To danske dokumentarfilm til Berlin

BERLIN. Jannik Splidsboels "Misfits" er udtaget til Berlin-festivalens Panorama-sektion, og Phie Ambos "Så meget godt i vente" åbner programmet Culinary Cinema.

Filmfestivalen i Berlin har offentliggjort udtagelsen af yderligere to danske film.

Jannik Splidsboels dokumentar "Misfits" om tre unge amerikanere, der springer ud i bibelbæltet, får verdenspremiere i sideprogrammet Panorama. Phie Ambos portræt af den biodynamiske landmand Niels Stokholm, "Så meget godt i vente", er åbningsfilm i sektionen Culinary Cinema og har inspireret til en efterfølgende middag.

Misfits i Panorama

Jannik Splidsboels "Misfits" følger tre teenagere, der kæmper med at blive accepteret som homoseksuelle i et ekstremt konservativt samfund. I Tulsa, Oklahoma, mellem to af byens totusinde kirker, finder man OpenArms Youth Project – byens eneste ungdomsklub, der huser unge homo- og transseksuelle teenagere, som har besluttet sig for at springe ud midt i bibelbæltet. Disse unge er betragtet som 'misfits', og deres ugudelige livsstil passer ikke ind i Tulsas konservative og religiøse samfund. "Misfits" er en film om at være sig selv, uagtet at det valg kan have store personlige omkostninger. Filmens tre karakterer, Larissa, Benny og "D", kommer alle i klubben, hvor de finder kærlighed og støtte til at stå imod det daglige drama, som de gennemlever på grund af deres seksualitet.

Jannik Splidsboel har instrueret en række internationale kort- og dokumentarfilm, bl.a. "How Are You" om kunstnerduoen Elmgreen og Dragset, der havde verdenspremiere på Berlin Film Festival i 2011.

"Misfits" er produceret af Sara Stockmann for Sonntag Pictures. Filmen får dansk biografpremiere den 5. marts.

Så meget godt i vente i Culinary Cinema

Saa-meget-godt-i-vente 2_450
Framegrab fra "Så meget godt i vente".

Phie Ambos dokumentar om Niels Stokholms biodynamiske landbrug Thorshøjgaard "Så meget godt i vente" er åbningsfilm i sektionen Culinary Cinema, som kombinerer film med kulinariske emner med gastronomi inspireret af film. Efter visningen af "Så meget godt i vente" serverer den tyske stjernekok Michael Hoffmann en tre-retters menu for de 220 gæster, som er inspireret af filmen. Niels Stockholm og hans kone Rita Hansen leverer oste fra gården til middagen.

"Så meget godt i vente" er produceret af Malene Flindt Pedersen for Danish Documentary.

Årets Berlinale

Berlin-filmfestivalen har allerede udmeldt:

  • Ask Hasselbalchs "Antboy" og Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers "Cykelmyggen og Minibillen" er udtaget til festivalens program for børnefilm, Generation Kplus
  • Vibeke Brylds "Pebbles at Your Door" er udtaget til kortfilmkonkurrencen Berlinale Shorts
  • Vladimir Tomic' "Flotel Europa" er udtaget til Forum-programmet
  • Christian Braad Thomsens dokumentarfilm "Fassbinder – at elske uden at kræve" er udtaget Panorama-sektionen
  • Joachim Fjelstrup er udtaget som Shooting Star.

Berlin Filmfestivalen afholdes fra 5. til 15. februar.