Et skud for demokratiet

INTERVIEW. Med "Skytten" sigter Annette K. Olesen, der ellers er bedst kendt for sine emotionelle dramaer, for første gang på den politiske thriller. Mens "Borgen" lærte hende en hel del om at arbejde med et politisk plot, udfordrer hun samtidig genren med sin nye film, der minder os om, hvor skrøbeligt demokratiet i grunden er. Se "Skytten" i biografen fra 28. februar.

Skytten-Kim-Bodnia-2

Foto: Mike Kollöffel

Den danske regering har indgået en aftale med USA om at bore efter olie i Nordøstgrønland. Regeringen, der ellers er gået til valg på en grøn klimapolitik, forsøger nu at sælge ideen til befolkningen som et miljøvenligt tiltag. Journalist og politisk kommentator Mia Moesgaard, spillet af Trine Dyrholm, kritiserer imidlertid regeringen for løftebrud, og før hun ved af det, er hun involveret i en politisk aktivists kamp for at afværge aftalen og få politikerne til at stå fast ved deres valgløfter.

Historien i "Skytten" kunne meget vel udspille sig i dag. I en tid, hvor politisk aktivisme, terror, klimaforandringer og efterspørgsel på olie præger den globale dagsorden, er et plot som det, Annette K. Olesen præsenterer os for i sin nye film, aldeles højaktuelt.

Fra persondrama til politisk thriller

For Olesen markerer filmen et regulært genreskift. Mens den prisbelønnede instruktør i sine tidligere film primært har beskæftiget sig med, hvad hun selv kalder "ligeud-af-landevejen realistiske historier", centreret omkring det personbårne, emotionelle drama som i "Små ulykker", "Forbrydelser" og "Lille Soldat, er "Skytten" en genrefilm – en politisk thriller om magt, penge, olie, etik og idealisme. Journalisten Mia Moesgaard skal beslutte, om hun vil dække over skytten, hvis sag hun i grunden støtter. Men i takt med, at hans metoder bliver stadig mere ekstreme, bliver hendes involvering problematisk, såvel etisk som retsligt.

En del af opvarmningen til "Skytten" foretog Annette K. Olesen uden at vide det i 2010, da hun instruerede fire afsnit af DR's politiske dramaserie "Borgen". I arbejdet med tv-serien lærte Olesen at balancere mellem politisk substans og karakterernes personlige sideplots:

"Jeg lærte, hvad man har brug for at fortælle for at sætte et politisk plot i søen. Hvad det præcis er for nogle ting, der skal siges, for at det bliver troværdigt, uden at man dyrker det politiske så meget, at man mister den del af publikum, som ikke orker for meget tør politik-snak," lyder det fra Olesen, der erkender, at hendes politiske engagement nemt kunne have taget overhånd i arbejdet med "Skytten", hvis det ikke havde været for erfaringerne fra "Borgen".

"Jeg kunne nok godt have nørdet mere ud – lavet en masse politico-snak i stil med 'West Wing'. Og så var det godt at huske på, at det er det emotionelle stof i historien, som inviterer indenfor, og som publikum kan relatere til."

Ligesom med Borgen var det en spændende udfordring for instruktøren at gå ind i et univers, der var defineret på forhånd.

"Øvelsen med 'Skytten' var at gå ind i et politisk thrillerunivers og se, hvordan jeg kunne udtrykke mig inden for genrens rammer, men også hvornår det var sjovt at tviste konventionerne."

For inspiration har Olesen både skævet til ældre film som den svenske instruktør Bo Widerbergs thriller "Manden på taget" fra 1976 og til nyere, mere skarptskårne actionthrillers som de amerikanske Bourne-film. Hvor det i førstnævnte primært er karaktererne, der driver fortællingen frem, er film som "The Bourne Identity" placeret i den anden ende af spektret med sit hæsblæsende, plotbårne handlingsforløb og med budgetter, der er mange gange større end et dansk filmbudget. Under optagelserne opfandt Olesen og hendes hold derfor begrebet "Wider-Bourne":

"Vi spurgte hele tiden os selv, hvordan vi kunne gradbøje thriller-genren og fortælle med karaktererne – men stadig have en actionfilm som Bourne for øje. Det handlede om at prioritere: Hvor er det, vi skal lægge de dyre produktionspenge? Det har faktisk været skidesjovt," lyder det fra instruktøren, der blandt andet skiftede planen om at optage en vild og bekostelig biljagt gennem Københavns gader ud med en intens, adrenalinfremkaldende scene, spillet frem af Trine Dyrholm, der har mistanke om, at hun bliver forfulgt.

Sympatisk aktivist

Manden, der er optændt af sagen – ham, der trykker på aftrækkeren i "Skytten" – er en kompleks karakter. Legemliggjort af Kim Bodnia er han på den ene side meget almindelig, ja helt menneskelig, og på den anden side går han til ekstremer for en sag, som egentlig er sympatisk nok, men som de fleste ville foretrække løst på demokratisk vis. Problemet er bare, at fortællingens politikere svigter, forklarer Olesen, der har lagt mange overvejelser i udviklingen af skyttens karakter.

"Der er jo ingen tvivl om, at hans sag er god. Han har givet sin stemme til en regering, der nu svigter det løfte, de har givet ham."

Overraskende nok har filmens oprindelige manuskript 35 år på bagen. Det blev skrevet af Anders Bodelsen i 1977 – før Palmemord, 11. september, terrortrusler og skoleskyderier – og filmatiseret med Jens Okking i hovedrollen som skydegal atomkraftmodstander. Dengang var debatten om atomkraft på sit højeste, mens selve tanken om en utilregnelig snigskytte med fingeren løst placeret på aftrækkeren derimod var anderledes grebet ud af den blå luft.

Derfor er plottet, der folder sig ud i "Skytten", foruroligende mere realistisk i dag end dengang, det blev skrevet.

"I den gamle udgave af 'Skytten' er det helt tydeligt, at det er en leg. Det er noget, holdet bag filmen fantaserer sig til, det er for sjov. Et tænkt scenario, der ikke var i nærheden af at være virkeligt. Og det har vi været nødt til at tage højde for i vores version af historien: At det skal genfortælles i en virkelighed, hvor det i allerhøjeste grad er alvor, og at det ikke er sådan noget, man fifler rundt med for sjov," siger instruktøren.

"Så det var vigtigt for mig, at skytten var målrettet. At han ikke var en mad man, som plaffede løs omkring sig."

Det var ikke mindst for at gøre hovedpersonen, journalisten Mias delvise alliance med ham troværdig: "Det er jo Mia, vi oplever det igennem. Og min vurdering var, at hun – som publikum skal respektere som en dygtig journalist – ikke et sekund ville overveje at bygge en relation op til et menneske, som skyder vildt omkring sig."

Sårbart demokrati

Da Olesen og manuskriptforfatter Åke Sandgren begyndte arbejdet med det gamle manuskript, var olieboringer i Grønland en by i Rusland for de fleste danskere.

"Man skal ikke ret langt tilbage, før ingen havde nogen fornemmelse af, at Arktis ville blive et strategisk og økonomisk centrum."

I dag er det de færreste, der er i tvivl om Grønlands nøglerolle i debatten om brændstofressourcer og klima. Et emne, som vi ifølge instruktøren skylder at give mere opmærksomhed.

"Jeg kunne godt tænke mig, at hele klimadiskussionen fyldte mere. Jeg oplever det som dybt, dybt alvorligt. Og når jeg kigger på mine tre børn, tænker jeg da, at det kommer hele deres liv til at handle om."

Og så serverer hun en kommentar, der i filmen udgør skyttens centrale argument: "Verden er blevet et meget lille sted, og det hele hænger sammen. Vi kan ikke lade være med at tage ansvar for, hvad der sker på den anden side af jorden længere. Og med de risici, vi velvilligt løber – i dette tilfælde forbruget af fossile brændstoffer – udsætter vi andre mennesker for smerte og ulykke og død. Og det kan vi ikke lukke øjnene for."

Men det gør vi, og det er kimen til problemet, og det, der i filmen gør, at Mia, som selv har en fortid som politisk aktivist, kan identificere sig med skyttens tankesæt, pointerer Olesen:

"Filmens diskussion handler jo om, dels hvor sårbart demokratiet er, dels hvor langt man skal forsvare et demokrati, der ikke lever op til sine demokratiske forpligtelser."

Som skytten retorisk spørger Mia under et af deres hemmelige møder: "Hvis jeg kan redde tusinder, er det jeg gør så forkert?"

Med "Skytten" stiller Annette K. Olesen os over for endnu et etisk dilemma. Denne gang er det hele verdenssamfundet, der skal tage stilling.

Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM Berlin Issue, februar 2013.

Fakta

Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412