Filmåret 2014

ÅRET DER GIK. Dansk film har for fjerde år i træk solgt mere end 3 millioner billetter. Det giver en forventet markedsandel på 27%. Også internationalt har dansk film igen i år vist sin stærke position med deltagelse på verdens største filmfestivaler.

Herhjemme har dansk film samlet set været en pæn publikumssucces og for fjerde år i træk rundet 3 millioner billetter. Det giver en forventet dansk markedsandel på 27% – et resultat de fleste lande i Europa kun kan kaste lange blikke efter.

"Dansk film rider ikke blot på toppen af en heldig bølge, men fastholder et stabilt højt niveau" – Henrik Bo Nielsen

"Fasandræberne" og "Klassefesten 2 – begravelsen" blev årets mest sete film. De har på nuværende tidspunkt solgt henholdsvis 758.237 og 604.364 billetter. 2014 blev et år uden nogen store amerikanske blockbusters. Den bedste sælgende udenlandske film blev “Sådan træner du din drage 2” med 305.797 solgte billetter. Blandt de ti mest populære film i biograferne er der også i år fem danske film at finde.

De 12 mest sete film i 2014

(opdateret 5. januar. 2015)

 
 

Et stabilt højt niveau

Direktør for Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen:

"2014 har været et solidt filmår. Dansk film har med sin fortsatte succes vist, at vi ikke blot rider på toppen af en heldig bølge, men at dansk film fastholder et stabilt højt niveau. Det ses på den hjemlige publikumssucces, og det ses på den internationale festivalsucces. Succesen afspejles også i den store interesse fra udlandet efter danske filmfolk og andre landes ønske om lave samarbejdsaftaler med Danmark. Det er selvfølgelig ikke alt, der er gået lige efter drejebogen i 2014, og en række lidt mindre titler især til unge har haft svært ved at finde et publikum, men helhedsindtrykket er alligevel positivt."

lookofsilenceJushua Oppenheimers "The Look of Silence" vandt fem priser i Venedig.

International hæder

Internationalt begyndte filmåret med tre Oscar-nomineringer. Anders Walters kortfilm "Helium" vandt den gyldne statuette, mens Thomas Vinterbergs "Jagten" og Joshua Oppenheimers "The Act of Killing" havde æren af at være nomineret.

Dansk film har også gjort sig bemærket på de største europæiske filmfestivaler. To danske spillefilm og to kortfilm deltog i Cannes. På Berlinalen havde tre spillefilm og en enkelt kortfilm fundet vej, og i Venedig var to film med. Her vandt Joshua Oppenheimers "The Look of Silence" hele fem priser – heriblandt Juryens Grand Prix.

På verdens vigtigste dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam deltog 15 danske produktioner i det sene efterår, og her modtog Hanna Polaks danskproducerede "Something Better to Come" Juryens Specialpris.

2015

Publikum kan allerede nu glæde sig til filmåret 2015, hvor 20 danske film allerede er premieresat. Diversiteten er stor, og der vil være noget for enhver smag: Storfilm af nogle af vores mest hædrede instruktører, skæve komedier, eventyrfilm, politiske dramaer, historiske dramaer, debutfilm og et enkelt zombie-angreb.

Kommende biograffilm.