Danske film til verdens største festival for dokumentarfilm

DOKUMENTAR. To danske film, "Ekstra Bladet – Uden for Citat" af Mikala Krogh og "Så meget godt i vente" af Phie Ambo, er blevet udvalgt til verdens største festival for dokumentarfilm, IDFA i Amsterdam.

Danske dokumentarfilm klarer sig godt i udlandet. Verdens største festival for dokumentarfilm, IDFA i Amsterdam, har netop tilføjet to danske produktioner til deres program. Det drejer sig om Mikala Kroghs "Ekstra Bladet – Uden for Citat" og Phie Ambos "Så meget godt i vente".

IDFA 2014 løber af stablen 19.-30. november i Amsterdam. Blandt årets temaer er "Of Media and Men" om mediernes rolle i dag, og det er netop i denne kategori, at den stærkt imødesete "Ekstra Bladet – Uden for Citat" bliver vist. Filmen går tæt på Ekstra Bladet, der står i sin værste krise i avisens 100 år lange historie. Krisen har påvirket salget, og printmediet er truet. Med filmen portrætterer Mikala Krogh en tabloidavis, der kæmper for at beholde deres læsere – på kant med etikken. Der er dansk DOXBIO-premiere 1. oktober i 48 biografer fordelt over hele landet.

Phie Ambo er en del af festivalens program "The Female Gaze", der undersøger kvinders rolle inden for dokumentarfilm. Instruktøren, der har haft flere film på IDFA gennem årene, tager del i dette tema med sin nye film "Så meget godt i vente". Filmen fik DOXBIO-premiere 3. september og har ultimo september solgt 8.500 billetter. Dermed er den årets mest sete dokumentarfilm i de danske biografer. "Så meget godt i vente" omhandler bondemanden Niels, der kæmper for bæredygtigheden med sit biodynamiske landbrug men møder problemer i en bureaukratiseret hverdag.

Festivalen melder ud om de store konkurrenceserier den 10. oktober og 6. november.

"Ekstra Bladet – Uden for Citat" er produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentar Production. Den engelske titel er "The Newsroom – Off the Record". Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut.

"Så meget godt i vente" er produceret af Malene Flindt Pedersen for Danish Documentary Production. Den engelske titel er "Good Things Await". Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut.