Scherfig giver prestigefyldt BAFTA-forelæsning

BAFTA. Lone Scherfig er aktuel med "The Riot Club" og er som den første kvinde nogensinde inviteret til at give den prestigefyldte David Lean-forelæsning til BAFTA-foreningen. En ære, der tidligere er tilfaldet instruktører som David Lynch, Pedro Almodóvar og Robert Altman.

scherfig_lone_foto_jan_buus

Lone Scherfig skal give årets mest prestigefyldte forelæsning i BAFTA-regi. Foto: Jan Buus.

Den 8. februar bliver de anerkendte BAFTA-priser uddelt i London. Men BAFTA er meget mere end blot prisuddelinger. Den uafhængige, britiske filmforening står bag adskillige arrangementer og initiativer året rundt, der har til formål at støtte, udvikle og promovere filmkunsten.

Blandt de forskellige forelæsninger i BAFTA-regi er David Lean Lecture den mest prestigefyldte, og den 15. december er Lone Scherfig inviteret til at give dette års forelæsning som den første kvinde nogensinde. Hun følger store instruktører som David Lynch, Oliver Stone, Pedro Almodóvar og Robert Altman.

David Lean Lecture-serien har til formål at give indsigt i de største filmskaberes oplevelser, erfaringer og resultater, og invitationen til en sådan forelæsning er dermed at betragte som en stor anerkendelse.

Forbillede for kvindelige instruktører

Lone Scherfig blev særligt kendt i udlandet med "Italiensk for begyndere" (2000) og kort efter "Wilbur begår selvmord", der var hendes første engelsksprogede film. I 2009 nåede hun også bredt ud med "An Education" efterfulgt af "Samme dag næste år" i 2011.

Hendes seneste film, "The Riot Club", fik premiere ved dette års Toronto Film Festival og har netop fået premiere i de danske biografer.

Det er på baggrund af denne imponerende filmografi, at Scherfig nu er inviteret til at give sin forelæsning. Formand for BAFTA-filmkomiteen, Nik Powell, kalder ydermere Scherfig et forbillede for kvindelige instruktører, hvilket afspejles tematisk af hendes arbejde på den amerikanske serie "Astronaut Wives Club", der fortæller historien om kvinderne bag nogle af de vigtigste begivenheder i amerikansk historie. Serien ventes at få premiere i foråret 2015.

Læs mere om David Lean Lecture og valget af Lone Scherfig på BAFTAs website.

"The Riot Club" trailer

Om David Lean Lecture

David Lean (1908-1991) var blandt stifterne af det Britiske Filmakademi i 1947, der i 1976 skiftede navn til British Academy of Film and Television Arts (BAFTA).

David Lean er kendt for blandt andet "Lawrence of Arabia" (1962) og "Doktor Zhivago" (1965). David Lean-fonden støtter filmstuderende og er ligeledes én af støtterne bag forelæsningerne i hans navn, David Lean Lectures.

David Lean Lecture-serien har til formål at give indsigt i de største filmskaberes oplevelser, erfaringer og resultater.

Lone Scherfig er den første kvinde til at afholde en sådan forelæsning. Hun følger instruktører som David Lynch, Pedro Almodóvar, Paul Greengrass, Robert Altman, John Boorman og Oliver Stone.

Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412