Fra Far til fire til En, to tresomt.

PREMIERE. Det er lidt af et spring: Fra seks film i Far til fire-serien til en vovet og improviseret komedie på lavbudget. Springeren er den 54-årige instruktør Claus Bjerre, der her fortæller om at skifte en stram og toptunet filmoptagelsesproces ud med tre ukendte skuespillere, en vag idé om et plot og et håndholdt kamera.

"Det er en usædvanlig og provokerende idé til en fredelig løsning på et problem, der normalt gør folk til glødende uvenner," siger Claus Bjerre: "To bedste veninder, Siff og Maria, forelsker sig i den samme fyr, nemlig Siffs kæreste Lucas. For ikke at blive uvenner finder de på en retfærdig ordning, hvor de simpelthen deles om ham."

Plottet er fra filmen "En, To, Tresomt", der har premiere den 11. september, og som Claus Bjerre har skabt sammen med de tre unge skuespillere, der har hovedrollerne.

"Hensigten med filmen er at fortælle om ungdomslivets centrale spørgsmål ud i venskab, sex og kærlighed med underspillet humor. I øjenhøjde med dagens unge følger historien tre personer, som lige er flyttet hjemmefra og fordomsfrit søger deres eget ståsted i livet. De er nybegyndere i parforholdet og samlivets mange udfordringer. Så alt kan ske!"

Hvordan opstod ideen til filmen?

"Jeg tænkte, at det kunne være et spændende eksperiment at improvisere sig til en spillefilm. Det eneste holdepunkt i projektet var en ramme, jeg opsatte for historien: To veninder må dele den samme kæreste. Projektet skulle være low-budget og procesorienteret, historien skulle opfindes undervejs, og der skulle hverken bruges manuskript eller produktionsplan. Filmen skulle optages i frihed og uden forventninger til, at noget bestemt skulle ske.

Lysten til at afprøve en så usædvanlig produktionsform hang dels sammen med, at jeg over syv år havde skrevet og instrueret seks spillefilm i Far til Fire-serien. Alle med høje forventninger til billetsalget og konventionelt produceret af et stort filmhold under stram tidsplan, så ideen om at prøve det modsatte fristede. Desuden kan man med ny digital teknologi optage i biografformat langt billigere end tidligere. Endelig er jeg som forhenværende instruktørlærer på Filmskolen vant til at tænke i film skabt med få og enkle midler."

billede 19

Hvordan opstod dit samarbejde med de tre skuespillere Siff, Maria og Lucas?

"Jeg blev kontaktet af Maria og Siff, som gerne ville vide noget om skuespil på film. De var straks på, da jeg fortalte dem om mine planer om en improviseret spillefilm. Lidt senere fandt vi Lucas. Improviseret skuespil kræver stort forarbejde. Så fire-fem måneder før vi begyndte optagelse, startede Maria, Siff og jeg at udvikle de karakterer, som siden skulle skabe grundlag for filmens fortælling og udgøre det materiale, historien skulle opstå fra. Hvis de improviserede scener skal fungere rent dramatisk, skal man vide, hvem karaktererne er og kende deres indbyrdes relationer.

Historiens to veninder blev hinandens modsætninger temperamentsmæssigt: Siff studerer sexologi og har en videnskabelig, fornuftpræget tilgang til verden. Hun holder sine følelser i kort snor, så de ikke løber af med hende. Maria er impulsiv og gør, som hun lyster, uden at tænke nærmere over de konsekvenser hendes handlinger kan få. Lucas er rolig og flegmatisk og ud af en generation af unge mænd, som er opdraget af deres mødre og vant til at følge kvindernes beslutninger."

Størstedelen af historien foregår i en lejlighed på Nørrebrogade. Den var base for det minimale filmhold: en instruktør, en fotograf, en tonemester og tre skuespillere. Vi begyndte typisk dagen med at tale om de scener, vi ville afprøve. Nogle dage varede samtalen i flere timer, før vi optog, andre dage optog vi fra morgenstunden. Siden så vi de sammenklippede scener og valgte flere gange at optage en scene om, og lade improvisationen gå i en ny retning.

En,to,tresomt

Hvad er de største udfordringer ved impro-metoden?

"For instruktøren er den største udfordring at give sig tid og rum til at vente på, at noget fantastisk vil ske om lidt – måske. Og når det så sker at give det plads og tid til at udvikle sig og ikke bryde ind og forstyrre øjeblikket. Men før det sker, skal man, det gælder jo al instruktion, inspirere skuespillerne, holde alle døre åbne og nænsomt lede skuespillerne i den retning, hvor man tror scenen og historien vil blive bedst og mest spændende, gribende eller humoristisk, alt afhængig af, hvad scenen skal kunne.

Hvad er styrken ved improvisation, eksempelvis i komediesammenhæng?

"'En, To, Tresomt' benytter sig af en meget underspillet form for humor. Jeg prøver at kombinere det naturlige og troværdige skuespil med en komisk situation, som ind imellem grænser til det absurde. De tre unge menneskers projekt er så anderledes og aparte, at man tænker: 'Det går aldrig godt'. Men det er jo noget Siff går med til for hverken at miste sin kæreste eller sin bedste veninde. Hun befinder sig i et kæmpe dilemma og takler situationen med sin fornuft, hvilket publikum gerne skulle finde både morsomt og gribende.

Da vi optog en scene, hvor de skriver kalender over, hvem Lucas skal sove sammen med, var vi hele tiden ved at flække af grin. Men scenen krævede en dyb alvor af skuespillerne og en tro på, at det de gjorde, var det rigtige. Jeg er overbevist om, at styrken i blandt andet den scene – alvoren kombineret med humoren – aldrig kunne have fået samme udtryk med en skrevet tekst. Styrken ved improvisation er, at det, karaktererne siger, netop virker og opleves som sagt i øjeblikket. Replikken lever i de bedste øjeblikke på en måde, som den aldrig kommer til med en skrevet tekst."

"En, To, Tresomt" har premiere den 11. september og er støttet af Det Danske Filminstitut.