Mød Anne Skrædderdatter fra Dreyers Ordet, 1955

FILMHISTORIE. Gerda Brandorff var kun 19 år, da hun medvirkede i "Ordet" for 60 år siden, som Anne Skrædderdatter. Filminstituttets Dreyer-site bringer et interview med den knap 80-årige Dreyer-skuespillerinde.

To af redaktørerne fra Filminstituttets Dreyer-site var tidligere på året i Ribe i anledning af Ribe Filmklubs visning af Dreyers filmklassiker "Ordet" fra 1955. Det helt særlige trækplaster var, at en af de medvirkende skulle introducere filmen, nemlig Gerda Brandorff – en hidtil ukendt Dreyer-skuespillerinde. 

Læs artiklen om mødet med Gerda Brandorff, og se interviewet 

Dreyers "Ordet" blev i sin tid udråbt til mesterværk af en enig anmelderskare. Internationalt fik filmen også stor succes og vandt Guldløven for bedste spillefilm på Venedig filmfestival i 1955 og året efter en Golden Globe i USA for bedste udenlandske film.

Filmen skabte en heftig debat i dagspressen i kraft af sit tema – det grundtvigianske kristne livssyn overfor den indremissionske tro – samt en voldsomt følelsesladet og kontroversiel fremstilling af et religiøst mirakel i filmen slutning.

Den amerikanske forfatter Paul Auster satte i 2009 igen "Ordet" på landkortet med sin bog "Usynlig" ved at lade filmen spille en væsentlig rolle for en af hovedkaraktererne.  

Carlthdreyer.dk er Filminstituttets online Dreyer-arkiv, hvor for længst glemte breve, originalmanuskripter fra aldrig realiserede filmprojekter, lydklip og filmplakater blot er nogle af de skatte, man kan dykke ned i. 

Sitet er Filminstituttets initiativ, der skal tilgængeliggøre den unikke Dreyer-samling. Formålet er at formidle viden om Carl Th. Dreyer og vise nye sider af hans værk og virke.