Super16: Netværk i branchen

TALENTUDVIKLING 2016. Er anarkismen forsvundet fra den alternative filmskole – og er danske talenter i det hele taget blevet for forsigtige? Super16 formand Rikke Tambo Andersen og næstformand Maria Møller Kjeldgaard diskuterer.

Som uddannelsessted er den alternative elevdrevne københavnske filmskole Super16 et af de første led i talentudviklingsfødekæden. Vi har talt med foreningens formand Rikke Tambo Andersen og næstformand Maria Møller Kjeldgaard, begge tredjeårs producerelever, om Super16's rolle, styrke og udfordringer, om deres syn på talentudvikling i Danmark anno 2016, og hvilke tanker de snart udklækkede producere gør sig om at bevæge sig ud i filmstøttelandskabet. 

Hvad er Super16's rolle i talentudviklingslandskabet?

Fakta

SERIE / TALENTUDVIKLING

Vi sætter i en række artikler fokus på talentudvikling i Danmark anno 2016

SUPER16

Super16 blev grundlagt i 1999 af tre idealistiske filmskabere, der ville skabe et alternativ til den etablerede filmskole. Skolen har ingen formel administration, men drives af eleverne selv, der arrangerer undervisning af gæstelærere og mentorer fra filmbranchen. Hvert andet år bliver 16 nye filmskabere optaget på den treårige uddannelse. Siden 2011 har skolen optaget manuskriptforfattere, og det betyder, at skolen nu optager seks instruktører, seks producere og fire manuskriptforfattere per årgang.

Læs mere på Super16's hjemmeside

Hvem er eleverne:

Eleverne spænder i alder fra start-20'erne til start-30'er og har typisk en vis erfaring i branchen. Gennemsnitsalderen for ansøgere i 2015 var 28. 62 % ansøgere var mænd. Blandt ansøgerne til instruktørlinjen udgjorde mænd 66 %, til producerlinjen udgjorde kvinder 64 % og til manuskriptlinjen var 63 procent af ansøgerne mænd. I den senest optagne årgang var kønsfordelingen 4/2 i mændenes favør for instruktører, 4/2 i kvindernes favør for producere og 2/2 for manuskriptforfatterne.

Produktioner:

Eleverne producerer en førsteårsfilm, andenårsfilm og afgangsfilm.

Hall of fame:

Katja Adomeit, Christina Rosendahl, Tilde Harkamp, Kaspar Munk, Mads Matthiesen, Martin Zandvliet, Ask Hasselbalch, Fenar Ahmad, Bo Mikkelsen, Morten Hartz Kaplers, Jonas Arnby, Jesper Morthorst, Roni Ezra

Årligt budget:

Super16 havde i 2015 følgende økonomiske støtter: Nordisk Film, Nordisk Film Fonden, Det Obelske Familiefond, Spar Nord Fonden, Dansk Skuespillerforbund samt Filmkopi.

 Rikke-Tambo_210
Rikke Tambo Andersen

Maria-Kjeldgaard_210
Maria Møller Kjeldgaard. Foto: Mathias Bro

Super16-logo-2016

Rikke Tambo Andersen (RTA): Vores rolle er at bidrage til at skabe den næste generation af filmskabere i Danmark. Jeg synes også, vi har en vigtig rolle i forhold til at være et alternativ til det etablerede system.

Maria Møller Kjeldgaard (MMK): Skolen giver en anden mulighed for talentudvikling. Der er fordele og ulemper ved begge former – den traditionelle filmuddannelse og foreningsuddannelserne som Super16. Hvad du har brug for kommer an på, hvilken type filmskaber, du er.

Hvilken type filmskaber udvikler I så?

RTA: Det er svært at sige hvilken type, men jeg kan tage udgangspunkt i mig selv. Jeg havde lavet rigtig meget i forvejen og arbejdet hos Bullitt film, som jeg var rigtig glad for. Men jeg følte stadig, at jeg havde brug for en plads, hvor jeg kunne udvikle mig, eksperimentere og møde andre kreative mennesker. Jeg ville ikke have det godt med skulle møde fra 9-16 på Filmskolen, fordi det var vigtigt for mig at bevare den forankring i branchen, som jeg havde bygget op. På Super16 kan jeg selv styre min tid og min udvikling og bevare mit arbejde ved siden af.

MMK: I kraft at, at det er en forening, hvor man selv skal skabe sin udvikling og selv arrangere alting, mener jeg, at Super16 generelt skaber nogle mere selvstændige filmskabere. Vi mangler noget regulær undervisning. Til gengæld får vi erfaring inden for ledelse og administration, som vi kan bruge, når vi skal ud at drive et selskab eller lede et hold eller en proces. Derudover får vi praktisk erfaring i form af filmproduktionerne, som vi selv skal ud at finansiere, stille holdet og skaffe udstyr til.

RTA: På den måde får vi en indføring i branchen. Når vi er færdige på Super16, har vi allerede opbygget samarbejder med udstyrsudlejere og finansiører.

Når I skal bruge tid på alt det, tager det så ikke fokus fra det kreative arbejde?

MMK: Nej, for det er jo først og fremmest producerne, der arbejder med det praktiske, og det er jo netop de ting, vi skal kunne i jobbet som producer. Så det er en del af kompetenceudviklingen.

RTA: Det går jo hånd i hånd. Det er fint at være dygtig til det kreative, men som producer skal man jo også kunne bakke en film op finansielt. 

Hvordan har Super16 udviklet sig i de 16 år, uddannelsen har eksisteret?

RTA: Vi har i forbindelse med jubilæet talt med nogle af de gamle elever, og de synes, at vi virker stærkere og mere organiserede, som jo er en meget naturlig udvikling.

MMK: I forhold til finansiering kan vi helt klart mærke, at Super16 er blevet et meget stærkere brand og er etableret som et centralt led i talentudviklingen. Man kan også diskutere, om Super16 er blevet for meget en institution. Personligt synes jeg, det er en styrke, men i forhold til, hvad grundessensen af Super16 i sin tid blev skabt som – den skulle være anarkistisk og udfordre grænser - så er der er mange ting, der er blevet kutyme.

RTA: Men foreningen kan tilpasse sig de behov, de elever, der går der, har. Hvis de ikke har behov for at være anarkistiske, skal de jo ikke være det, bare fordi det var sådan, Super16 begyndte. Det er helt op til den årgang, der starter.

Hvad er faren ved at blive for institutionaliseret?

MMK: At vi hænger os for meget op ad gamle traditioner, som gør, at vi måske ikke tør udfordre grænser. Det er en balance, for jeg synes helt klart, at mulighederne for medlemmerne er større nu, end det var i sin tid. Dengang skulle man virkelig sparke døren ind på ny hver gang. Nu har vi oparbejdet en succesrate, der gør, at vi er anerkendte. Så når vi kontakter selskaber og finansiører, siger de, 'Nårh, det er Super16.' Og det skaber nogle andre muligheder for kreativ udvikling. 

Hvor håber I, at Super16 er om 10 år?

RTA: Først og fremmest håber jeg, at vi eksisterer om 10 år…

MMK: Vores eneste grundlag for at eksistere på det niveau, vi gør, er at der er behov for os, og at branchen og fondene støtter op om os. Vi skal jo søge om finansiering hvert år. Vi har en idé om at skabe en stærkere international profil og lave koproduktioner, som Screen Talent Europe lægger op til. Det kunne være spændende, hvis Super16 også gik i den retning, for det er fremtiden at samarbejde med udlandet. Jeg håber bare ikke, at Super16 når til et punkt, hvor man netop på grund af finansiører føler sig forpligtet til at leve op til noget bestemt, for det strider imod grundtanken i Super16. Hvis selvstændigheden og uafhængigheden går tabt, mister vi også vores berettigelse.

Hvad tænker I generelt om mulighederne for talentudvikling i Danmark?

RTA: Der bliver jo talt enormt meget og talentudvikling for tiden, hvilket er dejligt. Der også kommet en masse nye tiltag, og det bliver spændende at se, hvad det betyder. Men når jeg ser på vores fremtid, på det niveau, at vi skal ud at lave vores første spillefilm, så bliver jeg faktisk lidt bekymret. Jeg synes, at talentudvikling har handlet enormt meget om at dygtiggøre folk. I Danmark kan vi vores håndværk, men jeg kunne godt tænke mig, at vi var lidt bedre til at udfordre fortællekunsten. Det oplever jeg, at folk enten ikke får lov til eller er bange for, at de ikke får lov til - at de skal indrette sig efter nogle konventioner for at få støtte. Nu er der jo startet det nye lavbudgetinitiativ, som jeg håber, giver plads til nogle talenter og flere nye instruktører, fordi risikovilligheden er større.

MMK: I niveauet under, den mølle vi har været en del af med filmværkstederne, kortfilm og dokumentarfilm, er vi utroligt privilegerede. Men der er et meget stort spring fra at lave en kortfilm på Filmværkstedet for 20.000 til New Danish Screen og selv til lavbudgetfilmene på tre millioner. Jeg kunne godt savne nogle forløb målrettet førstegangsfilmskabere på endnu lavere budgetter.

RTA: Springet er enormt langt, og nåleøjet er enormt lille. Det jeg frygter, er, at man begynder at rette sig ind og begrænse de eksperimenter, som man skal lave for at udvikle sig.

MMK: Det er ikke nogen hemmelighed, at der ikke er mulighed for at producere nok film i Danmark til, at alle nye talenter kan bryde igennem. Det skulle lavbudgetinitiativet forsøge løse. Men jeg synes stadig, at der er en tendens til, at det er selskaber med en vis track record, der får støtte. Jeg kan godt forstå, at man har brug for en sikkerhed for at forsvare at uddele så stort et beløb, men det spænder ben for, at unge teams kan komme til.

Teenland1
Marie Grahtøs afgangsfilm "Teenland" fra 2015 er bl.a. blevet vist på SXSW i Austin, Nordisk Panorama, Odense Film Festival og Palm Springs International ShortFest og er udviklet til webserie med støtte fra Filmværkstedet i København.

Hvordan er jeres samarbejde med værkstederne?

RTA: Super16 som forening samarbejder ikke med værkstederne, men de enkelte produktioner kan søge støtte. 

MMK: Filmværkstedet har også tilbudt, at Super16's medlemmer kan få adgang til deres kontorfaciliteter, selvom éns projekt ikke har fået støtte. Det er en stor gave.

RTA: Ja, og det er super vigtigt, at der et sted som Filmværkstedet, der er åbent 24 timer i døgnet, hvor man kan sidde og klippe og bruge internet. Filmværkstedet giver plads til folk, der kommer ind fra gaden med en god idé - og plads til at fejle. Vi bruger det enormt meget, og derfor er jeg også lidt bekymret over, hvor værkstedet bevæger sig hen. Der har helt klart været brug for, at der sker noget med Filmværkstedet – min bekymring går mere på, at vi ikke rigtigt ved, hvad der foregår. Der er en masse spørgsmål, vi ikke har fået svar på. Jeg er også bekymret over, om relationen til DFI bliver stærk nok. Jeg forstår godt fordelene ved at gøre Filmværkstedet selvstændigt, men jeg synes også, det er vigtigt, at DFI tager ansvar for talentudvikling på det niveau. Og tilknytningen til DFI betyder meget, når jeg har lavet dokumentarfilm i udlandet.

Der er meget fokus på mangfoldighed i filmbranchen for øjeblikket. Gør I noget for at få fat på nogle andre brugergrupper?

MMK: Vi har i hvert fald en intention om at nå bredere ud. Vi har netop gjort hele vores bagkatalog tilgængeligt online, og vi har også talt om at tage på turné ud i landet og holde oplæg om Super16 på skoler og biblioteker.

Er det noget, I taler om, når I optager nye elever?

MMK: Ja, helt sikkert.

RTA: Selvfølgelig vil vi gerne have de bedste ansøgere, men det handler også om at sammensætte en gruppe, der kan styrke foreningen og hinanden.

MMK: Hvis vi f.eks har en type af instruktører, der ligger inden for samme kategori, så vælger vi den bedste i den kategori. Men vi vil gerne have nogle inden for seks forskellige kategorier. Fordi vi også tror på, at det netop er deres kontraster og forskelle, der gør, at de kan blive bedre inden for hver deres kompetenceområder.

Lykkes det?

MMK: Vi kan jo kun optage dem, der ansøger. Vi kunne sagtens ønske os en større diversitet, både i forhold til etnicitet og folk med en mindre privilegeret baggrund.

RTA: Det er først nu, at vi er begyndt at føre statistik med ansøgernes køn, alder og bopæl. Vi arbejder ikke med kvoter, men det ville nok blive en diskussion, hvis vi havde shortlistet seks mandlige instruktører. For det giver en anden dynamik, når det ene køn ikke er overrepræsenteret. Vi ville gerne have flere kvinder til at søge ind på instruktørlinjen og flere mænd på producerlinjen. Jeg tror, at der er en anden måde at arbejde på som mandlig producer og en anden måde at fortælle historier på som kvindelig instruktør, som man bare ikke har set så meget, og som der derfor heller ikke er så meget plads til. Ved at man får skabt dem på det her niveau, håber jeg, at der kommer flere forbilleder, så flere mænd kan se sig selv som producere, og flere kvinder kan se sig selv som instruktører.