"Altid er jeg blevet mødt med reaktionen: 'Ja, det er meget godt, hr. Carlsen, men 'Sult' var nu bedre.'"
Udtalelsen er typisk for privatpersonen Henning Carlsens humoristiske og jordnære klarsyn.
Den jyske jævnhed lå ikke den tidligere ålborgenser fjernt, når han fortalte sine altid farve- og lærerige historier fra et langt, omtumlet filmliv – hvad enten det var i personligt samvær eller i den læseværdige, meget åbenhjertige erindringsbog "Mit livs fortrængninger".
Men bag det milde mæle var der også skarphed, både af analytisk og emotionel art. En jernnæve i fløjlshandske.
Carlsens antihelte: enspændere og outsidere
Gennem et halvt århundrede var Henning Carlsen en ener i dansk film, og det kan ikke overraske, at hans foretrukne hovedpersonerer udprægede enspændere og outsidere. Utilpassede mænd, ofte i clinch med en uforstående omverden, stolte, hyperfølsomme og ofte med et mildt sagt problematisk forhold til kvinder.
Carlsen spillefilmdebuterede i 1960'erne, hans mest produktive tiår, og jeg tror, at man selv skal have oplevet datidens produktionsmiljø med dets utallige spændetrøjer af fjottet folkelighed for til fulde at værdsætte, hvor eventyrlystent og modigt Carlsen gik mod strømmen og optog personlige film på egne vilkår.
Han blev eventyreren frem for nogen blandt danske instruktører, en energisk vovehals fuld af socialt engagement og appetit på fremmede scenerier og nærmest selvmorderiske styrkeprøver.
Han stod til søs
Carlsen optog sin spillefilmdebut "Dilemma" (1962) illegalt i det apartheid-sønderrevne Sydafrika, et vovestykke af de sjældne.
Mesterstykket "Sult" (1966) blev lavet i Oslo som dansk-svensk-norsk koproduktion – et dengang interskandinavisk kup.
Han tog til Rio de Janeiro for at forløse Jens August Schades erotiske fantasier i "Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet" (1967). Og han stod i enhver henseende til søs i den stort anlagte Sandemose-film "Klabautermanden" (1969), også en dansk-svensk-norsk koproduktion.
Med den fransksprogede "En lykkelig skilsmisse" (1975) indledte han Cannes Festivalen samme år. Filmen er en dansk-fransk koproduktion, optaget i Frankrig og med medvirken af flere af landets stjerner. Et gallisk samarbejde, der blev genoptaget på Gauguin-filmen "Oviri" (1986) med Jean-Claude Carrière som manuskriptforfatter og Donald Sutherland i titelrollen.
Og selv da Carlsen var kommet godt op i firserne, blev han ikke roligt hjemme og passede sin have, men måtte til Mexico for at optage sin filmatisering af Gabriel García Márquez' "Erindring om mine bedrøvelige ludere" (2012). Den gjorde feminister både ude og hjemme hvidglødende, men kan sagtens ses som et dristigt egensindigt og fantasi-gennemtrængt indblik i alderdom, seksualitet og død.
Alt dette satte Carlsen vel at mærke i værk uden at være hus-instruktør på nogen af de store kapitalstærke produktionsselskaber. Han lagde altid selv hovedet på blokken som sin egen producent, og trods lange produktionspauser i de senere år slap han fra det med sit filmkunstneriske liv i behold – egentlig mirakuløst, for mange af hans film var langt fra utvetydige anmeldersucceser og da slet ikke økonomiske hits.
Sult: Da alt lykkedes
Alt faldt i hak, da Carlsen lavede sit mesterværk "Sult".
Hans oprindeligt valgte hovedrolleskuespiller Per Myrberg meldte afbud, og Per Oscarsson trådte til i sit livs filmrolle som den stolte, kantede Pontus med nervetrådene dirrende uden på tøjet. Og sammen med fotografen Henning Kristiansen på sin højde skabte Carlsen et visionært, sort-hvidt mareridts-maleri af den by, der giver ar på sjælen, Hamsuns Kristiania. Som den amerikanske kritiker Pauline Kael skriver: "An intense and remarkable movie – a classic of the starving-young-artist genre." Hendes ros hænger ikke på træerne.
At Carlsen først 29 år senere vendte tilbage til Hamsun med den vellykkede filmatisering af "Pan" (1995), siger meget om hans ulyst til at gentage sig selv og satse på sikre kort.
Den lune side
Carlsens typiske (og, må man tro, åndsbeslægtede) enspændere befinder sig i en konstant kamprelation til omverdenen, men mest til sig selv. Det skaber ofte et klaustrofobisk og noget statisk præg i mange af hans film.
Men Carlsen havde også en mere lun, lydhør og dansk side. Den kom især frem i samarbejdet med Benny Andersen på en succes som den bittersøde komedie "Man sku’ være noget ved musikken" (1972) og et banebrydende dokumentarisk hverdagssignalement som "De gamle" (1961). To helstøbte film i en produktion, der altid sigtede højt og derfor ikke hver gang nåede den tilstræbte svævehøjde.
En eksemplarisk filmkarriere
Selv om Henning Carlsen måske nok var en enspænder, blev han på mange måder en eksemplarisk instruktør i det danske filmmiljø. Det var han ved at vise mange nye veje frem – han startede 1960'ernes nordiske koproduktioner, han var med til at grundlægge Den Europæiske Filmhøjskole, og han gjorde i en årrække som direktør biografen Dagmar til et centrum for ny filmkunst.
Og først og fremmest beviste han, at det på tværs af alle odds kunne lade sig gøre at vedligeholde en kunstnerisk rig og frugtbar karriere gennem fem decennier ved stædigt at fastholde egne projekter og kæmpe som en løve for at få dem gennemført.
Sort from Den Danske Filmskole on Vimeo.
