Stor interesse for Danmark på film

DANMARK PÅ FILM. Filminstituttets streamingsite Danmark på film har været i luften i tre måneder. Mere end 100.000 har besøgt tjenesten, og både almindelige mennesker og fagfolk bruger og beriger sitet med informationer og personlige historier.

Danmark på film Kong Christian d  X's 70 Aars Fødselsdag 450

Kong Christian d. X’s 70 Aars Fødselsdag, 1940.

Mennesker myldrer gennem gaderne, handler og købslår, knokler med dagens gøremål, hvad enten det er i marken eller ved samlebåndet. Sporvogne, hestevogne, busser og biler transporterer alt og alle, og til alle tider er cykler dominerende i bybilledet. Nogen søger nysgerrigt kameraets opmærksomhed, andre trykker sig generte ved at komme i fokus. Det er levende billeder af Danmark og danskernes historie, det er Danmark på film. Og det interesserer os intenst.

"Det er en flot modtagelse, sitet har fået. Det har været i luften i tre måneder, og interessen har været overvældende. 100.000 unikke brugere har besøgt www.danmarkpåfilm.dk og har klikket sig ind på over en halv million sider," fortæller redaktør Lisbeth Richter Larsen.

Klogere ved fælles hjælp

Danmark på film indeholder foreløbig 55 timers historiske film og optagelser fra perioden 1905-1965. Levende billeder fra alle egne af rigsfællesskabet, som viser et utal af mennesker og steder, hvoraf en stor del er ukendte. Sitet giver brugerne mulighed for at bidrage med viden om de begivenheder og mennesker, som toner frem på de gamle strimler. Man kan skrive direkte i en kommentarboks under den enkelte film, eller man kan maile til redaktionen.

"Vi efterlyser viden om bestemte begivenheder eller det specifikke emne, som filmen fortæller om. Og ikke mindst lokalkendskab er i høj kurs," siger Lisbeth Richter Larsen og tilføjer, "hundredvis af brugere har allerede hjulpet til, således at det historiske strikketøj af film og information, som vi er ved at iklæde Danmarkskortet, bliver mere og mere fintmasket.

Personlig og fælles historie

De mange brugerkommentarer dækker alt fra ros og begejstring over bidrag med facts til mere personlige historier. Per Alfred Hansen, som har set ”Det skønne Danmark”, skriver: "Det er skønne optagelser. Det er mindeværdigt at se, hvordan det så ud tidligere. Det er værdifuldt for vores eftertid at se tilbage på, hvad vi kommer af og fra. Tid til eftertanke. Det er et storslået værk for eftertiden."

I forbindelse med filmen "1000 Aars Festen i Ribe, skriver Annette Marie Pedersen: "Det klip har jeg aldrig set før! Men hvor var det dog dejligt! Som en indfødt ripenser- (1951) - er det altid skønt at "opleve", hvad Ribe har modtaget af prominente gæster! Så smukt!"

En anden film, som en bruger har kastet lys over, er ”Barnets Hus” fra 1923. Filmen stammer fra et børnehjem, men hvilket? Det kunne Bent Schrøder hjælpe med: 

 ”Min mor, som er født i 1936, genkender stedet hér som "Barnets Hus", Annexgårdsvej, Rødovre. Hun havde selv ophold hér i 1940'erne. Stedet blev nedrevet i halvfjerdserne, men der skulle stadigvæk ligge en børnehave på eller ved stedet…" 

I forbindelse med reportagefilmen ”Skibskatastrofen”, om rutebåden ”Kjøbenhavn”s forlis i Kattegat i 1948, indsender Kirsten M. Antilla et meget personligt bidrag. Hun skriver om sin moster: ”Aase Yde Andersen (1920–2012) var en af de overlevende fra skibskatastrofen ved Hals Barre i 1948. Der var flere hændelser, der tilsammen betød, at hun blev reddet, bl.a. at hun var iført en rød sommerkjole, som redningsfolkene kunne trække hende op af vandet med. I modsætning til flere andre, som gled fra dem, da de var indsmurt i den lækkende olie fra skibet.” 

Derudover henviser hun til bogen ”'Farvel, farvel...' – beretning om rutebåden Kjøbenhavns dramatiske forlis” fra 2002, hvis man vil vide mere. 

Filmene giver på den led brugerne mulighed for at pendle mellem to positioner, mener Lisbeth Richter Larsen: 

"Der er på den ene side min livshistorie, den lokale og individuelle, og på den anden side vores danmarkshistorie, det nationale og fælles. På den vis skaber Danmark på film sammenhæng mellem den personlige og den kollektive erindring."

Også professionelle brugere

Statistik fra Danmark på film viser, at omkring 30 procent af brugerne kommer igen efter deres første besøg på sitet. Og det er ikke kun private brugere, der har glæde af den filmfortalte danmarkshistorie. Filmene bruges også som dokumentation og illustration til forskningsformidling. Forfatterne til en ny bog om Bellahøj (”Bellahøj – fortællinger om en bebyggelse”, 2015) var meget begejstrede, da de fandt filmen "Bellahøj højhuse" om selve byggeprocessen. Birgitte Kleis, arkitekt og forfatter skriver:

"Det var noget af et scoop for os at få adgang til at se filmen om opførelsen af Bellahøj, for det var faktisk først i det øjeblik, vi blev klar over, hvor "håndholdt" byggeriet blev opført. De skriftlige kilder nævner ikke noget om dette, og vi troede oprindeligt, at Danmarks første industrialiserede boligbebyggelse måtte være opført i en reelt industrialiseret byggeproces – men det var ikke tilfældet. Hver facadeflise blev jo monteret en efter en ved håndkraft og derefter fuget op udvendigt af murere." 

En forsker fra Aarhus Universitet fandt et illustrerende klip på sitet til sin artikel om om kaffens historie i Danmark. Og med muligheden for at indlejre filmklip på egne websites, er det så let som ingenting. 

”Vi er glade for, at brugerne har taget Danmark på film til sig. Sitet breder materialet ud i et spændingsfelt mellem faglig formidling og vedkommende underholdning, som engagerer den enkelte bruger i sin egen lokale historie og vores fælles danmarkshistorie. Det bliver spændende, at udvikle portalen i de kommende år,” slutter Lisbeth Richter.

Danmark på film Børnehjælpsdag og Byfest i Helsingør_450
Børnehjælpsdag og byfest i Helsingør, 1948.

Fakta

Danmark på film er en selvstændig webportal på Filminstituttets streamingsite Filmcentralen. Projektet er støttet af Kulturministeriets UMTS-midler 2013-15.

En særbevilling på finansloven på 17 mio. kr. gør det muligt over de næste fire år at digitalisere og tilgængeliggøre en stor del af de mange historiske dokumentarfilm og filmoptagelser i DFI’s filmarkiv. Indholdet på Danmark på film vil i løbet af 2016 blive fordoblet.

Kender du svaret?
Hvem var fx Krølle-Charles, som åbenbart var en kendt original i Københavns gader i 1910’erne?

Kan nogen genkende den jyske provinsby, hvor man læser Viborg Stiftstidende? 

Hvor på Fyn dyrkede man tobak under Besættelsen?

Kontakt

Redaktionen: redaktionen@dfi.dk


nyhed

delpaafacebook

Det Danske Filminstitut

Det Danske Filminstitut
/ Danish Film Institute

EAN-nr: 5798000794085
CVR-nr: 56858318

Gothersgade 55
1123 København K

Tlf. +45 3374 3400
Fax +45 3374 3401
E-mail: dfi@dfi.dk

Cinematekets billetsalg
TLF. +45 3374 3412