To brødre

CANNES 2013. Den islandske natur danner rammen om Guðmundur Arnar Guðmundssons fortælling om to brødre og det stærke bånd, de knytter efter en skelsættende hændelse. Med støtte fra Det Danske Filminstituts Filmværksted blev "Hvalfjord" klar til Cannes' kortfilmkonkurrence, fortæller instruktør og producer til Kristoffer Hegnsvad.

"Det er første gang, at jeg har turdet forfølge min egen vision fuldstændigt. Stole på min egen mavefornemmelse. Og det tror jeg har skabt en meget bedre film," siger 31-årige Guðmundur Arnar Guðmundsson, der har instrueret "Hvalfjord", som er udtaget til hovedkonkurrencen for kortfilm i Cannes.

"Hvalfjord" foregår på en afsides beliggende gård i Island og følger en syvårig dreng, der ved et tilfælde afbryder sin storebror i et selvmordsforsøg. Storebroren får ham til at love ikke at fortælle forældrene om det, og filmen udforsker de to brødres forhold efterfølgende.

Om Film- værkstedet

"Hvalfjord" har modtaget en såkaldt færdiggørelsesstøtte fra Det Danske Filminstituts Filmværksted, en støtteordning til kunstnerisk lovende film, der enten er vokset i længde og ambition på Filmværkstedet, eller som er startet uden støtte fra DFI overhovedet (som "Hvalfjord"). Man kan søge penge og teknisk støtte, og man skal komme med et 1. gennemklip og en distributionsaftale.

Filmværkstedet har som sit overordnede formål at fremme talentudvikling og professionelt eksperimenterende filmkunst. Her har unge eller eksperimenterende filmskabere mulighed for at prøve sig selv eller nye ideer af uden for de normale kommercielle kanaler.

Mere end 1000 personer har siden etableringen i 1970 instrueret et filmisk værk, og der er produceret over 1300 selvstændige værker. Årligt gives der støtte til cirka 50 produktioner.

"Det er en meget personlig historie," fortæller Guðmundsson, der selv voksede op i en lille fiskerby på Island. "Livet der kunne være på en gang smukt og hårdt. Jeg havde en ven, der var få år ældre end mig, som jeg betragtede som en bror, der senere tog sit eget liv."

"Min intention med 'Hvalfjord' var at lave en film om det stærke bånd mellem to brødre. Jeg ønskede at dykke ned i brødrenes liv og se, hvordan deres opvækst og omgivelser påvirker dem. Jeg holder meget af at lave film om børn og unge, da netop disse år får livet til at stå frem på en meget klar, smuk og nogle gange barsk måde," siger Guðmundsson, der bruger billeder af de barske naturlandskaber til at udtrykke de unge drenges indre storme og følelser af isolation.

Støtte til at afslutte filmen

Guðmundur Arnar Guðmundsson er islandsk, men har boet i Danmark de seneste fem år, og filmen er støttet af Filmværkstedet på Det Danske Filminstitut, hvor han også har fået støtte til et andet projekt, kortfilmen "Artun". Til "Hvalfjord" var der tale om færdiggørelsesstøtte til at afslutte filmen, som han allerede selv havde optaget på Island.

Der er flere danskere tilknyttet produktionen, blandet andet koproduceren Jacob Oliver Krarup. Han fremhæver Filmværkstedets særlige rolle i dansk film:

"Vi havde ikke kunnet lave 'Hvalfjord' færdiguden Filmværkstedet. De har hjulpet med udstyr, netværk og økonomisk støtte til postproduktion," siger Krarup, der mener, at Filmværkstedet er en central del af den danske filmbranche. "Det er et vigtigt talentudviklingssted, hvor man i princippet kan komme ind fra gaden med en god idé og få hjælp til at sætte den i produktion," siger produceren.

Modne sin fortællerstemme

Det er Guðmundur Arnar Guðmundsson en af dem, der har nydt godt af. Han har ikke gået på Den Danske Filmskole, men er uddannet billedkunstner, der har søgt mod filmbranchen, hvor han nu har arbejdet de seneste otte år. Han har nydt at kunne modne sin fortællerstemme i arbejdet med "Artun" og "Hvalfjord", og her har Filmværkstedet hjulpet til, fordi der er råd til at fejle. Det gør, at man tør stole fuldt og fast på sin egen mavefornemmelse.

"Det er en god ting for unge filmskabere. Når man accepterer, at det kan blive en total fiasko, så bliver det lettere at tage en chance og træffe sit eget stærke valg. Jeg tror, at Filmværkstedet er en af grundene til, at der er så mange filmtalenter i Danmark. I Island har vi ikke noget tilsvarende, og det gør det vanskeligt at få lov til at komme igennem med et første projekt. Her kan man derimod udfordre sig selv og tage det næste skridt i sin karriere," siger Guðmundsson, der er klar til at lave større projekter.

"Jeg håber, at jeg vinder i Cannes, selvfølgelig, men jeg glæder mig også til at møde andre filmskabere og skabe nye kontakter, som kan hjælpe mig videre. Jeg er i fuld gang med at skrive manuskript til en spillefilm, der også er en coming-of-age historie. Nu mangler vi bare kommercielle partnere."

Artiklen har været bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM Cannes Issue 2013.