Dansk film har en markedsandel på 25 %

ANALYSE. Det samlede biografmarked er i årets første seks måneder faldet 15 % sammenlignet med samme periode sidste år. Den danske markedsandel ligger fortsat højt.

Første halvår har ikke været lutter succes for biograferne, hvor der er solgt 5,6 mio. billetter, hvilket er 15 % færre end sidste år og tillige en del lavere end niveauet i de seneste fem år.

Mens de amerikanske film i år ser ud til at have stabiliseret billetsalget efter fire år med faldende salg hvert år, er billetsalget til både danske og europæiske film en del under niveauet fra de seneste år. Vi skal tilbage til 2010 for at finde et første halvår med færre solgte billetter til danske film. Dansk film har dog opretholdt en generelt pæn markedsandel på 25 %.

Lanceringschef på DFI, Lars Langballe ser frem et efterår fyldt med gode danske filmoplevelser:

"Allerede den 28. august lukker Biografklub Danmark op med Niels Arden Oplevs "Kapgang", og i efterårsferien kan børnefamilierne igen møde "Krummerne". Her kommer også den anden film i serien om Carl Mørck fra Jussi Adler Olsens bestsellerbog – "Fasandræberne".  Derudover kan vi glæde os til Bille Augusts "Stille hjerte", Hella Joofs "All Inclusive" og naturligvis et gensyn med hele Danmarks superhelt Antboy i "Anboy 2".

Vi krydser fingre for et stort publikum til de danske film i efteråret, og dermed fastholdelse af den flotte markedsandel som dansk film historisk set har udmærket sig med".

Se listen over kommende danske biograffilm.


Top 10 film – første halvår 2014

Premiere Titel Land Billetsalg i 2014 Billetter i alt siden premieren
06.02.2014 Klassefesten 2 - Begravelsen DK 604.364 604.364
25.12.2013 Frost US 292.862 555.789
06.02.2014 Far til fire - Onkel Sofus vender tilbage DK 285.786 285.786
09.01.2014 The Wolf of Wall Street US 246.373 246.373
06.02.2014 LEGO Filmen - Et klodset Eventyr US 216.539 216.539
20.02.2014 12 Years a Slave US 198.546 198.546
10.04.2014 Rio 2 US 172.217 172.217
24.04.2014 En du elsker DK 165.293 165.293
20.03.2014 Monica Z SE 159.415 159.415
22.05.2014 X-Men: Days of Future Past US 153.405 153.405


Kilde: FAFID.

Tags: