En lysning i skoven

TALE. Cecilia Lidin har netop overtaget stafetten som konsulent for kort- og dokumentarfilm på Det Danske Filminstitut efter Klara Grunning-Harris. Vi bringer her Cecilia Lidins tale ved velkomstreceptionen i Cinemateket den 19. november.

Cecilia-Lidin-Robin-Skjoldb

Foto: Robin Skjoldborg

Der er midt i skoven en uventet lysning som kun kan findes af den der er faret vildJeg har flere versioner af denne tale – fra det ultrapersonlige til det mere manifestagtige. Jeg er nået frem til denne hybrid, som lufter nogle af de tanker, jeg gør mig om dokumentarfilmens status.

Jeg er selv på mange måder en hybrid. De sidste 4-5 år har jeg været "danskeren i Sverige", selvom jeg faktisk er 100 % fuldblods svensk. Men nu, efter nogle arbejdsår i Sverige, føler jeg mig lidt som svenskeren i Danmark. Men som bekendt kan et blik lidt udefra ofte være en god ting, og nu, før jeg meget snart bliver en integreret del af den danske branche, tillader jeg mig at reagere spontant på noget af det, jeg oplever.

Med tanke på den lange, stolte dokumentarfilmtradition, vi har i Danmark, overraskes jeg kontinuerligt over, at der tales, som om vi lige nu oplever et mirakel i dansk dokumentarfilm. En slags myte om, at dansk dokumentarfilm aldrig har været bedre. Det får mig til at kigge tilbage – og nævne i flæng, at Sami Saif og Phie Ambos "Family" vandt på IDFA i 2001, vigtige film som Jacob Thuesens "Under New York" og Jørgen Leths "Haiti. Uden titel" begge er fra 1996 – og at Jon Bang Carlsens mesterværk "Før gæsterne kommer" er fra 1986. Jeg kunne nævne mange flere, hvis fællestræk er, at de markerede Danmark som en stærk filmnation. Det er film, som har banet vejen for, at vi er der, hvor vi er i dag.

En afgørende ting, som er sket i de sidste 25 år, er etableringen og udbygningen af et efterhånden ret strømlinet og velfungerende internationalt netværk og marked for dokumentarfilm. Måske er det grunden til, at vi synes, at filmene er blevet bedre? Et system, hvor et filmprojekt tidligt møder sit publikum og bliver udviklet i samarbejde med internationale partnere, har skærpet og styrket den tydelige kommunikation. Ud fra den præmis er branchen måske blevet dygtigere, mere professionel. Men personligt tvivler jeg altså på, at dokumentarfilmen som sådan er blevet bedre.

Der er helt tydeligt sket det, at dokumentarfilmen har fået sin fuldt fortjente plads i solen. Med et stigende antal festivaler og et dedikeret og voksende publikum har dokumentarfilm opnået prestige og mediernes interesse. Ikke blot de traditionelle dokumentarfilmfestivaler, for nu taler vi også om Oscars, Cannes og Venedig. Og det er jo fantastisk! Men jeg tror, at vi skal være opmærksomme på, at succesen også kan have en pris. Med den øgede prestige kan der opstå behov for at opretholde succesen – med stagnation som resultat. Man kommer til at gentage modellen, for den fungerede jo så godt. Jeg håber dog, at vi fortsat står sammen om nødvendigheden af en kreativ og kunstnerisk dokumentarfilm, der udfordrer og nuancerer vores blik på vores samtid. Men selvom den røde løber bliver rullet sammen, og spotlightet bliver slukket, så håber jeg, at vi fortsat står sammen om nødvendigheden af en kreativ og kunstnerisk dokumentarfilm, der udfordrer og nuancerer vores blik på vores samtid.

Jeg bliver skeptisk, når jeg oplever, at visse ord går igen og bliver til buzzwords, og at vi alle nu kun taler om "impact" og "outreach". Jeg bliver bekymret for, at vi glemmer poesien og de værker, som bare skal laves ud af kunstnerisk nødvendighed. Og jeg stødes af, at der konstrueres lister over de mest magtfulde personer i dansk dokumentarfilm, hvor der – hvis jeg husker ret – ikke er en eneste instruktør. For hvad er vi, alle os forvaltere og gatekeepers, uden de skabende kunstnere?

Så blev dette vist alligevel lidt manifestagtigt …

Vi skal altid huske, hvordan vi er kommet hertil, og anerkende alle dem, som har trampet den jord flad, hvorpå vi går.

Derfor vil jeg gerne afslutningsvis sende en tanke til en af de mange personer, på hvilke skuldre jeg selv står. Jeg kunne nævne mange – men her vil jeg gerne sende en særlig og taknemmelig tanke til en nær ven og kollega, Tove Torbiörnsson, som desværre gik bort for et par uger siden. Tove var filmkonsulent i Sverige før mig, og det er inspireret af hende og i hendes ånd, at jeg forvaltede mit job i Sverige og nu også her i Danmark.

Det centrale i arbejdet som konsulent er mod og tillid. Og Tove citerede altid en enkelt sætning fra Thomas Tranströmers digt "Lysningen", som beskriver dette så fint og præcist:

"Der er midt i skoven en uventet lysning som kun kan findes af den der er faret vild."




Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412