Dramaet Darling i optagelse

I OPTAGELSE. Birgitte Stærmose har sat gang i optagelserne til sin anden spillefilm, dramaet "Darling" med Danica Curcic i hovedrollen.

Optagelserne til Birgitte Stærmoses balletdrama "Darling" er i denne uge sat i gang i Göteborg, og senere rykker filmholdet til København.

Danica Curcic har hovedrollen i Stærmoses film som den verdensberømte danske balletstjerne Darling, der for første gang i årevis vender tilbage til København sammen med sin mand, koreografen Frans.

De to skal sammen opføre klassikeren "Giselle" på Det Kongelige Teater med Frans som koreograf og Darling i titelrollen. Forventningerne fra alle er store, men på én af de første prøvedage indtræffer katastrofen: Darling falder om med smerter, hendes hofte er slidt op, og hendes balletkarriere er færdig. Frans er knust, men føler sig samtidig ude af stand til at hjælpe hende. Han har aldrig arbejdet uden Darling før, og hele hans karriere hænger pludselig på den purunge balletdanser Polly, som for første gang får chancen i et stort soloparti. Darling forsøger at redde sin plads i verden ved at træne Polly til at blive den Giselle, som Darling ikke længere kan være, men i takt med at den unge danser begynder at folde sig ud som Giselle, smuldrer Darlings verden.

Svenske Gustaf Skarsgård, Ulrich Thomsen, balletdanser Astrid Grarup Elbo og Solbjørg Højfeldt har ved siden af Danica Curcic filmens  bærende roller.

Kim Fupz Aakeson har skrevet manuskript baseret på en historie af ham og Birgitte Stærmose. Peter Aalbæk Jensen, Marie Gade Denessen og Louise Vesth producerer for Zentropa med produktionsstøtte på 7,3 millioner kr. fra Det Danske Filminstitut gennem Konsulentordningen ved Steen Bille. Desuden har TV 2 og en række internationale partnerne støttet.

Nordisk Film Distribution distribuerer filmen, der får dansk premiere den 27. april 2017.