Premiere på The Model

PREMIERE. Drøm udvikler sig til mareridt i Mads Matthiesens "The Model", som har premiere torsdag den 11. februar.

Det kan være farligt at være smuk. Det erfarer 16-årige Emma, der tager til Paris for at jagte drømmen om den store modelkarriere. I den franske hovedstad møder hun den eftertragtede og noget ældre fotograf Shane, og med ham ved sin side åbner modebranchens døre sig for den unge og ambitiøse model. Men snart opdager Emma, at kærligheden også har dystre facetter, og hendes drømme bliver udfordret af både Shane og en uventet mørk side hos hende selv. 

"Hvis man er smuk, finder man hurtigt ud af, at man kan bruge sit udseende til noget" – Mads Matthiesen

Modebranchen kan være hård, og et godt udseende kan godt gå hen og blive en forbandelse i følge instruktør Mads Matthiesen. 

"Hvis man er smuk, finder man hurtigt ud af, at man kan bruge sit udseende til noget. Til at komme frem i verden. Og måske begynder man også at tro, at det udelukkende er dér, man har sin værdi – at det indre ikke tæller. Og jo mere, man bliver bekræftet i det, desto mere forstærker det ens mindreværd," siger instruktør Mads Matthiesen, der også havde fokus på udseende og krop i debutfilmen "10 timer til Paradis", hvor Kim Kold spillede hovedrollen som bodybuilderen Dennis.

Til "The Model" har Matthiesen igen valgt ikke at bruge en professionel skuespiller i hovedrollen. Rollen som Emma er besat af fotomodel Maria Palm, der med sin erfaring fra modeverdenen har hjulpet instruktøren med at skabe et troværdigt portræt. 

"Maria var til stor hjælp i processen med at etablere et realistisk miljø i scenerne med fotoseancer og samtalerne med agenten," fortæller Mads Matthiesen. 

Læse hele interviewet: Forbandelsen ved et godt udseende.

På rollelisten finder man desuden britiske Ed Skrein og polske Charlotte Tomaszewska.

Filmen er produceret af Jonas Bagger for Zentropa Entertainments og har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut.  

Trailer