Modigt makkerpar: Oppenheimer og Byrge Sørensen

INTERVIEW. For knap 10 år siden mødtes producer Signe Byrge Sørensen og instruktør Joshua Oppenheimer første gang, og et frugtbart filmisk samarbejde opstod. Her fortæller skaberne af de Oscar-nominerede dokumentarfilm "The Act of Killing" og "The Look of Silence" om, hvordan deres makkerskab opstod fra bjerge af optagelser og ingen penge.

I 2007 kontaktede producer Signe Byrge Sørensen den amerikanske instruktør Joshua Oppenheimer efter at have set klip fra tidlige optagelser til "The Act of Killing" på et seminar på CPH:DOX. Oppenheimer havde 1200 timers optagelser og ingen penge og takkede ja til den danske producers tilbud om samarbejde. I dag, ni år senere, er makkerparret på vej til Oscar-uddeling for anden gang, med en nominering til bedste dokumentarfilm for "The Look of Silence".

I Steve Dollars interview med makkerparret fortæller Joshua Oppenheimer bl.a. om første gang, han forsøgte at indvie Signe Byrge Sørensen og en klipper i sin tvivl om de mere syrede aspekter af projektet.

"Hvordan viser jeg musical-numrene? Hvordan viser jeg Herman i drag spise Anwars lever? Der er endda scener, der ikke er med i filmen, hvor Herman føder et monster. Hvordan viser jeg det? De tabte kæbe og mund, men jeg var ikke sikker på, at det var på den gode måde, indtil de på et tidspunkt brast i latter i kor. Det var et utroligt øjeblik af overraskelse og glæde, og hvad fanden er det her projekt?"

Læs hele interviewet med Signe Byrge Sørensen og Joshua Oppenheimer på engelsk: Not Enough Hours in the Day for Us to Talk

Oscar-statuetterne bliver uddelt natten mellem søndag og mandag dansk tid.

"The Act of Killing" og "The Look of Silence" er produceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real med støtte fra Det Danske Filminstitut.