Trailer til Der kommer en dag

TRAILER. 1960'ernes frihedskamp danner ramme for Jesper W. Nielsens "Der kommer en dag", hvor Lars Mikkelsen spiller den forstokkede børnehjemsforstander, der ikke vil acceptere de nye strømninger. Nu er der trailer til filmen, der har dansk premiere den 21. april. 

Året er 1967. En ny ungdomskultur er på vej. Kapløbet om rummet er på sit højeste, og drømmen om frigørelse vinder frem overalt.

Men på børnehjemmet i Gudhjem står tiden stille. Her anbringes de to brødre Elmer og Erik under en forstander af den gamle skole (Lars Mikkelsen), der for enhver pris vil forvandle uvorne drenge til lydige samfundsborgere. De to drenge lader sig dog ikke sådan forme. Bevæbnet med Elmers fantasi og Eriks mod tager de kampen op imod forstanderen og hans livsfarlige magttyranni.

Det er kollisionen mellem den nye og den gamle verden, der er udgangspunktet for Jesper W. Nielsens film, som er inspireret af virkelige begivenheder. Instruktøren, der selv voksede op i skyggen af ungdomsoprøret, mener, at der ofte males et forsimplet billede af 1960'ernes oprør:

"Den gamle verden kæmpede for sine forbenede standpunkter. Klør fem var det eneste, der kunne få børnene til at rette ind. Eftertiden har ofte beskrevet ungdomsoprøret som værende naivt og utopisk uden helt at erkende, hvilke formørkede tankegange der blev gjort oprør mod."

Disse formørkede tankegange gøres der op med i det, som instruktøren selv kalder en "moderne Oliver Twist-historie, et barskt eventyr fuld af social indignation" om to brødres kamp for friheden.

På rollelisten finder man blandt andre Lars Mikkelsen, Sofie Gråbøl, Daniel Dencik og Søren Sætter-Lassen. 

"Der kommer en dag" er skrevet af Søren Sveistrup og produceret af Zentropa ved Peter Aalbæk Jensen, Sisse Gaum Jørgensen og Louise Vesth. Filmen har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut og har dansk premiere den 21. april.

Trailer