioner af dollars udløses et psykologisk drama mellem den danske skibsreder og de somaliske pirater.

"Kapringen" har vundet flotte internationale priser og er herhjemme nomineret til 4 Bodil og 12 Robert-priser, bl.a. i kategorien Årets film og for Søren Malling og Pilou Asbæks skuespilpræstationer.

Filmen er instrueret af Tobias Lindholm og produceret af Tomas Radoor og René Ezra for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer

 

 


Talenttyven

På dvd 12. februar

Talenttyven-af-Christian-Ge
Jonatan Spangs spillefilmsdebut "Talenttyven". Foto: Jens Juncker-Jensen

Ved et tilfælde opdager den fallerede popstjerne Mark, at hans kæreste Laura faktisk har langt større talent end ham selv, og magtbalancen i forholdet er for altid ændret. Laura, der altid har stået i skyggen af kærestens musikkarriere, oplever succes på jobbet og får fornyet selvtillid. Dette er bestemt ikke noget, der passer ind i Marks planer og i desperation for at få karrieren tilbage på sporet og genoprette hierarkiet i parforholdet, prøver han at stjæle hendes helt unikke talent.

I hovedrollerne ses Mille Hoffmeyer Lehfeldt og Casper Crump og desuden medvirker bl.a. Frank Hvam, Mille Dinesen og Birthe Neumann.

"Talenttyven" er Jonatan Spangs debut som spillefilmsinstruktør. Filmen er produceret af Bo Ehrhardt for Nimbus Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer

 


Premierer på Filmstriben i ugen der gik:

Mit Afghanistan

1_Framegrab_checkpoint
Afghansk soldat. Foto: Henrik Bohn Ipsen.

Nagieb Khaja er dansk journalist med afghanske rødder. Han mener, at Vesten træffer beslutninger om Afghanistan baseret på dyb uvidenhed om landet og dets indbyggere. Nagieb drog afsted med 30 mobiltelefon og bad civile afghanere filme sig selv. Vi ser det liv, der leves hvor vestlige medier ikke tør kommer, med glæder og sorger, sejre og nederlag. Alt det, der er forbundet med at leve i krigens skygge - hvad enten man er teenager med drømme for fremtiden, er aktiv i kampen mod korruption i lokalsamfundet, eller familieoverhoved med ansvar for alles overlevelse.

Til filmen er der også lavet et stort undervisningssite, hvor danske studerende kan stille spørgsmål til afghanere. www.myafghanistan.dk

"Mit Afghanistan" er produceret af Lise Lense-Møller og Henrik Grunnet for Magic Hour Films og Grunnet Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Se "Mit Afghanistan" på Filmstriben

En detektiv i provinsen 1-3

Detektiven-450
Christoffer Dreyer som detektiv i Gedser. Framegrab

Filminstruktøren Christoffer Dreyer har altid drømt om at blive detektiv. Da han finder ud af, at den lille by Gedser i Udkantsdanmark er så præget af offentlige nedskæringer, at tilmed den lokale politistation er lukket, har han ideen til sin nye film. Han drager til Gedser, Danmarks sydligste by, for at åbne sit eget detektivbureau. For her må være masser af sager, der bare venter på at blive opklaret.

"En detektiv i provinsen" findes som serie i tre dele på Filmstriben. Filmen er produceret af Mette Mailand med støtte fra New Danish Screen ved Det Danske Filminstitut.

Læs mere i Konspiration i Udkantsdanmark

Se "En detektiv i provinsen" på Filmstriben