Premierer på Filmstriben

PREMIERE. Dokumentaren "Det skinbarlige øje", der portrætterer maler Michael Kvium, og to ungdoms- og fiktionsfilm "Afterparty" og "Hemmeligheden" er udgivet på Filmstriben. "Hemmeligheden" er samtidig produceret som tv-serie, der er tilgængelig på Filmstriben og Filmcentralen.

Det skinbarlige øje

"Det skinbarlige øje" er et medrivende og poetisk indblik i alle aspekter af den kunstneriske skabelsesproces. En fortælling om alle de overvejelser, overmalinger og overstregninger, der går forud for det værk, vi ser på museets væg. Instruktør Peter Klitgaard har de seneste 3 år filmet Michael Kvium i hans atelier. Det er blevet til mere end 30 timers optagelser, hvor vi ser værkerne blive til. Materialet er klippet ned til en film på 1 time med fokus på den kunstneriske proces. Filmen skildrer, hvordan tanker og idéer bliver til titler, skitser og tegninger for til sidst at ende på lærredet som malerier. Ved at følge processen og tilblivelsen af værkerne indvier filmen os i de personlige og kunsthistoriske lag, der ligger til grund for Michael Kviums malerier.

Dokumentaren er instrueret af Peter Klitgaard og produceret af Dino Raymond Hansen for Opus Film med lanceringsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Se filmen på filmstriben.dk

Afterparty

Afterparty

En ung pige ankommer til en park. Hun synes at være på vej til fest, men noget forfølger hende. Da hun ankommer, er stedet øde og forladt. Noget forfærdeligt er hændt her, men pigen er fast besluttet på at konfrontere fortiden.

Kortfilmen er instrueret af David Adam og produceret af Siri Dynesen for Alphaville Pictures Copenhagen med støtte fra New Danish Screen.

Se filmen på filmstriben.dk

Hemmeligheden

hemmeligheden-Karina-Tengbe

De tre søskende Donna på 16, Rianne på 14 og Plet på 11 år bor sammen med deres mor på et husmandssted i en kirsebærplantage. En iskold januar morgen finder de mor liggende død på køkkengulvet. I hånden har hun 4 billetter til Barbados. Børnene beslutter at holde dødsfaldet hemmeligt og lægger hende i spisekammeret, hvor der er rigtig koldt. Men det er krævende at holde facaden, når kammerater, kærester, naboen Flejnert og det store samfund hele tiden trænger sig på. De 3 børn finder også ud af, at mor havde en hel del hemmeligheder, og noget kunne tyde på, at hendes kaotiske og kærlighedsfyldte liv som dansktopsangerinde, kirsebæravler og hjemmegående husmor ikke var hele sandheden.

"Hemmeligheden" er også produceret som en tv-serie med fire afsnit. Tv-serien kan ses hjemmefra på filmstriben.dk med dit biblioteks-login og til undervisning på filmcentralen.dk med dit Uni-Login.

Spillefilmen er instrueret af Morten Køhlert og produceret af Morten Kaufmann for Toolbox Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Tags: