Nordic Twilight-gru spreder sig

NORDIC TWILIGHT. En nordisk tendens med international appel griber om sig på film og tv. Folk med film i blodet og hang til uhygge bør holde sig til, når Filmværkstedets opsøgende Nordic Twilight-projekt skydes i gang.

Da en yndig vampyrpige i 2008 dukkede op midt i den stærke nordiske tradition for socialrealistiske ungdomsfilm, tog flere af hovedingredienserne i det, der skulle blive kendt som Nordic Twilight, form. Filmen var naturligvis den svenske "Lad den rette komme ind", og den dristige genreblanding blev en stor succes.

Siden er vi herhjemme kommet godt med i Nordic Twilight-sammenhæng, blandt andet i form af varulvefilmen "Når dyrene drømmer" og teenagehorror-serien "Heartless" – og med monster- og zombietitler som "Dannys dommedag" og "Sorgenfri" på vej.

Betegnelsen Nordic Twilight dækker altså over gyserfilm eller -serier med et nordisk anstrøg. I branchebladet Variety sætter filmkonsulent ved DFI, Rasmus Horskjær, blandt andet disse ord på den særlige Nordiske gyservariant: "De er ikke lavet på Hollywood-måden. De er langsommere, mærkeligere og kunstneriske – de blander genrefilmens koder med traditionelle europæiske kunstfilmelementer og den skandinaviske tradition for socialrealisme."

I samme artikel citeres Cecile Gaget, der er chef for internationalt salg i det franske selskab Gaumont, som er "Når dyrene drømmers" internationale salgsagent. Gaget har følgende at sige om skandinavisk genrefilm: "Skarp, overraskende, foruroligende, visuelt unik. Med modet til at være politisk ukorrekt i de relationer, den skildrer".

Nytænkning og klassiske dyder

I løbet af juni og august sætter Filmværkstedet over hele landet spot på Nordic Twilight og genrefilm som f.eks. zombiedramaet, science fiction og vampyrfortællingen. Vækstlagets kreative sjæle inviteres til at pitche deres idé, og de udvalgte projekter støttes med op til 100.000 kr.

I det tidlige efterår afholdes seminarer og workshops, hvor stærke kræfter fra ind- og udland såsom instruktører, manusforfattere, special effects-folk og production designere vil udvide deltagernes gysergenrehorisont.

Det særligt nordiske gys skal findes via nytænkning, innovation og vildskab, og Filmværkstedet opfordrer deltagerne til at sigte højt, hvad angår originalitet og teknisk udførelse. Det vigtigste er dog de klassiske kvaliteter: "Først og fremmest skal historie, konflikt, drama og karakterarbejdet fungere. Vi ønsker ikke genre for genrens skyld. Vi ønsker at se de overnaturlige fortælleelementer brugt til at styrke 'den gode historie', og tilføre filmen det, der kan gøre den til … kunst."

Internationalt er interessen for Nordic Twilight stor: Frisk hjemvendt fra filmfestival i Sydney er "Når dyrene drømmer" blevet udtaget til München International Film Festival. Og snart går turen til Sydkorea og Asiens største genrefilmfestival, Puchon. En efterspørgsel, som måske kan give vordende danske filmmagere endnu mere blod på tanden.

Læs mere om "Når dyrene drømmers" internationale succes.

Læs om Filmværkstedets Nordic Twilight-projekts regler, deadlines m.m.