Peter Plaugborg vinder i Montreal

PRISER. Peter Plaugborg vandt prisen som Bedste Mandlige Skuespiller for sin rolle i Simon Stahos "Miraklet", som havde verdenspremiere på Montreal World Film Festival.

Simon Stahos kærlighedsdrama "Miraklet" med Peter Plaugborg, Sonja Richter og Ulrich Thomsen i hovedrollerne har netop haft verdenspremiere i hovedprogrammet på Montreal World Film Festival, og filmen er kommet flot fra start. Således har Peter Plaugborg vundet prisen for Bedste Mandlige Skuespiller for sin præstation som den stærkt troende ægtemand og præst Erik.

Peter Plaugborg var ikke selv i Montreal for at modtage prisen, da han netop har startet optagelser til Christina Rosendahls "Idealisten".

Montreal

Montreal World Film Festival er en af Nordamerikas vigtigste og ældste festivaler, og FIAPF (International Federation of Film Producers Associations) klassificerer den som én af 14 A-festival på linje med festivalerne i Cannes, Berlin og Venedig.

Festivalen løber fra den 22. august til den 2. september.

Montreal World Film Festival

FIAPF: De 14 A-festivaler 

I 2011 modtog han en Robert-pris for bedste mandlige birolle for hans rolle i Thomas Vinterbergs "Submarino". Derudover har han to gange været nomineret til en Reumert, og sidste år var han nomineret til Lauritzen prisen. Peter Plaugborg er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2007, og imellem 2008 og 2012 var han fastansat på Det Kongelige Teater.

Handling

I "Miraklet" befinder vi os i et lille puritansk landsbysamfund. Engang var Johanna egnens bedste danser. Men det er 25 år siden, og i dag sidder hun lænket til en kørestol og lever et lidenskabsløst liv med sin mand, den stærkt troende præst Erik og deres søn, som hun elsker højere end alt andet. Hendes liv rystes imidlertid, da hun en dag står ansigt til ansigt med den eneste mand hun nogensinde har næret ægte kærlighed til - hendes tidligere dansepartner Jakob, der vender tilbage til barndomsbyen for første gang i en menneskealder. Følelserne blusser op igen, og med ét står Johanna overfor et umuligt valg: Hun må vælge mellem sin familie og den mand hun elsker. "Miraklet" er et trekantsdrama om kærlighedens magt og troens galskab, om fortrængte længsler og dansens helende kraft.

"Miraklet" er produceret af Jonas Frederiksen for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut og distribueres af SF Film.

Der er forventet dansk premiere 6. marts 2014.