Oscar – hvem, hvor og hvornår

OSCAR. Hvem er i Los Angeles? Og hvor og hvornår kan man se de danske film og Oscar-festlighederne?

Så går det lige straks løs. Natten mellem den 28. og 29. februar er der Oscar-fest.

To danske film er nomineret: Tobias Lindholms "Krigen", som er Danmarks officielle deltager i kategorien ikke-engelsksproget film (Foreign Language Film), og Joshua Oppenheimers "The Look of Silence" i kategorien dokumentarfilm.

Se filmene

"Krigen" kan købes på dvd eller lejes ved streaming flere steder.

"The Look of Silence" kan købes eller streames som lejefilm.

Danskere til Oscar-fest

Med to nominerede film bliver der et større indryk af danskere i Hollywood.

Fra "Krigen" er Tobias Lindholm, skuespillerne Pilou Asbæk og Tuva Novotny, producerne René Ezra og Tomas Radoor, fotograf Magnus Nordenhof Jønck, klipper Adam Nielsen og flere med.

Se hvilke spillefilm "Krigen" er oppe imod. 

 

 

"The Look of Silence" er repræsenteret af Joshua Oppenheimer, filmens centrale person Adi Rukun, klipper Niels Pagh, fotograf Lars Skree og producer Signe Byrge Sørensen.

Se hvilke dokumentarfilm "The Look of Silence" er oppe imod. 

 

 

 

 

 

Kulturminister Bertel Haarder deltager sammen med ministersekretær Alexander Méli Barming, afdelingschef i Kulturministeriet Steen Kyed, administrerende direktør for Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen og vicedirektør for Filmstøtte i Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard.

 

Dansk presse er stærkt repræsenteret fra tv-stationer, dagspresse og ugeblade. Pressekontakt for begge film, Freddy Neumann, er til stede i Los Angeles, og pressehenvendelser til Bertel Haarder og Henrik Bo Nielsen om Oscar-uddelingen går også gennem Neumann.

Kulturministeren og Det Danske Filminstitut vil fredag kl. 14.30 være vært for en dansk presse-reception på Hotel Sunset Marquis med deltagerne fra de to film.

Lørdag uddeles der priser ved the Independent Spirit Awards, hvor "The Look of Silence" er nomineret.

Søndag gør holdene sig klar til Oscar-festen, som indledes kl. 17 L.A. time og varer fem timer. I Danmark svarer det til start kl. 2 natten mellem søndag og mandag.

Oscar i Danmark

Oscar-uddelingen vises direkte på TV 2 fra søndag kl. 23.15, og mange danske biografer i større og mindre byer inviterer også til Oscar-fest hele natten.

Cinemateket i København viser for tiden en række af de store Oscar-film gennem tiden, både danske og udenlandske. Se programmet, og bliv klogere på 11 facts om the Academy Awards: Historien om Oscar – fortalt gennem 11 facts og 11 film.

Cinemateket lægger i hele februar måned hus til en udstilling af ti af de 17 statuetter, der gennem årene er gået til danskere eller danske film. Hver især vejer de lige under fire kilo. Oscar-statuettens indre er en legering, som består af 92,5 procent tin og 7,5 procent kobber, og kun udenpå er der et lag guld, men superflotte ser de ud.

Ser man på de seneste 10 år, er Danmark den nation, der har modtaget flest nomineringer i kategorien ikke-engelsksproget film. Det er bare ét af 10 facts, du kan læse i 10 facts om Oscars i et dansk perspektiv.

Ændringer i stemmeprocessen

I Akademiet skete der fra 2014 en radikal forandring i kategorien ikke-engelsksproget film, som gør det vanskeligere at spekulere ud fra tidligere års vindere, når der skal spås om resultaterne. For at kunne stemme skulle medlemmerne tidligere møde op ved særlige filmvisninger, men fra 2014 fik mange flere mulighed for at afgive stemme, fordi reglerne blev ændret sådan, at Akademiet sender alle nominerede film i kategorien ud til medlemmerne på dvd, ligesom man gør med dokumentarfilm.

Der har i de seneste år været debat om, hvorvidt hvide og mænd er for stærkt i overtal blandt de nominerede, og om det er Akademiets sammensætning, der giver den skævhed. Det har Akademiet i år taget initiativ til at ændre på sådan, at det ved næste års afstemninger kun er medlemmer, der har været aktive i branchen inden for de seneste ti år, som har stemmeret. Man opnår dog livsvarig stemmeret, hvis man har været medlem i Akademiet i tre tiårsperioder, eller hvis man har været nomineret. Ændringerne får ikke indflydelse på dette års afstemning.

Academy takes historic action to increase diversity
Oscars FAQ

 

 

Se den komplette liste over Oscar-vindende og -nominerede film
Læs om danske Oscar-vindere fra 1931 og frem