Jelved opfordrer til dialog

FILMAFTALE. Kulturminister Marianne Jelved bød velkommen til en velbesøgt temadag om dansk film med en opfordring til branchen om fortsat dialog.

Det Danske Filminstitut havde mandag den 1. september inviteret centrale aktører i filmbranchen til temadag i Filmhuset for at diskutere en række højaktuelle filmpolitiske temaer, inden de politiske forhandlinger om en ny fireårig filmaftale for alvor går i gang.

Temadagen blev åbnet af kulturminister Marianne Jelved, der udtrykte sin glæde og stolthed over dansk film og opfordrede filmbranchen til at arbejde videre med konkrete bud på løsninger af de økonomiske udfordringer.

Temadagen opsummerede forårets mange filmfaglige debatter og gav interessenterne mulighed for at krydse klinger og give deres vurderinger af de udfordringer, der resterer i forbindelse med den kommende filmaftale.

Bølgerne gik højt i de velbesøgte biografsale under overskrifterne "Nye samarbejder om finansiering og vinduer", "Kulturstøtte contra kommerciel medieplanlægning", "Regional filmstøtte: Erhvervsstøtte vs. kulturstøtte", "Talentudvikling", "Kulturstøtten til spil" og "Low-cost spillefilm".

Kulturministeren forventer, at en filmaftale for 2015-2018 ligger klar i slutningen af oktober.

Billeder fra temadagen