Se, et næsehorn!

INTERVIEW. Biografaktuelle "Otto er et næsehorn" handler om drengen Topper, der savner sin far, men i stedet tegner et næsehorn, der bliver levende. Børn er tapre og konstruktive i deres måde at bruge fantasien på, siger instruktør Kenneth Kainz, der er fascineret af idérigdommen i Ole Lund Kirkegaards skæve univers.

Topper synes, det er kedeligt at have sommerferie. Han savner sin far, der sejler rundt på de syv have. Han kan ikke hitte ud af den søde pige Sille. Og hans bedste ven Viggo skal hele tiden hjælpe sin bedrevidende far, hr. Løwe, hjemme på cafeen i det røde hus, hvor Topper bor øverst med sin mor.

"Børn er mindre forudindtagede end voksne. De er bedre til at være i nuet." Kenneth Kainz

En dag finder Topper en magisk blyant, og da han tegner et stort næsehorn på væggen, bliver det levende! Mens Topper og Viggo prøver at mætte næsehornet, som de døber Otto, med rugbrød og rød sodavand, inden det spiser alle møblerne, forsøger hr. Løwe at overbevise de lokale myndigheder om, at de skal komme og fjerne det store trampende dyr, der forstyrrer freden i hele ejendommen.

Fantastiske tanker

"Jeg var tiltrukket af temaet om længsel og savn: At beskrive en dreng, der dækker savnet efter sin far med sin fantasi. Børn er meget tapre. Topper sætter sig ikke ned og tuder, han går ud og finder ting. Hans måde at bruge fantasien på er forbilledlig, fordi han er så konstruktiv og handlekraftig," siger instruktøren Kenneth Kainz, der selv blev fortryllet af Ole Lund Kirkegaards fantasifulde univers som barn.

"Jeg husker eventyrligheden og den særlige identifikation med hovedpersonerne. Jeg ønskede bare at være sådan en dreng, der tænkte de her fantastiske tanker og havde den idérigdom," fortæller instruktøren.

Som det er med alt godt i verden, kan et overdrevent forbrug af fantasi dog også være skadeligt.

"Fantasi er et rum, hvori man skal fare med lempe. Det kan være en trøst, men hvis det bliver et rum, man gemmer sig i, er det ikke sundt. Så er det virkelighedsflugt. For Topper er det en balance. Ved at gøre næsehornet til genstand for al sin kærlighed og erstatning for faren, beskytter han sig selv fra at blive ked af det."

Børn ser muligheder

"'Otto er et næsehorn' er i den grad en historie på børnenes præmisser," siger Kainz, der sammen med manuskriptforfatter Rune Schjøtt har udviklet Ole Lund Kirkegaards historie til en spillefilm.

"Børnene holder sammen mod de voksne og overvinder de fordomsfulde voksnes frygt for det ukendte en for en: Først hr. Holm, så politimesteren og til sidst hr. Løwe får øjnene op for, at det besværlige dyr, der står i vejen for alle deres voksenplaner, giver dem mulighed for at ændre tankesæt og livsbane."

"Børn er mindre forudindtagede end voksne. De er bedre til at være i nuet, og de konsekvensberegner ikke på samme måde. Når børn ser et næsehorn, siger de, 'Se, et næsehorn!', mens de voksne siger, 'Åh nej, et næsehorn…'.  Børn ser muligheder, mens voksne ser begrænsninger. Det er de to tankesæt, jeg synes er fascinerende ved historien."

"Historien er fortalt fra Toppers perspektiv, og jeg var ikke interesseret i at fortælle om de voksnes parforholdsproblemer. Jeg tænker selv om Toppers far: 'Hold kæft et røvhul, der ikke er der for sin søn.' Men børn bærer ikke nag på den måde. De tænker bare, at det er fantastisk, at far er hjemme. Det er først, når børnene bliver voksne og ser tilbage på deres barndom ud fra et voksent tankesæt, at det går op for dem, at de er blevet svigtet."

"Otto er et næsehorn" havde premiere den 7. februar.

Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM Berlin Issue, februar 2013.

Læs også om producer Nina Crones tre yndlingsscener