BUSTER-programmet ude nu

BØRN & UNGE. BUSTER Filmfestival præsenterer i år et ekstra langt festivalprogram med blandt andet mange danske film. Festivalen løber fra den 12. til den 28. september.

BUSTER-festivalen er i år udvidet til hele 17 dage for at få plads til endnu flere filmoplevelser, spændende events og workshops for enhver smag. Der vil blandt andet være gala-visninger af "Dannys dommedag" og "Krummerne – Alt på spil" og gensyn med flere af Wikke og Rasmussens forunderlige film.

Under festivalen er der også en lang række workshops, hvor børn og unge har mulighed for at prøve kræfter med at lave film og animation.

Programmet er tilgængeligt i det sædvanlige festivalmagasin og på BUSTER's hjemmeside. Den trykte udgave af magasinet kan samles op på diverse af Københavns caféer, biblioteker, skoler, biografer og kulturhuse. 

BUSTER Filmfestival løber i år fra den 12. - 28. september.